Mødedato: 17.12.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Kultur- og Fritidsudvalgets studierejse 2016

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte forslag til udvalgets studierejse i 2016 samt beslutte destination.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget vælger en destination for udvalgets studietur i 2016.

Problemstilling

Der er tradition for, at Kultur- og Fritidsudvalget én gang årligt tager på studietur. Det primære formål med turene er at få inspiration til løsning af konkrete københavnske udfordringer inden for udvalgets opgaveområde.

Kultur- og Fritidsudvalget har tidligere været på studieture til Lissabon (2015), Hamborg (2014), Krakow (2013) og Singapore (2012).

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 24. september tiltrådte udvalget indstilling om udvalgets mødeplan, herunder at udvalgets studierejse gennemføres den 1.-4. maj. Den 1. maj er imidlertid programsat med andre aktiviteter for flere udvalgsmedlemmers vedkommende.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at studieturen forkortes med en dag og afholdes den 2.-4. maj. Forvaltningen foreslår desuden, at studierejsen går til én af nedenstående destinationer. For hver destination er forhold og emner af særlig relevans for Kultur- og Fritidsudvalgets område beskrevet i bilag 1.

 1. Liverpool og London, England

Fokus på nyskabende museumsinitiativer og større idrætsevents som katalysator for byudvikling. Derudover er frivillighed, kreative erhverv og turismestrategi med fokus på kultur og sport bærende elementer.

Liverpool - fokus på: 1. Drøftelse af byudviklingsstrategier med relevante parter i kommunen, 2. Albert Dock - et udsat område af byen, der er blevet løftet via en bevidst kulturstrategi, 3. The Arena and Convention Centre Liverpool - arena med plads til 11.000 med konferencecenter og Exhibition Centre Liverpool, 4. Museum of Liverpool, 6. Liverpool Central Library and Archive store.

London - fokus på: 1. OL-anlæg i Newham, 2. Havneområdet London Docklands, 3. Inddragelse af frivillige, 3. Googlehuset og start-ups, 4. Tech City initiativ, 5. Nesta - NGO, der arbejder med innovation. 6. Filmlondon.

2. Tallinn, Estland

Gennemgribende brug af digitale løsninger og partnerskaber indgået på tværs af offentlige og private instanser, der i dag udgør fundamentet for Estlands udvikling og interne sammenhængskraft.

Fokus på: 1. The eGovernance Academy (eGA) - NGO, grundlagt for at udvikle de mange digitale muligheder i både administration og services på brugervenlig vis, 2. Proge Tiiger - et digitalt uddannelsesprogram under Innovationscentret for Digital Uddannelse i Estland, 3. ICT DEmo Center samt RIA (digitaliseringsstyrelsen) - historien bag Estlands digitale løsninger og oplev konkrete eksempler, 4. Elektroniske valg  

3. Berlin, Tyskland

Alternative scener, biblioteksområdet og den kreative sektor, herunder film- og tv-produktion.

Fokus på:  1. Kreativ Gesellschaft - kommunal institution til fremme af byens kreative industrier, 2. Velodrom im Europa-Sportspark - et af de tre svømmestadioner i brug under EM, 3. Tischlerei - en af Berlins eksperimentelle operascener.  

4. Rom, Italien

Kulturarv (bevaring, formidling, turismestrategier, finansiering) samt museumssamarbejder, ny arkitektur i en gammel by og forbindelserne mellem Rom og Danmark gennem tiderne.

Fokus på: 1. Bevaringsarbejde og formidlingsstrategier for kulturarven, herunder OPP samarbejde, 2. Byens indsats for arrangementer, sommeraktiviteter for de fastboende og de tilrejsende, 3. Strategiske samarbejder i museumspuljer, statslige og kommunale, 4. Ny arkitektur som ramme om kunsten og kulturhistorien, 5. Byens betydning for Thorvaldsen og den danske guldalderkunst.

5. Rotterdam, Holland kombineret med Dublin, Irland

Festivaler, store sportevents, arkitektur, byfornyelse og kulturens rolle i byens selvopfattelse og turismestrategi.

Rotterdam - fokus på: 1. Investering og strategi for festivaler, 2. arkitektur - fx Kunsthal Rotterdam og området 'Manhattan on the Maas', 3. Rotterdam Topsport om strategi for sportevents.

Dublin - fokus på: 1. Temple Bar og The Ark, 2. Borgerinddragelse i udviklingen af Parnell Square, 3. Omdannelse af Richmond Barracks fra fattigt kvarter til historisk knudepunkt, 4. Festivaler - Dublin Events Team, 5. Design- og eventapp'en Design Island, Design & Crafts Council of Ireland.

Oversøiske destinationer

Såfremt udvalget ønsker iværksætteri, tech-branchen, innovativ byudvikling og/eller kreative erhverv som omdrejningspunkt for studierejsen, foreslår forvaltningen én af følgende destinationer: Austin, Texas (USA), San Francisco (USA) eller Toronto, Ontario (Canada).

Forvaltningen gør opmærksom på, at hvis udvalget beslutter en oversøisk destination, vil det være nødvendigt at forlænge studierejsen ind i Kristi Himmelfartsferien (den 2.-5. maj).

Forvaltningen gør yderligere opmærksom på, at IFLA-konferencen i 2016 afholdes i Columbus, Ohio, USA den 13.-19. august. Konferencen kan være interessant, da Columbus Metropolitan Library er blandt de fremmeste, når det gælder biblioteksudvikling. Københavns Bibliotekers strategi 2014-2019 og bibliotekspakken 'Styrk borgerne' er i høj grad inspireret af biblioteksstrategien i Columbus Metropolitan Library.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet destinationen for udvalgets studietur i 2016, vil forvaltningen udarbejde en konkret indstilling til udvalget med nærmere program, budget og beskrivelser.


Carsten Haurum



                            /Merete Evers Dewilde

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. december 2015: 

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede, at destinationen for udvalgets studierejse 2016 bliver Liverpool og Manchester.

Til top