Mødedato: 17.12.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: støtte til Copenhagen Pride 2015-2016

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om støtte til Copenhagen Pride 2015 - 2016.


INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller:

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 150.000 kr. til Copenhagen Pride 2015, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 250.000 kr. til Copenhagen Pride 2016, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

PROBLEMSTILLING

Copenhagen Pride søger Kultur- og Fritidsudvalget om et samlet tilskud på 400.000 kr. til Copenhagen Pride 2015 - 2016.

Det ansøgte beløb skal dække følgende udgifter:
150.000 kr. til Copenhagen Pride 2015 på grund af stigende udgifter til renhold.
200.000 kr. til Copenhagen Pride 2016 på grund af stigende udgifter til renhold.
50.000 kr. til videodokumentation af 20 års jubilæum i 2016. 

Herudover søges om Rådhusets værtskab ved 20 års jubilæumsreception i Rådhushallen tirsdag den 16. august 2016.

 

LØSNING

Copenhagen Pride tilskud 2015:
Event- og Festivalpuljen, Copenhagen Pride, 300.000 kr.
Event- og Festivalpuljen, Markering af IDAHOT, 74.400 kr.

Copenhagen Pride tilskud 2016:
Event- og Festivalpuljen, Copenhagen Pride, 300.000 kr.
Frie Midler, Markering af IDAHOT, 100.000 kr.

Renhold 2015 og 2016:

Ansøger angiver at Copenhagen Pride de sidste syv år har oplevet markante stigninger i renhold, hvorfor der søges om et ekstraordinært tilskud på hhv. 150.000 kr. i 2015 og 200.000 kr. i 2016.

Regningen fra Københavns Kommune for renhold er over de sidste syv år steget fra 7.900 kr. eks. moms i 2009 til 97.000 kr. eks. moms i 2015. Ansøger angiver, at de forventer en stigning i udgifter til renhold i 2016.

I 2015 har Copenhagen Pride jf. aftale modtaget en bevilling på 300.000 kr. fra Københavns Kommune. Copenhagen Pride har haft udgifter til renhold på 122.313,75 kr. inkl. moms. I 2015 udgør udgifterne til renhold derfor mere end 40 procent af tilskuddet for året. Ansøger angiver, at de i 2015 oprindeligt modtog et tilbud på renhold fra Københavns Kommune på 68.000 + moms, men modtog en regning på 97.000 kr. + moms begrundet i, at bænkene på Rådhuspladsen af sikkerhedsmæssige hensyn skulle fjernes under festivalen.

Copenhagen Pride oplyser, at de er kommet ud af året 2015 med et stort underskud på selve festivalen, men årets drift over alle Copenhagens Prides arrangementer viser på nuværende tidspunkt et overskud på 5.000 kr. Underskuddet for festivalen bliver, ifølge ansøger, dækket af Copenhagen Prides andre arrangementer. Det aktuelle økonomiske resultat er, ifølge ansøger, baseret på budgettal, da ikke alle fakturaer er indkommet på nuværende tidspunkt.

Det ansøgte tilskud på 150.000 kr. til Copenhagen Pride 2015 skal, ifølge ansøger, dække den udhuling af tilskuddet på 300.000 kr. i 2015, som udgifterne til renhold skaber.

Renhold 2014:
I 2014 ansøgte Copenhagen Pride Kultur- og Fritidsudvalget om en øget bevilling. Kultur- og Fritidsudvalget bevilgede den 3. april 2014 en underskudsgaranti på op til 85.435 kr. til dækning af udgifter til renhold. Copenhagen Pride ansøgte endvidere Arrangementspuljen og modtog et tilskud på 45.565 kr. herfra. Tilskuddet fra Arrangementspuljen blev fratrukket underskudsgarantien fra Kultur- og Fritidsudvalget, og der blev i alt udbetalt 20.262 kr. i underskudsgaranti for 2014.

Videodokumentation af 20 års jubilæum i 2016:
Copenhagen Pride vil markere deres 20 års jubilæum i 2016 og vil i den forbindelse videodokumentere deres aktiviteter. Videodokumentationen skal, ifølge ansøger, bruges i markedsføringen af festivalen internationalt, herunder til Copenhagen Prides bud på World Pride 2021. I 2021 har Copenhagen Pride 25 års jubilæum.

Rådhusets værtskab ved jubilæumsreception:
Copenhagen Pride vil afholde 20 års jubilæumsreception i Rådhushallen tirsdag den 16. august 2016. Ansøger ønsker at Rådhuset skal være vært ved denne markering af jubilæet. Ansøger henvises til, med forvaltningens hjælp, at søge Haludvalget i forbindelse med afviklingen af Copenhagen Prides 20 års jubilæumsreception.

Om Copenhagen Pride:
Copenhagen Pride arbejder for at promovere og synliggøre LGBT (Lesbian Gay Bisexual Transgender) miljøet i Danmark. Copenhagen Pride arrangerer diverse kulturarrangementer i løbet af året og Copenhagen Pride Week på Rådhuspladsen i august. Copenhagen Pride drives og skabes af frivillige. Ifølge ansøger er Copenhagen Pride udpeget til én af Københavns fem signaturfestivaler samt én af Wonderful Copenhagens fem kernefortællinger om København og engagerer 300.000 mennesker i byen i løbet af Pride Week.

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

VIDERE PROCES

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at imødekomme ansøgningen, vil forvaltningen i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

Carsten Haurum

                        /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. december 2015: 

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede med hensyn til indstillingens 1. at-punkt at bevilge et tilskud på 105.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1. (2015). 

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede med hensyn til indstillingens 2. at-punkt at udsætte punktet med henblik på at forvaltningen kan oplyse sagen yderligere og vende tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget med en revideret indstilling.

Til top