Problemer med søgeresultater

Der er i øjeblikket problemer med visningen af søgeresultater på hjemmesiden, herunder bl.a. stillingsopslag og nyheder.

Vi arbejder på en løsning.

Mødedato: 18.03.2004, kl. 16:00

Dispensation fra Lov om butikstid til at holde butikkerne åbne søndag den 16. maj 2004

Dispensation fra Lov om butikstid til at holde butikkerne åbne søndag den 16. maj 2004

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 18. marts 2004

 

 

Sager til beslutning

 

18.      Dispensation fra Lov om butikstid til at holde butikkerne åbne søndag den 16. maj 2004

(KFU  79/2004)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

 

at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at der meddeles Københavns City Centers medlemmer dispensation til at holde butikkerne i City åbne fra kl. kl. 10.00 - 18.00 søndag den 16. maj 2004.

 

 

RESUME

Københavns City Center har søgt om dispensation fra lov om butikstid med henblik på at holde åbent søndag den 16. maj 2004 i forbindelse med det kongelige bryllup, der finder sted fredag den 14. maj 2004.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan efter indstilling fra Kultur- og Fritidsudvalget tillade, at Lov om butikstid fraviges ved ganske særlige lejligheder.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har kun i meget sjældne tilfælde givet dispensation, og der har typisk været tale om officielle begivenheder af meget omfattende karakter, og ofte med deltagelse af en række danske og udenlandske organisationer. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har tillige lagt stor vægt på en geografisk tilknytning til de officielle arrangementer.

Kultur- og Fritidsforvaltningen finder, at der med det kongelige bryllup er tale om et arrangement af officiel karakter og af et sådant omfang, at Lov om butikstid bør fraviges for butikkerne i City, hvorfor det indstilles, at ansøgningen anbefales til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Efter § 1, stk. 1 i lov om butikstid skal butikkerne holde lukket søndage. Fra 1. juli 2001 må butikkerne holde åbent fra kl. 10.00 til kl. 17.00 fire søndage om året og yderligere fire søndage fra 1. juli 2003. De sidste 4 søndage skal placeres i juli og august måned. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan herudover efter indstilling fra kommunalbestyrelsen tillade, at § 1, stk. 1 fraviges ved ganske særlige lejligheder.

Borgerrepræsentationens kompetence er i henhold til § 15 i Københavns Kommunes styrelsesvedtægt henlagt til Kultur- og Fritidsudvalget, der varetager opgaver i relation til næringsloven.

I anledning af det kongelige bryllup, der finder sted fredag den 14. maj 2004, søger Københavns City Center om dispensation fra Lov om butikstid således, at butikkerne kan holde åbent søndag den 16. maj 2004 fra kl. 10.00 til kl. 18.00.

Københavns City Center anfører i sin ansøgning, at der i forbindelse med brylluppet, udover publikum, forventes et stort opbud af international presse i størrelsesordenen 1.500 journalister, da et kongeligt bryllup er én af de største mediebegivenheder, der følges verden over. Der foregår en række udsmykninger og festligheder i tilknytning til begivenheden.

Københavns Kommune agter at være med til at gøre brylluppet til en festlig begivenhed for såvel borgere som gæster, der vil forvente en åben og levende by i forbindelse med den festuge, som kommunen i samarbejde med Wonderful Copenhagen planlægger i forbindelse med brylluppet. Åbne butikker om søndagen ses derfor som en god afslutning på festugen i landets hovedstad.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har kun i meget sjældne tilfælde givet dispensation, og der har typisk været tale om officielle begivenheder af meget omfattende karakter og ofte med deltagelse af en række danske og udenlandske organisationer. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har tillige lagt stor vægt på en geografisk tilknytning til de officielle arrangementer.

Der er eksempelvis givet dispensation i København i anledning af 150-året for Danmarks Riges Grundlov, Dronning Margrethes 60 års dag, Danmarks afholdelse af Det Europæiske Melodi Grand Prix i København og i forbindelse med Strøgets 40 års jubilæum.

Derimod gav Erhvervs- og Selskabsstyrelsen afslag på en ansøgning om dispensation i forbindelse med indvielsen af metro-strækningerne til Amagerbro og Vanløse, bilfri dage i september 2003 samt indvielsen af Field´s.

Kultur- og Fritidsforvaltningen finder, at det kongelige bryllup for landets hovedstad er et arrangement af officiel karakter og af et sådant omfang, at lov om butikstid bør fraviges for butikkerne i City, hvorfor det indstilles, at ansøgningen anbefales til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

 

MILJØVURDERING

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

 

ØKONOMI

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

 

HØRING

Der er ikke foretaget høringer.

 

BILAG

1.                   Ansøgning af 13. februar 2004 fra Københavns City Center

 

 

 

Carsten Haurum

/Birgitte Rasmussen

 


 


Til top