Ansøgning: Copenhagen Kurdish Film Festival
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 30.000 kr. pr. år til Copenhagen Kurdish Film Festival i årene 2016, 2017 og 2018, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.
Problemstilling
FOKUS A- Forbundet for kurdiske studerende og akademikere søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tre-årigt tilskud på 30.000 kr. pr. år til Copenhagen Kurdish Film Festival, i Cinemateket i perioden 17. - 21. februar i 2016, 2017 og 2018 (bilag 1.).
Der er ikke afsat midler til formålet på budgettet.
Løsning
FOKUS- A er en kurdisk ungdomsorganisation, som blev oprettet i 2008. Organisationens mission er at oparbejde initiativer som er fremmende for kurdiske unge inden for uddannelse, samt at støtte op omkring denne målgruppe.
Det er femte gang festivalen afholdes og ifølge ansøger er det på baggrund af større efterspørgsel efter kurdisk kunst og kultur, at organisationen ønsker at udvide festivalen. Filmdagene vil derfor som noget nyt have en varighed af fem dage og have flere visninger af både kortfilm, kunstfilm, spillefilm og dokumentarer. Samtlige produktioner vil, som udgangspunkt, have oprindelse i Mellemøsten.
Formålet med festivalen er således at bringe den kurdiske filmkultur nærmere for danskerne, samt at kunne tilbyde filmelskere nye oplevelser inden for denne filmkultur.
Herudover vil festivalen, ifølge ansøger, være både en historisk og kulturelt oplysende festival for mange danske borgere, der dagligt læser om kurdere, men uden at have mulighed for at komme deres historie og baggrund nærmere. Ifølge ansøger er kurderne en af de største etniske minoriteter i Danmark og med denne filmfestival mener ansøger at kunne bidrage til en større forståelse af nogle af regionens kulturelle, sociale og politiske problematikker.
I de tidlige år (2009, 2010, 2014 og 2015) har festivalen haft følgende temaer: "Grænser og flugt" og "Kvindekamp" i Mellemøsten. Temaerne indeholdt en del problemstillinger, herunder krig, fordrivelse, overlevelse, kvindefrigørelse, pressefrihed og kurdernes liv i Europa, som ansøger mener, fortjener større opmærksomhed. Det er således ønsket fra ansøgers side, at festivalen vil kunne bane vejen for betydningsfulde debatter og tiltag som vil kunne bidrage yderligere til igangværende samfundsdebatter i Danmark, og på den måde være med til at give borgerne et mere nuanceret billede af den kurdiske kultur.
I forbindelse med dette års festival vil der ske en opgradering, således at instruktører inviteres og der arrangeres paneldebatter med, ifølge ansøger, kyndige eksperter fra bl.a. Danmark.
Filmfestivalen afvikles i samarbejde med Cinemateket og aftalen er, at ansøger anskaffer og betaler alle omkostninger relateret til film og lounge tema, som afvikles i Asta Bar i underetagen af Cinemateket.
Program
Festivalens program begynder med en stor åbningsfilm, der vises i to sale på én gang. Det bestræbes fra ansøgers side, at de enkelte filminstruktører er tilstede til åbningsfilmen og lukkefilmen, og præsenterer deres egen film. I dagene efter åbningsdagen vises der minimum tre film pr. dag på hverdage og minimum 4 film pr. dag i weekenden. Filmenen på de forskellige dage vil være en kombination af kortfilm, dokumentar og spillefilm.
Budget
Det samlede budget er på 91.000 kr. pr. år. Der forventes 26.000 kr. i billetindtægter, 5.000 kr. i sponsorater, 20.000 kr, fra Det Danske Filminstitut, 10.000 kr, fra DUF. Tilskudsbehovet er herefter 30.000 kr. som søges dækket af udvalget i årene 2016, 2017 og 2018 i alt 90.000 kr.(bilag 2.)
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at imødekomme ansøgningen, vil forvaltningen i dialog med ansøger udrbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.
Carsten Haurum
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. december 2015:
Der blev begæret afstemning om følgende forslag: der bevilges et tilskud på 30.000 kr. i 2016 til kultur og formidling; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.
Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Andreas Pourkamali) stemte for forslaget.
Et mindretal (Carl Christian Ebbesen og Heidi Wang) stemte imod.
Forslaget blev dermed godkendt.