B- sag: Ansøgning om driftsstøtte til SocialShine Speakers
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 150.000 kr. i driftsstøtte til SocialShine Speakers i 2021, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.
Problemstilling
Foreningen SocialShine søger om et driftstilskud på 150.000 kr. til at dække driftsomkostninger forbundet med projektet SocialShine Speakers i 2021.
Foreningen SocialShine, som holder til i Brønshøj, har til formål at formidle viden om tabuiserede emner og hvor speakers (oplægsholderne) tager udgangspunkt i egne liv og fortæller om bl.a. mobning, prostitution, spiseforstyrrelser, voldtægt, psykisk sårbarhed, svær overvægt og lign.
Der søges om en fuld finansiering til at dække udgifter til hjemmeside, bankgebyr, annoncering, lokaleudgift, kontorhold samt aflønning af SoMe medarbejder.
Løsning
Der henvises til ansøgningen (bilag 1).
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen afklare sagen og, i givet fald, i dialog med ansøger udarbejde tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 18. august 2021:
Indstillingen om afslag blev godkendt i forbindelse med dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).