Bibliotekernes Netmusik
Bibliotekernes Netmusik
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 17. juni 2004
9. Bibliotekernes Netmusik
(KFU 206/2004)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og
Fritidsudvalget godkender vedlagte kontrakt "Phonofile Biblioteksaftalen"
mellem Phonofile og Bibliotekskonsortiet, herunder bibliotekerne i Københavns
Kommune.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. juni 2004
Indstillingen blev tiltrådt.
RESUME
I løbet af sidste halvdel af 2003 og begyndelsen af 2004 har staten ved Biblioteksstyrelsen på vegne af 6 centralbiblioteker og Statsbiblioteket (Bibliotekskonsortiet) forhandlet en kontrakt - "Phonofile Biblioteksaftalen" - om online udlån af danskproduceret musik.
Kontrakten, der udløber 31. august 2006, er indgået med Phonofile, som er en sammenslutning af musikproducenter og –rettighedshavere. Online musikken er scannet ind af Statsbiblioteket via pligtafleveringen. Udlån fra bibliotekerne går efter planen i gang 1. september i år.
De københavnske bibliotekers grundgebyr udgør 96.000 kr. pr år, eller 192.000 kr. for hele den toårige periode. Beløbet afholdes - tillige med udgifter ud over grundgebyret - inden for Bibliotekernes samlede ramme til indkøb af licenser i 2004, 2005 og 2006.
Efter 1. september 2006, dvs.
efter opstart- og forsøgsperioden, er det hensigten, at samtlige tilsluttede
biblioteker - efter en evaluering - skal køre videre med online udlån af musik
på almindelige kommercielle vilkår.