Mødedato: 18.06.2024, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udvalgshøring af ny samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater for 2025-2028

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte og afgive et høringssvar om udkast til ny samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater 2025-2028.

Udkastet til samarbejdsaftalen er udarbejdet af Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen i dialog med Det Kongelige Teater, og aftalen bygger videre på de indsatsområder, der er en del af den nuværende aftale. Som noget nyt skal Det Kongelige Teater i aftaleperioden beskæftige et vist antal personer med handicap eller funktionsnedsættelser.

På Økonomiudvalgets møde den 21. maj 2024 blev det godkendt at sende udkastet til den ny samarbejdsaftale i politisk høring i samtlige fagudvalg. Kultur- og Fritidsudvalget har tidligere på udvalgets møde den 7. marts 2024 drøftet input til den ny samarbejdsaftale.

I høringssvaret lægges der bl.a. vægt at Det Kongelige Teaters aktiviteter samtænkes med den øvrige københavnske teaterscene ligesom vigtigheden af at introducere børn og unge til teateroplevelser understreges.

I bilag 1 findes en opdateret procesplan for indgåelse af den kommende samarbejdsaftale.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender denne indstilling som udvalgets høringssvar om den ny fireårige samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater, jf. bilag 2.

Problemstilling

Økonomiudvalget behandlede den 21. maj 2024 udkast til ny samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater og udvalget besluttede at sende udkastet i politisk høring i alle fagudvalg, herunder Kultur- og Fritidsudvalget.

Den nuværende samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater (bilag 4) blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 29. oktober 2020, og aftalen udløber ved udgangen af 2024. Borgerrepræsentationen skal inden udgangen af året vedtage en ny samarbejdsaftale for årene 2025-2028.

Løsning

Kultur- og Fritidsudvalget har på sit møde den 7. marts 2024 drøftet udkast til ny samarbejdsaftale for 2025-2028.

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at Kultur- og Fritidsudvalget svarer Økonomiudvalget, at udvalget bakker op om udkastet til den nye aftale mellem Det Kongelige Teater og Københavns Kommune for perioden 2025-2028 med bemærkning om, at indsatsområderne og aktivitetskravene i den kommende aftale bør ses i relation til det øvrige teaterudbud i Københavns Kommune. Der er fx netop udpeget nye små storbyteatre for 2025-2028, og en scenekunstpakke for samme periode vil blive udmøntet den 18. juni 2024.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, sender Kultur- og Fritidsforvaltningen høringssvar til Økonomiudvalget om, at Kultur- og Fritidsudvalget bakker op om udkastet til aftale om en ny fireårig samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater, som det foreligger. Udkast til høringssvar fremgår af bilag 2.

På baggrund af høringen af fagudvalgene vil Økonomiforvaltningen med inddragelse af Kultur- og Fritidsforvaltningen og Det Kongelige Teater udarbejde det endelige aftaleudkast.

Det nye udkast til aftalen vil blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse i efteråret 2024. Den ny aftale med Det Kongelige Teater træder i kraft den 1. januar 2025.

Søren Tegen Pedersen

                                                    /Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 18. juni 2024

Indstillingen blev godkendt uden afstemning, med den tilføjelse, at Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at Det Kongelige Teater eksperimenterer med at optage forestillinger til digitale visninger på skoler, hvor medvirkende skuespillere deltager ved visningerne og efterfølgende indgår i dialog med eleverne.

 

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende protokolbemærkning, som Radikale Venstre og SF tilsluttede sig: (afventer svar fra Lars om A er med)

”Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti ser med positive øjne på den gode udvikling, der iflg. den gennemførte advokatundersøgelse er sket for eleverne på Den Kgl. Balletskole. Set i lyset af den nye aftale vil vi fortsat følge elevernes forhold tæt for at sikre os, at talentudviklingen sker under tidssvarende pædagogiske normer.”

Til top