Mødedato: 18.01.2007, kl. 16:00

Oprettelse af en task force i Beskæftigelses- og Integrationsfor-valtningen - høring

Oprettelse af en task force i Beskæftigelses- og Integrationsfor-valtningen - høring

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 18. januar 2007

 

 

AFbud: Susan Hedlund

 

·        Stig Ekman var under Simon Stranges fravær midlertidigt indtrådt som medlem i Kultur- og Fritidsudvalget.

·        Frank Hedegaard var genindtrådt i udvalget.

 

 

Bjarne Fey mødte kl. 16.35 under behandlingen af dagsordenens punkt 4.

 

 

 

11.      Oprettelse af en task force i Beskæftigelses- og Integrationsfor-valtningen - høring

(KFU   32/2007)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsudvalget skal give vurderinger og input til task forcens opgaver.

 

 Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender denne indstilling som udvalgets høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

 

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 18. januar 2007:

Indstillingen blev godkendt. 

 

 

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har besluttet at oprette en task force på integrationsområdet og ønsker Kultur- og Fritidsudvalgets vurdering af, hvordan task forcen kan bruges på kultur- og fritidsområdet, og hvordan samarbejdet mellem task forcen og forvaltningen tilrettelægges. 

Task forcens indsatsområder er integrationspolitikkens udvalgte områder – herunder kultur og fritid. Task forcen skal bestå af fire rådgivere og en koordinator, som bl.a. skal:

1.      Være opsøgende i marken, identificere barrierer for gennemførelsen af integrationspolitikken og yde rådgivning til eksempelvis skoler, daginstitutioner, boligorganisationer og idrætsforeninger.

2.      Bidrage til løsningen af praktiske integrationsproblemer efter rekvirering fra fagforvaltningerne.

3.      Udbrede "best practice".

 

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen finder det positivt, at fagforvaltningerne efter behov kan rekvirere praktisk hjælp til integrationsarbejdet hos task forcen, og at task forcen vil udbrede de gode metoder via netværk, temadage og deltagelse i tværgående arbejdsgrupper.

Omvendt er forvaltningen af den opfattelse, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens ansvar på integrationsområdet er af koordinerende og tværgående karakter, og at det konkrete integrationsarbejde fortsat skal varetages af de enkelte fagforvaltninger. Forvaltningen finder derfor ikke, at task forcen skal være praktisk udførende på fagforvaltningernes områder, og foreslår i stedet, at de opsøgende og rådgivende medarbejderressourcer placeres i fagforvaltningerne.

Under alle omstændigheder vil forvaltningen understrege vigtigheden af, at evt. opsøgende indsatser, projekter og rådgivningsforløb på kultur- og fritidsområdet koordineres med og gennemføres i tæt samspil med Kultur- og Fritidsforvaltningen. Her tænkes der især på koordinering og samspil med Projektrådgivningen, som fungerer som en "task force", der har til opgave at fremme integrationen på foreningsområdet via Brobygningspuljen, rådgivning, konsulentbistand, opsøgende arbejde, foreningsguidning og samarbejdsprojekter med foreningslivet og andre relevante aktører.

Forvaltningen finder, at task forcen med fordel kan fokusere på følgende opgaver:

-         Rekvirerede opgaver – herunder mulighed for at forpligte sig på en opgave over en længere periode.

-         Koordinering, overblik, opstart af netværk, erfaringsudveksling og videndeling internt og eksternt i Københavns Kommune.

-         Praktisk hjælp til afholdelse af (rekrutterings-)arrangementer, informationskampagner, debatmøder, konferencer mm.

-         Bidrage til rådgivningen i Kultur- og Fritidsforvaltningens ProjektVærksted, hvor alle ikke-professionelle kulturelle, sociale, idrætslige og/eller integrationsrelaterede projekter kan få hjælp til idé- og projektudvikling, fundraising, foreningsopstart, økonomistyring, PR mm.

-         Fungere som koordinator og administrator på projekter, der går på tværs af flere forvaltninger og eksterne aktører, og hvor det derfor kan være svært at placere et entydigt hovedansvar.

 

Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser knyttet til denne indstilling.

 

Videre proces
Høringssvaret skal sendes til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen senest d. 1. februar 2007, hvorefter det behandles i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

 

Bilag

Øvrige bilag

1. Høring og indstilling fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

 

 

         Carsten Haurum

                                                         /Mads Kamp Hansen

 

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 18. januar 2007


 

Til top