Agenda 21 plan og pjece - høring
Agenda 21 plan og pjece - høring
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 18. marts 2004
Sager til beslutning
20. Agenda 21 plan og pjece - høring
(KFU 71/2004)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender vedlagte høringssvar.
RESUME
Miljø- og Forsyningsudvalget besluttede på sit møde den 2. februar 2004 at sende Københavns Agenda 21 plan og pjece i høring i de øvrige udvalg med høringsfrist den 11. marts 2004.
Udkastet til Agenda 21 plan og pjece har tidligere været i høring i de enkelte forvaltninger.
Agenda 21 planen udgør den fremtidige ramme for miljøarbejdet i kommunen.
Agenda 21 planen indeholder 5 hovedtemaer: Bæredygtig udvikling, ressourcer, miljø & sundhed, forankring samt fej for egen dør. For hvert tema beskriver Agenda 21 planen, hvilke mål og handlinger, der skal til for at udviklingen kan ske på et miljømæssigt bæredygtigt grundlag.
Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at der er tale om en god og ambitiøs plan med mange konkrete forslag til aktiviteter og målsætninger for de kommende års arbejde i kommunen.
Agenda 21 planens målsætninger om miljøcertificering af alle forvaltninger og omlægning af køkkener og kantiner til økologisk drift vil indebære både økonomiske udgifter og et øget tidsforbrug i Kultur- og Fritidsforvaltningen
Af Miljø- og Forsyningsforvaltningens notater af januar 2004 fremgår det, at udgifter til miljøcertificering vil udgøre 5 mio. kr. årligt i årene fremover og til økologisk drift 4 mio. kr. årligt i årene 2006-2008. Disse udgifter er pt. ufinansierede, men de vil indgå i Miljø- og Forsyningsforvaltningens forslag til Miljø- og Forsyningsudvalgets ønskeliste til budgettet.
Kultur- og Fritidsforvaltningen finder, at det må være en forudsætning for gennemførelse af planens målsætninger og aktiviteter, at der afsættes de nødvendige midler.
Såfremt målsætninger og initiativer fastholdes, uden at udvalgene får tilført midler, skal udvalgene udover det årlige besparelseskrav på 200 mio. kr. finde kompenserende besparelser til finansiering af miljøtiltagene.
Vedlagte høringssvar til Miljø- og Forsyningsudvalget er fremsendt med forbehold for Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af sagen den 18. marts 2004.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Borgerrepræsentationen har på mødet den 28. november 2002 (BR 588/02) tiltrådt igangsætning af arbejdet med en Agenda 21 plan.
Miljø- og Forsyningsudvalget har sendt forslag til Agenda 21 plan og pjece (bilag 1 og 2) til høring i Kultur- og Fritidsudvalget og de øvrige udvalg med høringsfrist den 11. marts 2004.
Udkastet til Agenda 21 plan og pjece har tidligere været i høring i de enkelte forvaltninger. Kultur- og Fritidsforvaltningens bemærkninger fremgår af vedlagte høringsnotat (bilag 3).
Agenda 21 planen udgør den fremtidige ramme for miljøarbejdet i kommunen. Agenda 21 planen består af en plan og en pjece, som indeholder følgende 5 temaer: Bæredygtig udvikling, ressourcer, miljø & sundhed, forankring samt fej for egen dør. For hvert tema beskriver Agenda 21 planen, hvilke mål og handlinger der skal til, for at udviklingen kan ske på et miljømæssigt bæredygtigt grundlag. Det formelle grundlag for Agenda 21 planen er Dogme 2000 og Planloven.
Bemærkninger til
Agenda 21 plan og pjece
Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at der er tale om en god og ambitiøs plan med mange konkrete forslag til aktiviteter og målsætninger for de kommende års miljøarbejde i kommunen.
Kultur- og Fritidsforvaltningen er generelt enig i intentionerne i Agenda 21-planen. En række af de nye målsætninger og aktiviteter, der foreslås, vil hovedsagelig berøre Miljø- og Forsyningsforvaltningen, men i kapitlet "Fej for egen dør" stilles forslag til nye målsætninger og aktiviteter, som vil indebære både økonomiske udgifter og et øget tidsforbrug i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Det gælder især målsætningen om miljøcertificering af alle forvaltninger inden udgangen af 2008 samt omlægning af køkkener og kantiner til minimum 75 % økologisk drift inden udgangen af 2008.
I forbindelse med den administrative høring af Agenda 21 plan og pjece i november 2003 bemærkede Kultur- og Fritidsforvaltningen, at der bør kompenseres for det øgede ressourceforbrug til miljøcertificering og omlægning til økologisk drift.
Som led i den aktuelle høring af Agenda 21 plan og pjece har Miljø- og Forsyningsforvaltningen udarbejdet 2 notater vedr. hhv. finansiering af miljøcertificering i forvaltningerne og finansiering af omlægning til økologiske fødevarer (bilag 4 og 5). Heraf fremgår, at udgifterne til miljøcertificering vil udgøre 5 mio. kr. årligt i årene fremover og til økologisk drift 4 mio. kr. årligt i årene 2006-2008. Disse udgifter er pt. ufinansierede, men de vil indgå i Miljø- og Forsyningsforvaltningens forslag til Miljø- og Forsyningsudvalgets ønskeliste til budgettet.
Kultur- og Fritidsforvaltningen finder, at det må være en forudsætning for gennemførelse af planens målsætninger og aktiviteter, at der afsættes de nødvendige midler.
Såfremt målsætninger og initiativer fastholdes, uden at udvalgene får tilført midler, skal udvalgene udover det årlige besparelseskrav på 200 mio. kr. finde kompenserende besparelser til finansiering af miljøtiltagene.
Miljøcertificering af
forvaltningerne
Agenda 21 planen indeholder som tidligere nævnt en målsætning om, at alle forvaltninger er miljøcertificeret inden udgangen af 2008.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen anbefaler en model for miljøcertificering af kommunen, hvor hver enkelt forvaltning dækkes af et miljøledelsessystem og et certifikat. Yderligere anbefales det, at der ansættes en miljømedarbejder i hver forvaltning, som har til opgave at indføre miljøledelse og sikre opretholdelse af miljøcertifikatet.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen vurderer, at realiseringen af målet i Agenda 21 planen om miljøcertificering af alle forvaltninger vil kræve, at der afsættes ca. 5 mio. kr. årligt, både i implementeringsfasen fra 2005-2008 og i den efterfølgende driftsfase fra 2009 og frem. De 5 mio. kr. årligt omfatter udgifter til ansættelse af ressourcepersoner i alle forvaltninger (med undtagelse af Miljø- og Forsyningsforvaltningen), ansættelse af en kompetenceperson i Miljøkontrollen, øgede udgifter til Miljøkontrollens afholdelse af kurser og informationsaktiviteter samt udgifter til 7 miljøcertifikater.
Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at Miljø- og Forsyningsforvaltningens vurdering af udgifterne til miljøcertificering af alle forvaltninger er realistisk. Da de enkelte forvaltninger er meget forskellige, både hvad angår størrelse og aktiviteter, må det dog forventes, at der vil være stor forskel på, hvad det vil koste at miljøcertificere den enkelte forvalt ning.
Den endelige fordelingsnøgle for finansiering af udgifterne til miljøcertificering i de enkelte forvaltninger må derfor bero på en konkret vurdering, når de reelle udgifter til miljøcertificering og den løbende opretholdelse af certifikaterne kendes. Det vil i praksis først være, når certificeringsfirmaet har givet tilbud på miljøcertificering af de enkelte forvaltninger.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har i juni 2003 ansat en miljørådgiver og igangsat et større miljøledelsesprojekt i forvaltningen. Formålet med projektet er at indføre miljøledelse i Kultur- og Fritidsforvaltningen i overensstemmelse med målene i Dogmesamarbejdet og målsætningerne i Agenda 21 planen. Det er forvaltningens erfaring, at indførelse af miljøledelse, udover udgifterne til miljøcertificering, også indebærer et stort tidsforbrug og kræver et kompetenceløft af nøglemedarbejdere på miljøområdet. Her lægger Kultur- og Fritidsforvaltningen især vægt på, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår finansiering af en ressourceperson i hver enkelt forvaltning, samt at der fortsat afsættes midler til afholdelse af kurser i miljøledelse, som det er tilfældet i dag på Københavns Kommunes Kursuscenter. I takt med, at alle forvaltninger kommer i gang med miljøledelse, vil der dog være behov for et kompetenceløft af mange medarbejdere, hvilket kræver hyppigere afholdelse af miljøledelseskurser og kurser i intern miljørevision.
Omlægning til økologiske
fødevarer
Agenda 21 planen indeholder en målsætning om, at 75 % af den mad, som serveres i kommunens køkkener og kantiner skal være økologisk inden udgangen af 2008. For Kultur- og Fritidsforvaltningens vedkommende berører målsætningen dels de kantiner, der drives af Ejendomsdrift, dels de køkkener og kantiner, der ligger i tilknytning til offentlige idrætsanlæg, svømmebade, museer, biblioteker, kultur- og medborgerhuse mv.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen gennemfører for øjeblikket et Dogme Økologiprojekt. Formålet med projektet er bl.a., at de deltagende køkkener og kantiner er omlagt til økologisk drift ved projektets afslutning medio 2004.
På nuværende tidspunkt har Kultur- og Fritidsforvaltningen medarbejdere fra alle kantiner og et kultur- og medborgerhus med i Dogme Økologiprojektet. Kultur- og Fritidsforvaltningen er meget tilfreds med, at forvaltningens kantineledere har fået mulighed for at deltage i projektet. Det skal dog samtidig bemærkes, at deltagelsen indebærer et stort timeforbrug for de deltagende kantineledere.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen vurderer,
at der, når Dogme Økologiprojektet afsluttes, stadig mangler omlægning af 39
kantiner og ca. 100 køkkener, som ligger i tilknytning til offentlige
idrætsanlæg m.m., inden målet om 75 % økologi er nået.
Da det er en stor opgave at omlægge kantiner
og køkkener til økologisk drift, vil der være behov for et lignende tilbud til
de resterende kantiner og køkkener i stil med Dogme Økologiprojektet. Miljø- og
Forsyningsforvaltningen vurderer, at en omlægning til økologisk drift af de
resterende institutioner og køkkener vil koste ca. 4 mio. kr. pr. år i perioden
2006-2008.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har ikke
umiddelbart bemærkninger til Miljø- og Forsyningsforvaltningens vurdering af udgifterne
til omlægning af de resterende køkkener og kantiner. Det er svært at vurdere,
om de angivne udgifter er realistiske uden at kende de nærmere økonomiske
forudsætninger for afholdelse af det nuværende Dogme Økologiprojekt.
Desuden er det Kultur- og
Fritidsforvaltningens umiddelbare vurdering, at antallet af køkkener, hvor det
vil være relevant med en omlægning til økologisk drift, er noget lavere end de
100, Miljø- og Forsyningsforvaltningen anslår. Mange af "køkkenerne" er så små,
at der i praksis er tale om en meget begrænset cafédrift uden egentligt servering
af mad.
Forvaltningens
indstilling
På baggrund af ovenstående bemærkninger er vedlagte høringssvar (bilag 6) til Miljø- og Forsyningsudvalget fremsendt med forbehold for Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af sagen den 18. marts 2004.
MILJØVURDERING
Agenda 21 planen udgør den fremtidige ramme for miljøarbejdet i kommunen. De foreslåede målsætninger og aktiviteter i planen vil bidrage til at fremme en bæredygtig udvikling, herunder en løbende reduktion af miljøbelastningen lokalt og globalt, samt en reduktion af ressourceforbruget i kommunen.
Agenda 21 planen tager udgangspunkt i de mange allerede besluttede politikker, planer og strategier, der indeholder visioner og mål om en bæredygtig udvikling i kommunen. Agenda 21 planen omsætter disse visioner til konkrete målsætninger og forslag til handling på miljøområdet.
ØKONOMI
Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.
Agenda 21 planen er en rammeplan, som indeholder en række mål og aktiviteter, hvortil der i forbindelse med selve planens politiske behandling ikke afsættes midler. I planen er der nye målsætninger og aktiviteter, som p.t. ikke er finansierede. Af relevans for Kultur- og Fritidsforvaltningen drejer det sig om miljøcertificering af forvaltningen og omlægning af de resterende køkkener og kantiner til økologisk drift.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen budgetterer som tidligere nævnt med udgifter på ca. 4 mio. kr. om året i perioden 2006-2008 til omlægning til økologisk drift. Hertil kommer udgifter på ca. 5 mio. kr. om året fremover, til miljøcertificering af 7 forvaltninger og vedligeholdelse af miljøcertifikaterne.
Den endelige fordelingsnøgle for finansiering af udgifterne til miljøcertificering samt omlægning økologisk drift beror på en konkret vurdering, når de reelle udgifter kendes.
BILAG
1. Københavns Agenda 21, 2004-2007 (plan)
2. Københavns Agenda 21, 2004-2007 (pjece)
3. Miljø- og Forsyningsforvaltningens høringsnotat
4. Finansiering af miljøcertificering i forvaltningerne (notat)
5. Finansiering af omlægning til økologiske fødevarer (notat)
6. Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar
Carsten Haurum
/Olga Brüniche-Olsen