Frivillighedens Dag 2012
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ”Frivillighedens Dag 2012”.
Indstilling og beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender forslag til ”Frivillighedens Dag 2012”.Problemstilling
"Frivillighedens Dag 2011" bestod dels af et program med fokus på frivillige indsatser i de enkelte bydele, dels af et centralt program på Københavns Rådhus med fokus på fejring af frivilliges indsats med blandt andet en prisuddeling. Flere af Københavns Kommunes borgmestre deltog i forskellige frivillige initiativer i den lokale programdel, mens 300 gæster deltog i festarrangementet og kåringen af årets ildsjæl.
Københavns Kommunes ”Frivillighedens Dag 2011” blev afholdt samme dag som den landsdækkende ”Frivillig Fredag”, som Frivillighedsrådet arrangerer med støtte fra Socialministeriet. Det skabte uklarhed over, hvem der var afsender på hvad, og hvem der var målgruppen for de to arrangementer, som begge tog afsæt i frivilligheden.
Evalueringen af ”Frivillighedens Dag 2011” i København viste, at det lokale program i høj grad blev forvekslet med andre initiativer, og at det var svært at skabe opmærksomhed om de lokale indsatser.
Løsning
På baggrund af erfaringerne fra 2011 forslår Kultur- og Fritidsforvaltningen, at ”Frivillighedens Dag 2012” ikke afholdes samme dag som den landsdækkende "Frivillig Fredag", men at Københavns Kommune får "sin egen" frivillighedsdag. Denne er fastsat til fredag den 23. november 2012.
For yderligere at understøtte "Frivillighedens Dag" og samtidig målrette arrangementet mod en større del af frivilligheden i København, foreslås ”Frivillighedens Dag 2012” at bestå af en prisfest og onlinekampagner.
Til prisfesten uddeles priser inden for en række kategorier, fx bedste frivillige ungdomsinitiativ, bedste CSR-virksomhed, årets frivillige ildsjæl mv. Kandidaterne indstilles af miljøet, og vinderne udpeges af en jury. Juryen er sammensat af repræsentanter for miljøet.
Forud for prisfesten synliggøres de indstillede initiativer gennem onlinekampagner, som skabes i samarbejde med en kreativ uddannelsesinstitution og de københavnerbaserede medier. Dette nye tiltag vil i højere grad sætte fokus på de gode historier ved frivillige initiativer og gennem eksponering og medieinddragelse gøre ”Frivillighedens Dag 2012” relevant for en bredere målgruppe. Samtidig sikres en bedre forankring i foreninger, organisationer og virksomheder.
Der lægges op til et større samarbejde med en kulturinstitution om at skabe en eksklusiv ramme om arrangementet i 2012. Det kunne fx være Ny Carlsberg Glyptotek, Thorvaldsens Museum eller Skuespilhuset, hvor rammerne passer til mange mennesker.
Kultur- og Fritidsudvalget er værter ved arrangementet. For at synliggøre at frivillighed går på tværs af kommunen og involverer alle udvalg, inviteres borgmestrene fra de øvrige seks udvalg med.
Økonomi
Der er i perioden 2011-2014 afsat 0,5 mio. kr. årligt til afholdelsen af ”Frivillighedens Dag”. Udgiften til ”Frivillighedens Dag 2012” afholdes inden for denne ramme.
Budgettet prioriteres med størstedelen til afvikling af selve prisfesten. Kultur- og Fritidsforvaltningen forsøger at identificere økonomiske samarbejdspartnere, der kan bidrage til prisuddelingen samt til relevante dele af programmet på festaftenen.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen iværksætter planlægningen af ”Frivillighedens Dag 2012” i samarbejde med foreninger, organisationer og virksomheder samt de øvrige forvaltninger.
Carsten Haurum
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt med følgende ændringer:
Kultur- og Fritidsforvaltningen blev anmodet om at arrangementet bliver afholdt tidligere, f.eks. i oktober.
Arrangementet afholdes ligesom som sidst i Rådhushallen.
Det blev præciseret, at det ikke kun var borgmestre, der deltog i frivillighedens dag 2011.