Mødedato: 18.01.2007, kl. 16:01

Kortlægning af antisemitisme. Udsat sag fra 071206

Kortlægning af antisemitisme. Udsat sag fra 071206

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 18. januar 2007

 

 

14.      Kortlægning af antisemitisme. Udsat sag fra 071206

(KFU  65/2007)

 

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget godkender forslag til kortlægning af antisemitisme.

at kortlægningen finansieres af Kultur- og Fritidsforvaltningens 2007-budget med op til 85.000 kr. 

at beslutning om en kampagneorienteret indsats mod antisemitisme afventer resultatet af kortlægningen og af en høring, som Beskæftigelses- og Integrationsudvalget iværksætter om styrket indsats mod diskrimination (BR 637/06).

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning den 7. december 2006

Udvalget udsatte sagen til mødet den 18. januar 2007, bl.a. på koordinering med de tiltag, der er iværksat af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

 

 

 

 

 

RESUME

Forvaltningen har undersøgt tilgængelige data om udbredelsen af antisemitisme i Københavns Kommune. Politiet har indberetninger om strafbare overgreb mod jøder, Mosaisk Trossamfund registrerer overgreb, og i 2006 er der udgivet en rapport om holdninger blandt unge i danske folkeskoler. Dette materiale viser ikke i tilstrækkeligt omfang, hvordan udbredelsen af antisemitiske holdninger er i Københavns Kommune. Forvaltningen anbefaler derfor, at afsætte midler til at undersøge udbredelsen.

 

Borgerrepræsentationen har den 16. november 2006 besluttet, at et medlemsforslag om en mere koordineret indsats mod diskrimination og hatecrimes skal i høring i bl.a. Kultur- og Fritidsudvalget. Det foreslås, at tilrettelæggelsen af en kampagne mod antisemitisme afventer resultatet af undersøgelsen af udbredelsen, og at en eventuel kampagne koordineres med kommunens øvrige indsats på området.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen vedtog på sit møde den 12. oktober et medlemsforslag (BR 574/06) fremsat af Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, der pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen

·        i en undersøgelse at kortlægge udbredelsen af antisemitisme i Københavns Kommune, 

·        at udarbejde en indstilling, der kampagneorienteret vender sig imod antisemitisme i Københavns Kommune, 

·        at udarbejde forslag til finansiering af kampagnen, samt

·        at forelægge indstillingen til politisk behandling i Borgerrepræsentationen senest december 2006.

 

Forvaltningen har undersøgt om der findes materiale, der kan give et billede af antisemitismens udbredelse i Københavns kommune, men kun lidt materiale beskæftiger sig specielt med antisemitisme, og det, der er, vedrører primært antisemitisme blandt børn og unge.

Materialet viser, at vi kender til antal og karakter af de allermest åbenlyse og synlige eksempler på antisemitisme i Københavnsområdet, som de kommer til udtryk på skrift eller gennem antisemitisk motiverede handlinger vendt mod jøder. Men der mangler et overblik over den mere skjulte del af fænomenet i form af antisemitiske holdningers eksistens og udbredelse.

I 2006 blev Rapport om antisemitisme og antimuslimske holdninger blandt unge i danske skoler offentliggjort. Undersøgelsen bygger bl.a. på interviews med lærere fra københavnske gymnasier, ungdomsuddannelser og skoler på folkeskoleniveau. Rapporten konkluderer, at problemer med antisemitisme blandt elever i danske folkeskoler synes at være begrænsede.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har den 11. november 2006 besvaret spørgsmål om højreekstremismens udbredelse i København og jøders tryghed ved at færdes i København stillet af Per Bregengaard. Til besvarelsen er indhentet oplysninger fra PET, Københavns Politi, Dokumentations- og Rådgivningscenteret for Racediskrimination, Institut for Menneskerettigheder og Det Mosaiske Trossamfund. I 1. halvår af 2006 har PET fået indberettet 0 muligt strafbare overgreb mod jøder i hele Danmark. Mosaisk Trossamfunds liste, der omfatter både fysiske og andre overgreb, omtaler i samme periode 30 episoder.

SSP har ingen indberetninger om eller erfaringer med, at der optræder antisemitisme i København.

For at få en bredere belysning af udbredelsen har forvaltningen indhentet 2 tilbud på gennemførelse af undersøgelser – fra henholdsvis et privat konsulentfirma og Dokumentations- og Rådgivningscenteret for Racediskrimination. 

DRC har igennem flere år indsamlet dokumentation om antisemitismen i Danmark. De har ganske kort beskrevet en kortlægning ved en kombination af kvantitative og kvalitative data. En række nøglepersoner vil blive bedt om at deltage i et interview. Der vil på baggrund af deres udsagn kunne identificeres en række problemstillinger, som ikke kommer til udtryk gennem de statistiske data. Undersøgelse vil blive suppleret med kvantitative data om individuelle overgreb. Dataindsamling og skrivning af rapport kan udføres for 85.000 kr.

Konsulentfirmaet har givet tilbud på en undersøgelse opbygget af 5 moduler, der kan gennemføres hver for sig eller i forskellige kombinationer. I oplægget er der indskrevet en række overvejelser om antisemitismebegrebet og de metodiske overvejelser er beskrevet. Modulerne omfatter kortlægning af antisemitismens udbredelse og karakter på Københavns tekniske skoler og gymnasiale uddannelser og på københavnske plejehjem, antropologiske feltstudier i forskellige dele af København, undersøgelse af erfaringer og holdninger til problemet blandt danske jøder, og en komparativ kvalitativ analyse af antisemitisme blandt yderligtgående fraktioner. Den samlede pris er ca. 500.000 kr.

Både DRC og konsulentfirmaet har indgående kendskab til antisemitisme, og vil begge kunne bidrage til en kortlægning af udbredelsen.

Blandt andet ud fra en økonomisk betragtning foreslår forvaltningen at bede DRC om at gennemføre en kortlægning.

Initiativer i 2007

År 2007 er udpeget til Det Europæiske År for Lige muligheder for Alle. Formålet med året er at bekæmpe forskelsbehandling på baggrund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Året vil indeholde oplysnings- og debataktiviteter til fremme af lige muligheder for alle og til bekæmpelse af social udstødelse.

Integrationsministeriet og Undervisningsministeriet støtter udarbejdelse af et undervisningsmateriale om antisemitisme og anden diskrimination. Materialet forventes klar til brug i 2007.

Københavns kommune deltager i den årlige Auschwitz-dag den 27. januar, hvor Holocaust og folkedrab er på dagsordenen (KFU 457/2006). 

Borgerrepræsentationen har den 16. november 2006 (BR 637/06) besluttet, at der skal arbejdes videre med et forslag om en mere koordineret indsats mod diskrimination og hatecrimes, herunder at der bl.a. laves en samlet plan for kommunens informationsindsats på området. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen sender i den nærmeste fremtid forslaget i høring i Socialudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og hos Borgerrådgiveren.

En kampagne mod antisemitisme kan med fordel koordineres med øvrige indsatser mod diskrimination m.m.

Økonomi

Udgiften til kortlægning dækkes af forvaltningens budget 2007.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens liste over sager, der skal miljøvurderes.

 

 

                      Carsten Haurum

                                                                 /Thomas Jakobsen

 


 

Til top