Medlemsforslag om kønsregistrering på spillesteder
Indstilling
Andreas Pourkamali har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde torsdag den 17. december 2015:
Det foreslås, at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter,
-
at alle spillesteder, som støttes økonomisk af Københavns Kommune, skal registrere køn på udøvende kunstnere til alle koncerter og dele data med Københavns Kommune.
-
at Kultur- og Fritidsforvaltningen sikrer implementering af kønsregistrering af udøvende kunstnere på spillesteder på en ensartet måde, så der kan udarbejdes ensartet statistik for alle spillesteder.
MOTIVERING
Der er tilsyneladende en stor overvægt af mænd blandt udøvende musikere, og derfor besluttede den tidligere regering at indføre registrering af køn på udøvende kunstnere. I Regeringens nye musikhandlingsplan indgår dette fokus på kønsbalance ikke længere. Det indebærer, at spillesteder ikke skal registrere data om de udøvende kunstneres køn, og at der derfor ikke kan genereres data herom.
Radikale Venstre foreslår derfor, at Københavns Kommune gennemfører kønsregistrering på de spillesteder, kommunen støtter økonomisk. Registreringen skal ikke bruges til at indføre rigide kvoter om kønsfordelingen blandt musikere eller at sanktionere spillesteder med en overvægt af mandlige kunstnere. Formålet med registreringerne er at sikre et ensartet datagrundlag at diskutere ud fra, spore udviklingen over tid og at fastholde opmærksomheden på emnet og understøtte, at der er et bredt udvalg af musikalske talenter, der bryder igennem.
Spillestedet Jazz House gennemfører på eget initiativ kønsregistrering og vurderer, at tidsforbruget er meget lille.
På den baggrund foreslås det, at den kønsregistrering, som i den forrige musikhandlingsplan var tiltænkt for hele landet, gennemføres på de spillesteder, som modtager støtte fra Københavns Kommune.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. december 2015:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede, at forvaltningen med inddragelse af relevante parter, herunder spillestederne, Statens Musikudvalg, Dansk Musikerforbund m.fl., udreder problemstillingen om kønsulighed i musiklivet og muligheder for initiativer, med henblik på en drøftelse i Kultur- og Fritidsudvalget på et kommende møde.
Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken, Heidi Wang og Carl Christian Ebbesen ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er imod ethvert initiativ i retning af kvotering indenfor kulturlivet."