KUBI – status på inddragelsesproces samt fagligt oplæg til planen
Kultur- og Fritidsudvalget skal prioritere hvilke temaer, der skal arbejdes videre med i udarbejdelsen af handlingsplan for udvikling af byens kulturhuse og biblioteker (herefter benævnt KUBI-plan).
Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet et bruttokatalog med 10 mulige temaer (bilag 1). Temaerne er baseret på udvalgets temadrøftelse i oktober 2023, input fra inddragelsen af lokaludvalg, foreninger, aktører, borgere og medarbejdere (bilag 2) samt data og viden om fagområderne.
Fælles temaer for både kulturhuse og biblioteker:
1. Lokale fyrtårne i bydelene
2. Børn og unge (herunder de unge voksne)
3. Værtskab og facilitering af fællesskaber
4. Synlighed, markedsføring og formidling af husene og de enkelte kulturtilbud
Biblioteksfaglige temaer:
5. Litteratur og læsning
6. Videreudvikling af det digitale bibliotekstilbud
7. Samarbejde med skolerne
Kulturhusfaglige temaer:
8. Indhold og aktiviteter i kulturhusene
9. Kobling til tilskudsområdet
10. Udvikling af arbejdet med nicherne og særlige kulturmiljøer i kulturhusene.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til temaer, som forvaltningen skal arbejde videre med i udarbejdelsen af KUBI-planen, herunder om nogle temaer skal have særligt fokus.
Problemstilling
Den overordnede målsætning for KUBI-planen er at understøtte et rigt kulturliv på tværs af byen, og gøre byens kulturhuse og biblioteker til stærkere samlingspunkter og mødesteder i de enkelte bydele i tæt samarbejde med lokale aktører (Kultur- og Fritidspolitikken 2023-2026).
Byen vokser, og forvaltningen skal levere kultur- og fritidstilbud til flere børn, unge og voksne. Planen skal sætte retning det kommunale kulturtilbud, imødekomme borgernes behov og tendenser i samfundet. Den skal desuden bidrage til at løse nogle af ressourceudfordringerne på kultur- og fritidsområdet de kommende år.
Løsning
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, hvilke temaer der skal arbejdes videre med.
På baggrund af input fra forårets inddragelsesproces, udvalgets temadrøftelse i oktober 2023, data og forvaltningens faglige vurderinger, er der identificeret 10 temaer, som er nærmere udfoldet i bilag 1.
De foreslåede 10 temaer er bredere og af mere generel karakter, end temaerne fra inddragelsesprocessen, men rummer de problemstillinger, der blev drøftet. Temaerne baserer sig på flere kilder og data.
Nogle emner har således ikke fyldt meget i inddragelsen, men fylder i brugerundersøgelser og fagligt de kommende år. Eksempelvis har bibliotekernes digitale udlån og tilbud ikke fyldt særlig meget i dialogen, men er centrale indsatsområder.
Nogle temaer er relevante at kategorisere som fælles temaer, idet de er relevante for både biblioteker og kulturhuse. Tema et til fire er således fælles temaer med fokus på lokale fyrtårne i bydelene, børn og unge, værtskab og facilitering af fællesskaber samt synlighed og markedsføring.
Andre temaer er relevante for specifikke fagområder. På biblioteksområdet drejer det sig om tema fem til syv med fokus på litteratur og læsning, videreudvikling af det digitale bibliotekstilbud og samarbejde med skolerne.
På kulturhusområdet er det tema otte til ti med fokus på udvikling af indhold og aktiviteter i kulturhusene, kobling til tilskudsområdet og udvikling af arbejde med nicher og særlige kulturmiljøer i kulturhusene.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Det er forventningen, at KUBI-planen vil danne grundlag for budgetnotater og business cases ifm. kommende års budgetforhandlinger.
KUBI-planen skal herudover bidrage med at finde reduktioner på huslejeudgifter og mursten samt afsøge alternative driftsmodeller for dermed løse nogle af de fremtidige ressourceudfordringer (jf. KFU 25. april 2024).
Videre proces
Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelse vil sætte retningen for forvaltningens videre arbejde med KUBI-planen.
Kultur- og Fritidsforvaltningen forventer at kunne præsentere udvalget for et udkast til Kulturhus- og Biblioteksplanen den 24. oktober 2024, hvorefter der vil være en formel høring.
Søren Tegen Pedersen
/Jakob Heide Petersen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 18. juni 2024
Indstillingen blev godkendt uden afstemning, således at forvaltningen arbejder videre med de indstillede temaer i ikke-prioriteret rækkefølge samt at det tilføjes yderligere to temaer: tilgængelighed og styringsmodeller.