Medlemsforslag om forlængelse af sæson i havnebade
Indstilling
Karina Bergmann har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde tirsdag den 18. januar 2022:
Det foreslås,
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at forlænge sæsonen i havnebadene (Islands Brygge, Fisketorvet og Sluseholmen) for 2022. Fra 1. juni til 31. august (2021) til 1. juni til 30. september 2022.
- at finansieringen på omkring 640 t. kr. anvises fra Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler.
Motivering
Københavns havnebade udgør vigtige rekreative blå rum i byen. Men af uforklarlige årsager har de kun åbent tre måneder hen over sommeren. Det synes vi i Det Konservative Folkeparti er alt for lidt. Stod det til os, var de åbne hele året rundt.
Ønsket om helårsåbent tager vi med til forhandlingerne om Budget 2023, men da vi ikke er med til Overførselssagen, ønsker vi at stille dette foreløbige forslag for at sikre mere åbent allerede denne sommer.
Medlemsforslaget skal ligeledes ses i lyset af coronanedlukninger og -begrænsninger for indendørs og udendørs idrætsudøvelse, hvor folkesundheden har fået det dårligere. Og i lyset af at mange af byens svømmehaller har været lukket og enkelte fortsat er under renovering.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 18. januar 2022:
Der blev begæret afstemning om et ændringsforslag om, at sæsonen i havnebadene forlænges fra 1. maj til 30. september 2022, og at udgifterne på 1.280 mio. kr. afholdes af Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler.
Et mindretal (Karina Bergmann og Niels Peder Ravn) stemte for ændringsforslaget.
Et flertal (Louise Theilade Thomsen, Jonas Bjørn Jensen, Lea Friedberg, Christopher Røhl Andersen, Mia Nyegaard, Frederik W. Kronborg, Bente Møller, Stine Finné Toft og Klaus Mygind) stemte imod.
Ændringsforslaget blev dermed forkastet.
Der blev herefter begæret afstemning om medlemsforslaget.
Et mindretal (Karina Bergmann og Niels Peder Ravn) stemte for medlemsforslaget.
Et flertal (Louise Theilade Thomsen, Jonas Bjørn Jensen, Lea Friedberg, Christopher Røhl Andersen, Mia Nyegaard, Frederik W. Kronborg, Bente Møller, Stine Finné Toft og Klaus Mygind) stemte imod.
Medlemsforslaget blev dermed forkastet.
Forvaltningen blev anmodet om et budgetnotat om forlængelse af sæsonen i havnebadene med henblik på Overførselssagen 2021/2022.
Louise Theilade Thomsen, Jonas Bjørn Jensen, Lea Friedberg, Christopher Røhl Andersen, Mia Nyegaard, Frederik W. Kronborg, Bente Møller, Stine Finné Toft og Klaus Mygind ønskede tilført beslutningsprotokollen, at medlemmerne synes, at der er tale om et godt forslag om at forlænge sæsonen i havnebadene, men stemmer nej til at bruge de disponible midler på forslaget og i stedet for henviser sagen til Overførselssagen 2021/2022.