Børne- og Ungekulturpiloterne
Indstilling og beslutning
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget træffer beslutning om støtte til Børne- og Ungekulturpiloterne, jf. de skitserede muligheder herfor i løsningsafsnittet.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede på sit møde d. 29. oktober 2015 forvaltningen om - med udgangspunkt i udvalgets drøftelser - at undersøge mulighederne vedrørende Børne- og Ungekulturpiloterne yderligere og vende tilbage med en revideret indstilling til udvalget.
Løsning
Forvaltningen har efter Kultur- og Fritidsudvalgets møde d. 29. oktober 2015 drøftet de fremtidige muligheder for Børne- og Ungekulturpiloterne med projektejerne.
Kulturforeningen Liv i Sundby har i den forbindelse foreslået, at der under Solvang Bibliotek oprettes to stillinger på hver 25 timer om ugen, at der bevilges 150.000 kr. årligt i aktivitetsmidler, og at der yderligere afsættes 20 procent i overhead til Solvang Bibliotek. De to stillinger er anslået til 575.000 kr. inkl. pension og overhead til Solvang Bibliotek er anslået til 115.000 kr. Den samlede økonomi i forslaget er således 840.000 kr. årligt.
Det er forvaltningens vurdering, at der for et budget på omkring 600.000 kr. vil være råd til enten en fuldtidsstilling og ca. 175.000 kr. i kombineret aktivitetstilskud og overhead, eller to deltidsstillinger på hver 20 timer og ca. 140.000 kr. i kombineret aktivitetstilskud og overhead.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen meddeler Børne- og Ungekulturpiloterne udvalgets beslutning.
Carsten Haurum
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. december 2015:
Følgende repræsentanter fra Børne- og Ungekulturpiloterne havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:
- Ruth Lerche Christensen
- Helmer Støvelbæk
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at støtte Børne- og Ungekulturpiloterne med yderligere 415.000 kr. i 2016; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1. Børne- og Kulturpiloterne må sammen med Kultur- og Fritidsforvaltningen nærmere vurdere stillingsstrukturen inden for den samlede ramme.
Der udarbejdes et budgetforslag for 2017 og frem.