Mødedato: 18.01.2022, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Indstilling om et af Borgerrepræsentationen udvalgshenvist medlemsforslag om skatepark til alle former for leg på hjul på Nordøstamager

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om det igangsatte arbejde med udvikling af en skatepark i Amager Strandpark.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at Teknik- og Miljøudvalget har afsat midler til et skateområde på Amager Strandpark, hvormed indholdet i medlemsforslaget har opnået finansiering, og at medlemsforslaget dermed anses som håndteret.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede den 19. august 2021 i forbindelse med behandling af dagsordenspunkt 24 "Medlemsforslag om skatepark til alle former for leg på hjul på Nordøstamager” (bilag 1) at udvalgshenvise forslaget til Kultur- og Fritidsudvalget.

Løsning

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 13. december 2021 at afsætte 300 t.kr. til skateelementer ved Strandstation 3 i Amager Strandpark (bilag 2). Projektet er finansieret af de reducerede administrationsomkostninger som følge af opløsning af det tidligere Amager Strandpark I/S. Prioritering af netop dette projekt har afsæt i kortlægning af henholdsvis forvaltningens og parkbrugerrådets ønsker til fysiske forbedringer i Amager Strandpark. Forbedringen forventes færdig med udgangen af 2022.

Med Teknik- og Miljøudvalgets bevilling er indholdet af det udvalgshenviste medlemsforslag blevet finansieret. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil rette henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen, med henblik på at bistå med viden, kompetence og kendskab til området.

Skate i Amager Strandpark
Amager Strandpark er allerede præget af, at betonarealerne og de mange betonelementer benyttes til forskellige former for skate, men parken er imidlertid ikke indrettet med faciliteter, der er beregnet til skate. Ved at etablere et regulært skateområde vil man kunne skabe et samlingspunkt for det eksisterende skatemiljø i området og trække nye brugere til.

Et skateområde har længe været et stort ønske blandt brugere og interessenter for udviklingen af Amager Strandpark. Blandt andet har parkbrugerrådet for Amager Strandpark, der er nedsat af Københavns Kommune, og som består af repræsentanter fra lokale foreninger, forretninger og organisationer, længe ønsket et område med skatefaciliteter i strandparken. Senest er der etableret en borgergruppe Skatepark på Amager Strand, der arbejder for en større skatepark i Amager Strandpark. Desuden bliver der i Teknik- og Miljøforvaltningens publikation Amager Strandpark Udviklingsplan peget på potentialerne i at opføre et anlæg til aktiviteter, der foregår på hjul, som eksempelvis rulleskøjter, løbehjul og skateboards.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen rette henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på at bistå med viden, kompetence og kendskab til området i forbindelse med udarbejdelsen af et projektforslag.

 

Mette Touborg

/Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 18. januar 2022:

Indstillingen blev godkendt i forbindelse med dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).

Til top