Mødedato: 17.12.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: støtte til videreformidling af LGBT-historien i København

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om støtte til videreformidling af LGBT-historien i København.

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 120.000 kr. til videreformidling af LGBT-historien i København, da der ikke er afsat midler til formålet i budgettet.

PROBLEMSTILLING

LGBT-Historisk Værksted søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 120.000 kr. til videreformidling af LGBT-historien i København (bilag 1).

Der er ikke afsat midler til formålet på budgettet.

LØSNING

Københavns LGBT-miljø og Københavns historie og position, når det drejer sig om at skabe flere rettigheder for LGBT-miljøet er, ifølge ansøger, unik og vigtig at få formidlet. Derfor ønsker LGBT-Historisk Værksted at arrangere guidede LGBT-ture i København med henblik på at formidle byens LGBT-historie til københavnere og besøgende.

LGBT-Historisk Værksted vil uddanne LGBT-ambassadører, der skal afvikle LGBT-ture i København, hvorigennem Københavns LGBT-historie formidles. Med projektet vil LGBT-Historisk Værksted, ifølge ansøger, være med til at skabe endnu større bevidsthed og kendskab til LGBT-historien i København og byens særlige rolle i forhold til at skaffe rettigheder for bl.a. homoseksuelle.

Ambassadørerne skal, ifølge ansøger, uddannes til at få et solidt kendskab til LGBT-miljøet i København, LGBT-historien i København og Københavns Kommunes engagement i kampen for bedre rettigheder. Uddannelsen af ambassadørerne skal ske i samarbejde med det øvrige LGBT-miljø i København, herunder foreninger og forretningsdrivende, samt lokale samarbejdspartnere udenfor LGBT-miljøet.

Ifølge ansøger kræver det ikke særlige forudsætninger at blive LGBT-ambassadør, og ansøger har kendskab til flere, der er interesserede i rollen. LGBT-Historisk Værksted vil desuden søge efter ambassadører gennem LGBT-medier samt lokale/regionale medier. 

For at udbrede kendskabet til projektet vil det i forsøgsperioden 2016 være gratis at deltage i turene. Efter forsøgsperioden vil der være deltagerbetaling.

Om ansøger:
LGBT-Historisk Værksted indsamler, bearbejder og videreformidler Københavns LGBT-historie igennem personhistorier fra Københavns LGBT-miljø. LGBT-Historisk Værksted er forankret i LGBT Danmark.

Budget:
Budgettet er på i alt 120.000 kr. (bilag 1).

Det ansøgte beløb på 120.000 kr. skal dække følgende udgiftsposter:
Uddannelse af LGBT-ambassadører: 55.000 kr.
Igangsættelse og etablering af LGBT-ture herunder udarbejdelse af folder og infosheets mv.: 20.000 kr.
Formidling af projektet (LGBT-ambassadørerne og ture): 30.000 kr.
Administration, regnskab/revision, telefon og kontor: 15.000 kr. 

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

VIDERE PROCES

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at imødekomme ansøgningen, vil forvaltningen i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætning for tilskuddet og målbare succeskriterier.

Carsten Haurum

                                  /Mads Kamp Hansen     

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. december 2015: 

Der blev begæret afstemning om et forslag om at bevilge et tilskud på 70.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad, Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Andreas Pourkamali) stemte for forslaget.

Et mindretal (Heidi Wang) stemte imod.

Forslaget blev dermed godkendt.

Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten og Jens-Kristian Lütken ønskede tilført beslutningsprotokollen, at Venstre og Dansk Folkeparti finder, at formidling af LGBT-historien bør forankres i Copenhagen Pride.

Til top