Mødedato: 18.08.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Opløsning af Direktør Michael Hermann Nielsens Mindelegat afd. A

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal som legatbestyrelse tage stilling til opløsning af Michael Hermann Nielsens Mindelegat, Afd. A.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget, som legatbestyrelse, godkender opløsning af Direktør Michael Hermann Nielsens Mindelegat, afd. A, med uddeling af fondens midler i henhold til fondens formålsbestemmelse, idet Kultur- og Fritidsforvaltningen bemyndiges til at varetage uddelingen.

Problemstilling

En gennemgang af de fonde og legater, som Kultur- og Fritidsforvaltningen administrerer, har vist, at en række af dem har så begrænsede midler, at de overordnet set ikke er tilstrækkelige til at opfylde fondens formål, når administrationsomkostningerne sættes i forhold til de meget små årlige afkast.

Fondens samlede midler pr. 31. december 2020 udgør blot 161.125 kr. med en negativ rentekapital på 3.463 kr.

Løsning

Fonde og legater med meget begrænsede midler kan opløses eller, hvis formålene er tilstrækkeligt ens, sammenlægges med andre. Sammenlægning kan imidlertid ikke lade sig gøre for Direktør Michael Hermann Nielsens Mindelegat afd. A, da formålene ikke er sammenfaldende med andre legaters eller fondes formål. 

Herudover er legatets formål med tiden blevet tiltagende vanskeligere at efterleve, idet stifteren selv døde i 1949, og der har i mange år ikke kunnet findes modtagere efter delformål b og c. Legatets formål er støtte til:

a. værdige, trængende personer, som er ægte descendenter af afdøde direktør Michael Hermann Nielsens forældre, gårdejer Jørgen Nielsen og Ane Nielsen, født Jørgensen, Dramstrup, Nørre Jærnløse sogn, eller 
b. som er hans gudbørn, eller
c. som i mindst 10 år har været ansat hos ham eller i de forretningsudsalg, i hvilke han har haft aktieinteresser.

Vedtægterne fremgår af bilag 1.

De seneste ansøgninger fra en efterkommer i henhold til delformål a er blevet afslået, da der ikke har været midler til uddeling. 

På denne baggrund har forvaltningen søgt og opnået Civilstyrelsens forhåndsgodkendelse af opløsning af fonden ved udbetaling til formålet på én gang eller eventuelt over en periode på op til tre år. Styrelsens godkendelse er givet med forbehold for Kultur- og Fritidsudvalgets endelige godkendelse (bilag 2).

Såfremt bestyrelsen godkender fondens opløsning, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen varetage uddeling af kapitalen i overensstemmelse med fondens formålsbestemmelse. Midlerne vil i videst muligt omfang blive fordelt ligeligt mellem de tre delformål.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil legatets midler blive udbetalt af forvaltningen i overensstemmelse med legatets formål. 

 

Mette Touborg

  /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 18. august 2021:

Indstillingen blev godkendt i forbindelse med dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).

Til top