Mødedato: 18.12.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Smedestræde 2, nedrivning af bygninger

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til nedrivning af bygninger på Smedestræde 2.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter videre proces for nedrivning af bygninger på Smedestræde 2.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen afsatte i Budget 2015 2 mio. kr. til nedrivning af bygninger på Smedestræde 2.

Borgerrepræsentationen besluttede desuden, at der senest i 2016 skal tages stilling til den fremtidige brug af grunden.

Løsning

På Smedestræde 2 står seks bygninger. For de afsatte 2 mio. kr. er det ikke muligt at nedrive alle bygningerne.

Det er Teknik- og Miljøforvaltningen, der giver tilladelse til nedrivning og stiller eventuelle krav om oprensning af forurenet jord, når der nedrives. Teknik- og Miljøforvaltningen har udstukket to nedrivningsmåder. Fælles for disse er, at de begge sikrer offentlig adgang til arealet, når bygningerne er revet ned.

a. Nedrivning af bygninger, så terrændækket står tilbage.
b. Fuld nedrivning, inklusiv fjernelse af terrændæk.    

I forlængelse heraf har Københavns Ejendomme opstillet tre scenarier for nedrivning.


Nedrivning af fire bygninger (1,9 mio. kr.)
Indenfor rammen af 2 mio. kr. kan der nedrives fire bygninger. Det omfatter alle andre bygninger end den bevaringsværdige bygning ud mod Smedestræde og autoværkstedet. Alle andre bygninger nedrives til terræn. Det betyder, at fundamentet står tilbage. 

Samtidig vil det omkringliggende græsareal blive gravet op, og den forurenede jord udskiftet med ren jord i en halv meters dybde. Hele arealet er tilgængeligt for offentligheden. 

Københavns Ejendomme vurderer, at selve nedrivningen kan genneføres for 1,7 mio. kr. inklusiv plombering, så der undgås nedsivning af forurening.

Med forbehold for den endelige myndighedsbehandling i Teknik- og Miljøforvaltningen anslår Københavns Ejendomme, at det vil koste 200.000 kr. til opgravning, bortskaffelse, ny jord og græs, for jordarealerne omkring bygningerne.

Med en sådan løsning skal der ikke foretages oprensning af jorden under bygningerne. Til gengæld vil der være krav om plombering. Endelig oprensning skal ske, når fundamenter og asfaltbelægning fjernes i forbindelse med nyt byggeri.


Ønskes alle bygninger nedrevet, kan det gøres på to måder:

a. Nedrivning af alle bygninger og plombering af terrændæk (4,1 mio. kr.)

Afsættes der yderligere 2,1 mio. kr. er det muligt at nedrive alle bygninger og alle fundamenter plomberes ved terræn. Det omkringliggende græsareal er blevet gravet op og den forurenede jord udskiftet med ren jord i en halv meters dybde. Hele arealet er tilgængeligt for offentligheden. 

Københavns Ejendomme vurderer, at det vil koste 3,9 mio kr. at nedrive.

Med forbehold for den endelige myndighedsbehandling i Teknik- og Miljøforvaltningen anslår Københavns Ejendomme, at det vil koste 200.000 kr. til opgravning, bortskaffelse, ny jord og græs, for jordarealerne omkring bygningerne.

Nedrivning af terrændæk og oprensning af forurenet jord under bygningerne vil ske i forbindelse med nyt byggeri.

b. Nedrivning og oprensning af forurenet jord (7,4 mio. kr.)
Afsættes der yderligere 5,4 mio. kr. kan alle bygninger med tilhørende fundament nedrives fuldt og helt. Hele arealet er tilgængeligt for offentligheden. Arealet kan f.eks. tilplantes med græs.   

Københavns Ejendomme vurderer, at nedrivning af alle bygninger samt terrændæk koster 3,9 mio. kr.

Med forbehold for den endelige myndighedsbehandling i Teknik- og Miljøforvaltningen anslår Københavns Ejendomme, at det vil koste yderligere 3,5 mio kr. til opgravning, bortskaffelse af forurenet jord, samt udlægning af ny jord og græs på arealet, hvor der i dag er græs.

Bevaringsværdig bygning
På grunden er en bygning, der er vurderet som bevaringsværdig. Nedrivning af denne kræver tilladelse fra Teknik- og Miljøudvalget. Der tages forbehold for dette. Umiddelbart vurderes det muligt at få en tilladelse til noget sådant.

I alle de forslag, der er udarbejdet til anvendelse af Smedestræde 2 og Valby Langgade 54, forudsættes bygningen revet ned.


Etapeopdeling
Hvis der nedrives i en etapeopdelt proces, hvor der i første omgang nedrives nogle af bygningerne, og resten først nedrives senere, øges de samlede udgifter til nedrivning med mellem 0,7 og 1,0 mio. kr.  

Forslag til nyt bibliotek og teatersal
Udgifter til nedrivning og oprensning indgår også i forslaget til nyt bibliotek og teatersal. Afholdes yderligere udgifter til nedrivning og oprensning, end de 2 mio. kr. der blev afsat i budget 2015, vil det sænke forslagets samlede anlægsudgift.


Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at igangsætte nedrivning inden for rammen af de 2 mio. kr. afsat i Budget 2015, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udfærdige en udmøntningsindstilling til behandling i Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. 

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at lade forslag til yderligere midler til nedrivning indgå i overførselssagen, udfærdiger Kultur- og Fritidsforvaltningen et budgetnotat, der kan indgå i forhandlingen. 

  

Carsten Haurum 

                                                                        /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 18. december 2014:

Der blev begæret afstemning om følgende forslag:

Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at oversende sagen til Økonomiudvalget med henblik på Økonomiudvalgets stillingtagen til følgende scenarier: 
  1. Mulig nedrivning inden for rammen på 2 mio. kr. (fire bygninger)
  2. Nedrivning af samtlige bygninger og evt. oprensning af forurenet jord til i alt op til 7,4 mio. kr.
  3. En udsættelse af nedrivningen indtil det senest i 2016 er besluttet, hvad der skal ske med ejendommen Smedestræde 2  

Såfremt Økonomiudvalget beslutter sig for scenarie 1) bemyndiger Kultur- og Fritidsudvalget forvaltningen til at igangsætte nedrivningen.

Kultur- og Fritidsudvalget påpeger, at det økonomisk giver mest mening at afvente nedrivningen indtil der er taget stilling til et evt. nyt bibliotek og teatersal på Smedestræde 2.

Kultur- og Fritidsudvalget påpeger samtidig, at såfremt man vælger en nedrivning nu skal de midlertidige aktiviteter på grunden genhuses på bedst mulig måde.

Et flertal (Peter Thiele, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad, Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Andreas Pourkamali) stemte for forslaget.
Et mindretal (Lilian Parker Kaule) stemte imod.

Forslaget blev dermed godkendt.

Lillian Parker Kaule ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Liberal Alliance ønsker grunden solgt."

Til top