Smedestræde 2, alternative scenarier for byggeri
Indstilling og beslutning
- at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter og beslutter, hvilket scenarie for nyt bibliotek og teatersal på Smedestræde 2, der skal indgå i overførselssag 2014/2015.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede 25. september 2014, at udvalget snarest ønskede at drøfte den videre proces for Smedestræde 2.
Løsning
- Et hovedforslag, med byggeri på Smedestræde 2. Anlægssum 115 mio. kr.
- Et optionsforslag, med byggeri på Smedestræde 2 og Valby Langgade 52. Anlægssum 130 mio. kr.
Forskellen på Hovedforslag og Optionsforslag var i al væsentlighed tilkøb af nabogrunden Valby Langgade 52, med dertil hørende nedrivning af bygning og bearbejdning af grund.
Alternative scenarier
Kultur- og Fritidsforvaltningen har i dialog med projektets byggeudvalg og Københavns Ejendomme set på alternative scenarier for et samlet byggeri, hvor der reduceres i projektets centrale elementer bibliotek, teater og administrationsareal. Forslagene er medregnet afholdte udgifter til nedrivning af bygninger på Smedestræde 2 på 2 mio. kr. afsat i Budget 2015.
De opstillede reduktioner skitserer principperne for yderligere samtænkning af funktioner og reduktion i areal i forhold til de oprindelige forslag. Endelig præcisering af arealfordeling vil ske i den egentlige projektering.
Byggeri på Smedestræde 2
- Teater og støttefunktioner reduceres. Anlægssum ca. 103 mio. kr.
- Bibliotek, Teater og støttefunktioner reduceres. Anlægssum ca. 96 mio. kr.
- Teater udgår af projektet og støttefunktioner reduceres. Anlægssum ca. 82 mio. kr.
Byggeri på Smedestræde 2 og Valby Langgade 52
- Teater og støttefunktioner reduceres. Anlægssum ca. 117 mio. kr.
- Teater, bibliotek og støttefunktioner reduceres. Anlægssum ca. 110 mio. kr.
- Teater udgår af projektet og støttefunktioner reduceres. Anlægssum ca. 96 mio. kr.
Fælles for alle forslag er, at kontorareal til Valby lokaludvalg ikke indgår.
Baggrund for projekterne
Det nuværende Valby Bibliotek er uhensigtsmæsigt indrettet og nedslidt. Flyttes biblioteket, kan bygninger og grund sælges.
Teater V har i dag til huse i Prøvehallen. Prøvehallens øvrige aktiviteter gør det svært at drive professionelt teater. Flytter teateret til ny teatersal, vil Prøvehallen bruges til andre aktiviteter, herunder yderligere idrætstilbud.
Det bemærkes, at Valby Lokaludvalg peger på, at en løsning, der inkluderer Valby Langgade 52, giver de bedste muligheder for placering af bygning, byrum, cykelparkering og en optimal arkitektonisk synlighed. Udtalelse fra Valby Lokaludvalg indgår som bilag.
Økonomi
Videre proces
Carsten Haurum
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Der blev begæret afstemning om et forslag om, at scenariet til ca. 117 mio. kr. indgår i overførselssagen 2014/2015 (byggeri på Smedestræde 2 og Valby Langgade 52 - teater og støttefunktioner reduceres - anlægssum ca. 117 mio. kr.).
Et flertal (Peter Thiele, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad, Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Andreas Pourkamali) stemte for forslaget.
Et mindretal (Lilian Parker Kaule) stemte imod.
Forslaget blev dermed vedtaget. Kultur- og Fritidsforvaltningen blev anmodet om at udarbejde en business case , hvor bl.a. salg af den nuværende biblioteksbygning indgår.