Mødedato: 18.12.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Status på arbejdet med en samlet museumsenhed

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget forelægges status over arbejdet med at etablere en samlet museumsorganisation i kommunen.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager forvaltningens status over arbejdet med at etablere en samlet museumsorganisation til efterretning
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Københavns Museum holdes lukket i perioden fra den 1. august 2015 og indtil det nye museum i Stormgade 18 åbner i 2017.

Problemstilling

Ud fra et ønske om at styrke museums- og arkivområdet har Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejdet med at samle Københavns Museum, Thorvaldsens Museum, Københavns Stadsarkiv og Nikolaj Kunsthal til en samlet museumsorganisation i Københavns Kommune (KKM).

Kultur- og Fritidsudvalget blev på møderne 15. maj, 25. september og 23. oktober 2014 orienteret om status på etablering af Københavns Kommunes Museer (KKM). Med denne indstilling gives en opfølgende status.

Løsning

Ny organisationsstruktur
Den organisatoriske og ledelsesmæssige sammenlægning af Københavns Museum, Thorvaldsens Museum, Nikolaj Kunsthal og Københavns Stadsarkiv er budgetmæssigt effektueret, idet budgettet for 2015 er vedtaget og lagt i den overordnede enhed. Enhedens ledelsesmæssige og organisatoriske struktur offentliggøres d. 15. december 2014, og en ny fælles direktør tiltræder den 1. februar 2015.

Københavns Museum i Stormgade 18
Københavns Museum skal flytte fra Vesterbrogade 57 til en ny udstillingsbygning i Stormgade 18. I projektplanen arbejdes der med, at anlægsprojektet er færdigt den 1. april 2017, hvorefter museet kan indrettes og åbne for publikum.

Samling af administrative funktioner i Stormgade 20
I flytningen af Københavns Museum indgår også Stormgade 20, idet de administrative funktioner, der er knyttet til Københavns Museum planlægges forankret her. Ligeledes vil dele af Københavns Stadsarkiv og fælles funktioner i en ny museumsenhed placeres i Stormgade 20.

Midlertidig lukning af Københavns Museum
Da flytningen af Københavns Museum er tidskrævende, vil museet lukke den 1. august 2015, dvs. 20 måneder før forventet åbning i Stormgade. Det er ambitionen at åbne det nye museum med nye udstillinger på alle etager i Stormgade 18, hvilket samtidig er en unik mulighed for at skabe en ny fortælling og formidling af Københavns historie.

I perioden fra 1. august 2015 til åbningen i 2017 skal der udvikles nyt indhold og udformes et samlet udstillingskoncept. Samtidig ligger der et stort arbejde med at få rejst de fornødne midler til at bygge udstillingerne op, til at indrette museet, markedsføre det mv. Det forventede udstillingsareal bliver på ca. 1.300 kvadratmeter, dvs. en seksdobling af det nuværende areal, og det vurderes at indebære et fundraisingsbehov på minimum 13 millioner kroner.

En fysisk lukning af museet vil frigøre en række ressourcer fra den daglige drift, der kan indgå i arbejdet med udvikling af de kommende aktiviteter på den nye lokalitet i Stormgade. Lukning vil dog også medføre et indtægtstab. Indtægtstabet består primært af entréindtægter samt indtægter fra omvisninger, som i lukkeperioden modsvares af sparede lønudgifter til formidlingsstudenter.

I lukkeperioden vil museet fortsat arbejde med de lovpligtige museumsaktiviteter, de såkaldte kap. 8 aktiviteter, der indebærer arkæologiske undersøgelser og tilsyn, kulturmiljø, lokalplaner og fredede bygninger. Der vil fortsat være undervisningsaktiviteter i form af byvandringer og omvisninger i byrummet, ligesom museet vil bidrage til indholdsudviklingen af nyt besøgscenter på Rådhuset. Kulturstyrelsen vil i foråret 2015 blive præsenteret for museets plan for aktiviteter i lukkeperioden.

Thorvaldsens Museum
En vigtig faktor for KKM er at sikre opretholdelsen af Thorvaldsens Museums enestående samling og bygning i overensstemmelse med og i respekt for ånden i Thorvaldsens gavebrev til Københavns Kommune. 

Fælles arkiv og magasinløsning

Københavns Kommune er udfordret på sine magasinløsninger. Arkivalier er midlertidigt opbevaret og udfordret på tilgængeligheden og museumsgenstande opbevares for en dels vedkommende i fugtige kældre, der ind imellem oversvømmes.

Der er i budget 2015 afsat midler til flytning af den del af magasinerne, der har til huse på Artillerivej 126, da der skal bygges en skole på grunden. Kultur- og Fritidsforvaltningen samarbejder med Københavns Ejendomme om prissætning af en ’lille magasinløsning’, der dækker arkiv og museumsgenstande fra Artillerivej og en ’stor’ løsning’, der rummer alle Københavns Kommunes arkivalier og museumsgenstande. Det er politiske besluttet, at de fremtidige magasinforhold bliver et element i forhandlingerne om overførselssagen 2014/2015.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Arbejdet med implementeringen af museumsorganisationen videreføres i forvaltningen i overensstemmelse med statusrapporteringen. Kultur- og Fritidsudvalget vil løbende blive orienteret om arbejdet.


Carsten Haurum

                                        /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 18. december 2014:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt.

Med hensyn til indstillingens 2. at-punkt præciserede Kultur- og Fritidsudvalget, at det kun er adgangen til de fysiske samlinger, der lukkes, mens andre aktiviteter opretholdes, f.eks. byvandringer, kulturturisme og arkæologiske undersøgelser. Samtidig opfordrede Kultur- og Fritidsudvalget til, at lukningen i det omfang det overhovedet måtte være muligt evt. sker senere end 1. august 2015.
Til top