Mødedato: 18.08.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Ansøgning fra Turning Tables Danmark om Kulturlab Kapellet

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Turning Tables Danmark om brugsret til kapellet på Assistens Kirkegård og 1,5 mio. kr. årligt i driftstilskud i 2022-2025 til Kulturlab Kapellet.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning fra Turning Tables Danmark om brugsret til kapellet på Assistens Kirkegård og 1,5 mio. kr. årligt i driftstilskud i 2022-2025 til Kulturlab Kapellet, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

Problemstilling

Kapellet på Assistens Kirkegård er ikke i brug, og Kultur- og Fritidsudvalget har siden august 2020 arbejdet for at finde en ny brug af ejendommen.

Turning Tables Danmark ansøger om brugsret til kapellet og 1,5 mio. kr. årligt i driftstilskud i 2022-2025 til Kulturlab Kapellet.

Kulturlab Kapellet skal være et ungedrevet kulturlaboratorium, hvor de unge, ifølge ansøger, fordyber sig i at skabe musik, film og foto, og styrker færdigheder, fællesskab og selvværd.

Målgruppen er unge i alderen 8-28 år, fortrinsvist fra lokalområdet men også resten af København. Huset er for alle unge men med særligt fokus på dem, der står uden for de positive fællesskaber, herunder unge fra de omkringliggende almene boligbyggerier.

Ifølge ansøger forestilles huset at være åbent mindst fem dage om ugen fra formiddag til aften, og ansøger ønsker desuden at kunne stille huset til rådighed for nogle af de foreninger og aktører, som har ytret ønske om at benytte ejendommen, men som ikke kan drive den selv. Det er endnu ikke fastlagt, hvordan dette skal foregå.

Kulturlab Kapellet vil koste 4-4,5 mio. kr. at drive årligt. Ansøger har pt. fået tilsagn om 1,5 mio. kr. fra Bikubenfonden i 2022-2025, under forudsætningen af tilskuddet fra Københavns Kommune, samt yderligere 400 t. kr. i 2022 fra andre parter. Ansøger ønsker desuden på sigt at søge støtte fra bl.a. Augustinus Fonden og Realdania til en gennemgående renovation af kapellet.

Der er afsat en varig driftsbevilling til kapellet på 300.000 kr. årligt og huslejefritagelse, svarende til 390 t. kr. årligt. Ansøgningen medfører derfor en ekstra bevilling på 1,2 mio. kr. årligt i 2022-2025.

Løsning

Der henvises til ansøgningen (bilag 1-2).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen afklare sagen og, i givet fald, i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Mette Touborg

/Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 18. august 2021:

Karina Vestergård Madsen, Jens Kjær Christensen og Christopher Røhl Andersen anmodede om, at sagen behandles som A-sag.

Sagen blev henvist til forhandlingerne om Budget 2022 i forbindelse med dagsordenens punkt 16 (Kapellet på Assistens Kirkegård).

Til top