Mødedato: 18.01.2022, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Ansøgning om tilskud til Fluid Festival of Copenhagen 2022

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om tilskud til Fluid Festival of Copenhagen 2022.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 400.000 kr. i tilskud til Fluid Festival of Copenhagen 2022, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

Problemstilling

Ansøger søger om et tilskud på 400.000 kr. til Fluid Festival of Copenhagen 2022 i dagene 17. – 20. august 2022 på Gl. Strand.

Festivalens fulde navn er Fluid Festival – A Celebration of Women, Gender Queers and Non-Binary Identities og blev etableret som del af kulturprogrammet under Copenhagen2021 – WorldPride and EuroGames. Festivalen afvikles i 2022 samtidig med Copenhagen Pride. Festivalen bygges op omkring fire centrale indholdsområder: En musikscene, en debatscene, et kunstprogram og en bæredygtighedsstrategi for by-events.

Der ansøges om medfinansiering af drifts- og aktivitetsudgifter.

Festivalen har et samlet budget på 3,4 mio. kr. Der er pt. ansøgt for samlet 1,6 mio. kr. hos private fonde, og ansøgninger for yderligere 1,6 mio. kr. er i proces. Der er ligeledes indledt dialog med flere interesserede kommercielle erhvervspartnere.

Ansøgningen kan ikke henvises til Festivalpuljen, da udmøntningen for 2022 fandt sted i 2021. Festivalpuljen behandler kun ansøgninger til festivaler, som finder sted året efter udmøntningen.

Løsning

Der henvises til ansøgning (bilag 1).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen afklare sagen og, i givet fald, i dialog med ansøger udarbejde tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Mette Touborg                                

/Merete Evers Dewilde

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 18. januar 2022:

Frederik W. Kronborg, Bente Møller og Stine Finné Toft anmodede om, at sagen behandles som A-sag.

Sagen blev behandlet efter dagsordenens punkt 18 (Delegationer).

Der blev begæret afstemning om et forslag om, at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger et tilskud på 200.000 kr.; kassemæssig dækning anvises fra udvalgets disponible midler.

Et flertal (Louise Theilade Thomsen, Jonas Bjørn Jensen, Lea Friedberg, Christopher Røhl Andersen, Mia Nyegaard, Frederik W. Kronborg, Bente Møller, Stine Finné Toft og Klaus Mygind) stemte for forslaget.

Et mindretal (Niels Peder Ravn og Karina Bergmann) stemte imod.

Forslaget blev dermed godkendt.

Kultur- og Fritidsudvalget opfordrer ansøger til fremadrettet at søge Festivalpuljen om tilskud.

Tilskudschef Merete Evers Dewilde og kontorchef Marianne Kruckow deltog under punktets behandling.

Til top