Københavns Bymuseum - længere åbningstid og øget entre
Københavns Bymuseum - længere åbningstid og øget entre
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 18. marts 2004
5. Københavns Bymuseum - længere åbningstid og øget entre
(KFU 70/2004)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at yde et tilskud på 450.000 kr. til anskaffelse af et videoovervågningssystem med henblik på en udvidelse af åbningstiden på Københavns Bymuseum.
at der anvises dækning for beløbet
på konto 3.64.1 (Andre kulturelle opgaver eksklusiv puljer) under forudsætning
af, at Borgerrepræsentationen tiltræder budgetoverførelsesønskerne fra 2003 til
2004.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Økonomiudvalget,
at Borgerrepræsentationen forhøjer entreen på Københavns Bymuseum fra 20 kr. til 30 kr. for voksne, fra 10 kr. til 20 kr. for pensionister og fra 75 kr. til 100 kr. for årskort med virkning fra 1. juni 2004.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 18. marts 2004
Forvaltningen havde på mødet uddelt følgende supplerende materiale:
· Svar fra Kunst & Kultur af 16. marts 2004 på et spørgsmål fra Hellen Hedemann af 14. marts 2004 vedrørende gratisdage på Nationalmuseet, Bymuseet og Glyptoteket
Der blev begæret afstemning om følgende af Jens Kjær Christensen stillede ændringsforslag:
Med henblik på at undgå entréforhøjelse ydes yderligere tilskud på 98.000 kr. Kassemæssig dækning anvises på konto 3.64.1 (Andre kulturelle opgaver eksklusiv puljer) under forudsætning af, at Borgerrepræsentationen tiltræder budgetoverførselsønskerne fra 2003 til 2004. Såfremt ændringsforslaget tiltrædes bortfalder indstillingens 3. at-punkt.
Et mindretal (Hellen Hedemann, Bjarne Fey og Jens Kjær Christensen) stemte for ændringsforslaget.
Et flertal (Klaus Hansen, Finn Rudaizky, Mona Heiberg, Martin Geertsen, Leslie Arentoft, Helle Sjelle og Karin Storgaard) stemte imod.
Ændringsforslaget blev dermed forkastet.
Der blev begæret afstemning om et af Hellen Hedemann stillet ændringsforslag om, at entreen for pensionister forhøjes fra 10 kr. til 15. kr. (og ikke som anført i indstillingens 3. at-punkt til 20 kr.).
Et flertal (Hellen Hedemann, Bjarne Fey, Klaus Hansen, Finn Rudaizky, Mona Heiberg, Martin Geertsen, Helle Sjelle og Karin Storgaard) stemte for ændringsforslaget.
Et mindretal (Leslie Arentoft og Jens Kjær Christensen) stemte imod.
Ændringsforslaget blev dermed tiltrådt.
Der blev begæret afstemning om indstillingen inkl. det tiltrådte ændringsforslag.
Et flertal (Klaus Hansen, Finn Rudaizky, Mona Heiberg, Martin Geertsen, Leslie Arentoft, Helle Sjelle og Karin Storgaard) stemte for indstillingen.
Et mindretal (Jens Kjær Christensen) stemte imod
Hellen Hedemann og Bjarne Fey undlod at stemme.
Indstillingen blev dermed tiltrådt.
RESUME
Københavns Bymuseum har ansøgt om en udvidelse af museets åbningstid. Den udvidede åbningstid omfatter dels en ansøgning om et tilskud på 450.000 kr. til indkøb af et videoovervågningssystem, dels en ansøgning om forhøjelse af entreen fra 20 kr. til 30 kr. for voksne, fra 10 kr. til 20 kr. for pensionister og fra 75 kr. til 100 kr. for årskort til dækning af de forøgede personaleudgifter.
Københavns Bymuseum har gennem længere tid observeret et behov for en udvidelse af åbningstiden. Skoletjenestens aktiviteter i dagtimerne har medført behov for en tidligere åbningstid, ligesom ønsket om en enkelt dag med aftenåbent længe har været der for at tilgodese behovet hos en stor gruppe af erhvervsaktive københavnere, som har svært ved at nå at besøge museet i den almindelige daglige åbningstid.
Med en omlægning af bemandingen i museet samt indførelse af videoovervågning, vil en udvidelse af åbningstiden kunne gennemføres for forholdsvis få midler.
Åbningstiden vil fremover på hverdage udvides fra kl. 13–16 til kl. 10–16 sommer og vinter, samt aftenåbent én dag om ugen.
På den baggrund indstiller forvaltningen, at der bevilges 450.000 kr.
til et videoovervågningssystem under forudsætning af, at Borgerrepræsentationen tiltræder
budgetoverførelsesønskerne fra 2003 til 2004, samt at entreen hæves fra
20 kr. til 30 kr. for voksne, fra 10 kr. til 20 kr. for pensionister og fra 75
kr. til 100 kr. for årskort med virkning fra 1. juni 2004.