Ansøgning: støtte til VINK LIVE 2016
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om 252.000 kr. i tilskud til VINK LIVE 2016, da der ikke er afsat midler til formålet på Budget 2016.
Problemstilling
VINKkbh søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 252.000 kr. til VINK LIVE 2016. VINK LIVE består af pop up arrangementer, der er gratis for alle, og som afvikles over hele byen i løbet af 2016 (bilag 1).
Der er ikke afsat midler til formålet på Budget 2016.
Løsning
VINK LIVE 2016 er ifølge ansøger et koncept, der ønsker at hylde og bruge byrummet på en skæv og eksperimenterende måde. Projektet består af 12 eksperimenterende pop-up events fordelt over hele året og i alle bydele.
Stedet og indholdet af arrangementerne vil variere fra gang til gang. Ambitionen fra ansøgers side er at komme vidt omkring og kunne repræsentere hele byen. Fælles for alle arrangementer er, at de hviler på en, ifølge ansøger, skæv, overraskende og eksperimenterende præmis.
Med VINK LIVE 2016 ønsker ansøger at samle borgerne omkring en række kreative events, herunder at nytænke brugen af byens rum og faciliteter, at tænke ud af boksen og i særlig grad eksponere de mindre belyste steder og initiativer i København. Dette sker for at glæde byens borgere og de spirende initiativer, der ifølge ansøger er rundt omkring i byen.
Alle arrangementer er åbne og gratis for alle, og ansøger forventer at kunne tiltrække mellem 100 og 300 borgere til hvert enkelt arrangement.
Nedenfor er en oplistning af 10 eksempler på arrangementer. Eksemplerne er ikke fastlagte arrangementer, men ideer til potentielle VINK LIVE arrangementer i 2016.
- Koncert i Valby Kulturhus
- Barbering/frisørklip på en kanalrundfart
- Portvinssmagning i Rundetårn
- Russisk vinterpalads i KW3
- Gemte perler - byvandringer med historiefortælling i Københavns ydre bydele
- Alkoholfri byfest i Ørestad
- Powerskak på Brønshøj Torv
- Vinterbadning og kunstperformance ved Svanemøllestranden
- Digtoplæsning på en af byens gemte tagterrasser
- Heavy metal koncert i Sydhavnen
VINKkbh er et kulturskabende frivillighedsnetværk, der har eksisteret siden april 2014. Netværkets hovedaktivitet er pt. deres site vinkkbh.dk, som fungerer som en bred digital kulturplatform med 4500 aktuelle brugere. Herudover har netværket en Facebook side med 8-10.000 besøgende om ugen. VINKkbh netværket består af 70 frivillige, som arbejder med og skriver, ifølge dem selv, om alt, hvad der rører sig i det spirende københavnske kulturliv.
VINK Live består af et produktionshold og et kommunikationshold. Produktionsholdet varetager alt det praktiske omkring arrangementerne, og kommunikationsholdet står for at udbrede budskabet om de månedlige VINK Live events. Ifølge ansøger vil byens borgere blive gjort opmærksomme på de forskellige pop-up events via lokalaviser, biblioteker, biografer samt via vinkkbh.dk.
Budget
Det samlede budget er på 252.000 kr. og dækker udgifter til leje af venues, annoncering og pr, honorarer til samarbejdspartnere, udgift til lokaleleje på KW3 samt forplejning af frivillige.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at imødekomme ansøgningen, vil forvaltningen i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier. Endvidere vil forvaltningen gå i dialog med ansøger om arrangementerne, så der skabes størst mulig sammenhængskraft i forhold til byens lokationer og øvrige events.
Carsten Haurum
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. december 2015:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede ikke at bevilge et tilskud, og opfordrede i stedet for ansøgerne til at fremsende en konkretiseret ansøgning.