Mødedato: 18.04.2002, kl. 16:00

Fonden Kulturfabrikken - ændring af vedtægter

Fonden Kulturfabrikken - ændring af vedtægter

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 18. april 2002

 

11. Fonden Kulturfabrikken - ændring af vedtægter

(KFU 173/2002)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler,

at Borgerrepræsentationen godkender ændring af Fonden Kulturfabrikkens vedtægter.

 

RESUME

Kultur- og Fritidsudvalget ophørte med virkning fra år 2000 at yde et fast årligt tilskud til Fonden Kulturfabrikken.

I forlængelse heraf besluttede Kultur- og Fritidsudvalget på møde den 10. august 2000, at kommunen burde udtræde af Fonden Kulturfabrikkens bestyrelse.

Fonden Kulturfabrikken blev på den baggrund anmodet om at fremkomme med forslag til ændring af vedtægterne.

Bestyrelsen for Fonden Kulturfabrikken har herefter udarbejdet forslag til nye vedtægter. Forslaget indebærer bl.a., at Københavns Kommune ikke længere er repræsenteret i bestyrelsen samt fremover ikke skal godkende årsregnskab eller vedtægtsændringer.

Vedtægtsændringen skal i h. t. § 9 i de gældende vedtægter godkendes af Borgerrepræsentationen.

 

SAGSBESKRIVELSE

Kultur- og Fritidsudvalget ophørte med virkning fra år 2000 at yde et fast årligt tilskud til Fonden Kulturfabrikken.

I forlængelse heraf besluttede Kultur- og Fritidsudvalget på møde den 10. august 2000 (KFU 304/2000) i forbindelse med behandlingen af revisionsprotokollatet for årsregnskab 1999 bl.a., at kommunen burde udtræde af Fonden Kulturfabrikkens bestyrelse.

Fonden Kulturfabrikken blev på den baggrund anmodet om at fremkomme med forslag til ændring af vedtægterne.

Bestyrelsen for Fonden Kulturfabrikken har herefter i brev af 4. april 2002 (bilag 1) indsendt forslag til nye vedtægter.

I det følgende gennemgås ændringsforslaget til de enkelte paragraffer. En komplet beskrivelse af ændringsforslaget fremgår af bilag 2.

§4. Fondens formål

I h. t. de gældende vedtægter tilvejebringer Kulturfabrikken værkstedsfaciliteter for kunstnere og kunsthåndværkere fortrinsvis fra vækstlaget. I de nye vedtægter udgår "fortrinsvis fra vækstlaget". Endvidere udgår punktet om, at Kulturfabrikken skal tilbyde uddannelse og kurser.

I de gældende vedtægter er et af formålene for Kulturfabrikken at drive produktionsværksteder. Dette foreslås ændret til, at fabrikken fremover kun skal udleje produktionsværksteder.

Kulturfabrikken tager navneforandring til Fabrikken for Kunst og Design.

§6. Bestyrelsen

I h. t. de gældende vedtægter udpeger Københavns Kommune 4 medlemmer af bestyrelsen for Kulturfabrikken. Dette udgår. Ligeledes udgår to medlemmer udpeget af Kulturfabrikkens Venner. I stedet udpeges 1 medlem af Akademirådet, 1 medlem af Amager Erhvervsråd samt 2 medlemmer af brugerne af huset.

Endvidere udgår det af vedtægterne, at fabrikken ansætter en direktør.

Endelig tilføjes en ny paragraf 6 A, omhandlende et Brugerråd. Brugerrådet vælges blandt de kunstnere, der har indgået lejeaftale med fabrikken. Brugerrådet får til opgave at bygge bro mellem bestyrelsen og brugerne, et behov opstået som følge af den manglende daglige ledelse.

§7. Tegningsrettigheder

Som noget nyt kan bestyrelsen tildele fuldmagt til Brugerrådet til varetagelse af mindre administrative opgaver.

§8. Årsregnskabet

Regnskabet skal ikke længere revideres af kommunens revision.

§9. Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer skal fremover ikke godkendes af Københavns Kommune.

Det indstilles, at vedtægtsændringerne godkendes.

MILJØVURDERING

Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

ANDRE KONSEKVENSER

Borgerrepræsentationen valgte på det konstituerende møde Finn Rudaizky, Esther Spandet og Lars Rimfalk Jensen til medlemmer af bestyrelsen for Fonden Kulturfabrikken, og Kultur- og Fritidsudvalget valgte på møde den 31. januar 2002 Bjarne Fey til bestyrelsen.

Ved ændring af vedtægterne, som foreslået, ophører disses medlemskab af bestyrelsen for Fonden Kulturfabrikken.

BILAG

1. Brev om vedtægtsændringer fra Fonden Kulturfabrikken af 4. april 2002

2. Begrundelse for ændringer af vedtægter for Fonden Kulturfabrikken

3. Nye vedtægter af 5. april 2002

4. Gældende vedtægter af 19. februar 1998

Olga Brüniche-Olsen

/ Merete Evers

 

 

Til top