Driftstilskud til Kløvermarkens Tennis Klub
Driftstilskud til Kløvermarkens Tennis Klub
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 17. juni 2004
15. Driftstilskud til Kløvermarkens Tennis Klub
(KFU 214/2004)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller
at
Folkeoplysningsudvalget anbefaler Kultur- og Fritidsudvalget at der ikke
bevilges driftstilskud til Kløvermarkens Tennis Klub tennis- og squashhal.
Folkeoplysningsudvalgets beslutning i mødet den 1. juni 2004
Indstillingen tiltrådt.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. juni 2004
Sagen blev udsat ved mødets start.
RESUME
Kultur- og Fritidsudvalget bevilgede den 25. september 2003 (KFU 260/2003) 1,6 mio. kr. til Kløvermarkens Tennis Klub (KTK) til etablering af en tennis- og squashhal på Kløvermarksvej. Bevillingen er givet under forudsætning af, at KTK tilvejebringer sikkerhed for, at projektet kan gennemføres som planlagt. Det indebærer blandt andet, at KTK skal fremlægge en samlet finansierings- og tidsplan.
Forudsætningen for, at der kan opføres en tennis- og squashhal på Kløvermarksvej, er, at der indgås en ny lejeaftale mellem KTK og Københavns Kommune (KFU 94/2003). Den årlige leje, fastsat pr. markedsvilkår, er 385.000 kr. I forhold til den nuværende leje på 35.000 kr. er det en stigning på i alt 350.000 kr. En realisering af KTK's halprojekt forudsætter, at Folkeoplysningsudvalget godkender at finansiere denne stigning.
Det bemærkes, at såfremt tennis- og squashbanerne ikke udlejes i det omfang som KTK forventer, falder lejeindtægten. Dermed vil driftstilskuddet fra Københavns Kommune stige. Ved en belægningsprocent halvtreds, vil det øgede kommunale tilskud være i størrelsesordenen 120.000 kr. årligt.
***
I forbindelse med oprettelse af nye lokaler til folkeoplysende formål skal Folkeoplysningsudvalget høres, såfremt lejeforholdet medfører væsentlige merudgifter, jf. folkeoplysningsloven § 25, stk. 5 og 6.
KTK's tennis- og squashhal planlægges taget i brug i efteråret 2005. Såfremt Folkeoplysningsudvalgets samlede ramme til driftsudgifter er uændret – og de nuværende takster for tilskud bibeholdes – vil der ikke være midler til formålet.
På den baggrund indstilles det, at der ikke bevilges driftstilskud til KTK's tennis- og squashhal.