Nyt Hovedbibliotek i København
Nyt Hovedbibliotek i København
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 17. juni 2004
Sager til beslutning
7. Nyt Hovedbibliotek i København
(KFU 208/2004)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltninge n indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Borgerrepræsentationen
- at et nyt Hovedbibliotek placeres på "Vandværksgrunden", Matr. nr. 16 Vestervold Kvarter. Adresse: Studiestræde 52/ Axeltorv 12.
- at Kultur- og Fritidsforvaltningen igangsætter arbejdet med udformning af en international arkitektkonkurrence om byggeri af et nyt Hovedbibliotek. Planerne forelægges Kultur- og Fritidsudvalget til godkendelse, og Borgerrepræsentationen til frigivelse af bevilling.
RESUME
I foråret 2003 bemyndigede Kultur- og Fritidsudvalget forvaltningen til nærmere at undersøge Vandværksgrunden og Israels Plads som mulige placeringer for et nyt Hovedbibliotek. Forvaltningen fremlægger nu undersøgelserne og peger på Københavns Vandforsynings grund som placering for et nyt Hovedbibliotek.
Det har været afgørende for forvaltningens indstilling, at Vandværksgrunden
- trafikalt er fremragende placeret
- med en smuk og funktionel bebyggelse vil afrunde Axeltorv, som en central plads i bymidten
- rummer muligheder for et rimeligt byggefelt, hvori muligvis skal inddrages bevaringsværdige bygninger
Under forudsætning af, at Borgerrepræsentationen vedtager en lokalisering, kan en arkitektkonkurrence udskrives. Finansieringen af denne skal ske ved en kommunal bevilling, som er tilvejebragt i forbindelse med vedtagelsen af budget 2004.
Det indstilles tillige, at Kultur- og Fritidsforvaltningen umiddelbart efter, at en lokalisering er vedtaget, igangsætter arbejdet med udformning af en international arkitektkonkurrence om byggeri af et nyt hovedbibliotek. Konkurrencegrundlaget m.v. vil til sin tid blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget til godkendelse, og Borgerrepræsentationen til frigivelse af bevilling.
SAGSBESKRIVELSE
Historik
I forbindelse med budgetdrøftelsen på Kultur- og
Fritidsudvalgets temadag i marts måned 2003 fremlagde Kultur- og
Fritidsforvaltningen for første gang sine overvejelser om behovet for og
placeringen af et nyt Hovedbibliotek i København. Om overvejelserne om behovet
for et nyt Hovedbibliotek i København blev det især fremhævet at:
1. Byen trænger
til en smuk og markant kommunalt ejet kulturbygning.
Det seneste tiårs investeringer i større kulturbyggeri i
byen har stort set været statslige investeringer. Byer, som København normalt
sammenligner sig med, har bygget eller planlagt hovedbiblioteker i de senere
år. Det drejer sig om Malmø, Wien, Hamburg, Berlin, Oslo, Helsinki, Århus.
Arkitektonisk vil en smuk bygning rejst i den centrale bydel fremhæve byens
særpræg og bidrage til at højne bykvaliteten.
2. Hovedbiblioteket er byens bedst besøgte kulturinstitution.
Hovedbiblioteket har efter flytningen til Krystalgade i
1993 oplevet et stadig stigende publikumspres, kulminerende med et besøgstal i
2003 på 1.2 mio. Det svarer til en stigning på omkring 50 % i forhold til
situationen for ti år siden.
3. Hovedbiblioteket
har stigende aktivitetstal.
I 2003 nåede Hovedbiblioteket op på et udlån svarende til
1.7 mio. enheder (bøger, cd, bånd, DVD,
cd-rom, etc.). I det sidste tiår giver det en forøgelse på omkring 40
%. Hertil
kommer en stigning i arrangementstallet, med et stabilt højt tilskuertal på
150-200 for hvert arrangement. Og endelig en ikke målt, men sporbar, stigning i
brugen af de forskellige elektroniske ressourcer.
4. Hovedbiblioteket har ikke mulighed for fysiske udvidelser.
I lejemålene i Krystalgade er der ikke mulighed for
udvidelser. Der er tale om lejemål i en bygning sidst anvendt som varehus. Byen
har aldrig bygget en bygning til sit største bibliotek. En bygning bygget til
formålet vil alt andet lige kunne indrettes betydeligt bedre til
biblioteksformål, end en lejet bygning.
Samtidig gjorde forvaltningen opmærksom på, at den
nuværende lejekontrakt i Krystalgade kan opsiges af lejer i 2006 med virkning
fra 2008. Af udlejer kan kontrakten opsiges med to års varsel med virkning fra
2013.
Med hensyn til placeringen var forvaltningens indstilling
på daværende tidspunkt Vandværksgrunden, idet det dog blev fremhævet, at
Israels Plads stod en anelse bedre i den objektive vurdering af
lokaliseringsmulighederne. Forvaltningen blev på dette grundlag bemyndiget til
at arbejde videre med mulighederne og fordybe sig grundigt i de to
placeringsmuligheder.
Det videre
arbejde
I løbet af 2003 er
der derefter arbejdet videre som følger:
1. Det interne arbejde med inddragelse af konsulent Hellen
Niegaard, Biblioteksstyrelsen, om det biblioteksfaglige indhold i et nyt
Hovedbibliotek er færdiggjort. Resultatet foreligger i publikationen:
"Byens Hus. Foranalyse til nyt hovedbibliotek i København 2008", som
blev offentliggjort ultimo 2003 (bilag 2). Publikationen er udarbejdet i tæt
samarbejde med medarbejderne på Hovedbiblioteket, og udgør et udmærket grundlag
for en indholdsmæssig kravspecifikation til en arkitektkonkurrence i 2004.
2. Medio 2003 udsendtes oplæg til økonomi- og lokaliseringsovervejelser.
Denne rapport "Byens Hus. Et nyt hovedbibliotek" (bilag 1) var
udarbejdet i samarbejde med en arbejdsgruppe nedsat af forvaltningen.
Arbejdsgruppen rummede medlemmer fra Bygge- og Teknikforvaltningen, Økonomiforvaltningen
og Kultur- og Fritidsforvaltningen, med stadsbibliotekar Børge Sørensen som formand.
3. Den under pkt. 2 nævnte arbejdsgruppe fortsatte arbejdet med
nyudpegede medlemmer og har i andet halvår af 2003 været aktiv ved en vurdering
af først og fremmest de to lokaliseringer, Vandværksgrunden og Israels Plads.
4. I forbindelse med vedtagelsen af kommunens budget 2004 blev der
afsat et beløb på 2.3 mio. kr. til en arkitektkonkurrence om et nyt
hovedbibliotek. Bevillingen blev gjort betinget af, at Kultur- og
Fritidsudvalget og Borgerrepræsentationen forud blev enige om en lokalisering
af biblioteket.
5. I løbet af
2003-2004 er endvidere følgende lokaliseringer overvejet:
a. I gårdene bag
Politikens Hus er sammen med Stadsingeniøren overvejet at placere biblioteket i
lokalemæssigt samkvem med mediekoncernen Politikens Hus. Hovedtanken var at
nedrive en del bygninger i de indre gårde og åbne gårdarealet til de
omkringliggende gader. Projektet blev opgivet pga. mangel på plads.
b. Københavns
Energi's hovedbygning på Vognmagergade var en overgang inde i overvejelserne om
et nyt hovedbibliotek. Projektet blev opgivet pga. mangel på plads, og
uhensigtsmæssig indretning af den eksisterende bygning.
c. Endelig har
DeLoitte og Touche's bygning ved siden af Vandværksgrunden været inddraget i
overvejelserne. Efter besigtigelse er ideen opgivet pga. mangel på plads, og
delvist pga. uhensigtsmæssig indretning af eksisterende bygning.
6. De to oprindelige lokaliseringer på Vandværksgrunden og Israels
Plads er således stadig aktuelle, og status for arbejdet med disse to er p.t.
følgende:
Overvejelser vedr.Vandværksgrunden
Grunden:
Studiestræde 52/Axeltorv 12
Ejer:
Københavns Kommune/ Københavns Energi
Grundareal:
Ca. 9.000 m2
Ejendomsværdi
pr. 01.10.03: 66 mio. kr.
Kommuneplanramme: 05 (institutioner)
Samlet
vurdering, arbejdsgruppen (marts 03): 14 ugler.
Byarkitektonisk vurdering: "Vandforsyningens grund vil –
eventuelt sammen med et overdækket baneareal foran Staunings Plads – kunne
"bære" en stor bygning, der vil bidrage til at markere grunden både mod
Vandværksviadukten og Axeltorv. Et nyt biblioteksbyggeri kan tage udgangspunkt
i to vidt forskellige principper: Ny randbebyggelse langs Studiestræde, Axeltorv
og Hammerichsgade omkring et centralt bibliotekstorv med en glasinddækning af
de eksisterende lave bygninger, der kan indrettes med forskellige
biblioteksfunktioner.
Et mere regulært greb vil dog være at fjerne den
eksisterende bebyggelse – selv om den er klassificeret som bevaringsvær
dig – og
opføre et nyt hovedbibliotek centralt på grunden. En karakterfuld og kompakt
bygning på stedet vil spille fint sammen med de markante nabobygninger og i
øvrigt give et mere hensigtsmæssigt bibliotek."
Byplanmæssig vurdering: "Opførelse af et hovedbibliotek vil
være i overensstemmelse med kommuneplanens anvendelsesbestemmelser, men
overskrider den fastlagte bebyggelsesprocent på 150. Det vil være nødvendigt at
udarbejde kommuneplantillæg og lokalplan. En besøgsintensiv funktion som et
hovedbibliotek vil være i god overensstemmelse med kommuneplanens lokaliseringsprincipper
om stationsnærhed. Placeringen nær andre større publikumsorienterede funktioner
som Tivoli, Cirkusbygningen og Palads er brugervenlig og med til at styrke
bibliotekets "pondus"".
(Citat fra: Byens Hus – Et nyt hovedbibliotek,
Foranalyse til et nyt hovedbibliotek i København, udarbejdet af en
arbejdsgruppe nedsat af Kultur- og Fritidsforvaltningen, marts 2003.)
I Økonomiforvaltningen arbejder man med en indstilling til
ØU/BR om køb af bygningerne fra Københavns Energi, idet kommunen i forvejen
ejer grundarealet. Det ventes, at en indstilling kan være klar i løbet af
efteråret 2004, og købet effektueret pr. 01.06.2005.
Overvejelser
vedr.Israels Plads
Grunden:
Israels Plads, Vendersgade.
Ejer: Staten
ved Freja Ejendomme A/S
Grundareal:
9.800 m2
Ejendomsværdi,
anslået: 45 mio. kr.
Kommuneplanramme:
01 (fritidsformål)
Samlet
vurdering, arbejdsgruppen (marts 03): 15 ugler.
Byarkitektonisk vurdering: "En monumental bygning på
pladsens sydlige del kan styrke pladsens fine proportioner og samtidig udnytte
pladsen som en fornem entré til bygningen. Mod Ørstedsparken kan
herlighedsværdien udnyttes gennem stor åbenhed i facaden og ved placering af
publikumsorienterede aktiviteter som læsesal, caféer, friluftsterrasse, etc.
Biblioteket bør opleves som et enkeltstående bygværk, der ligger på en plads og
ikke fylder den ud. Bygningen bør i kraft heraf også udformes med en betydelig
lethed og transparens. Forholdet mellem bygningens højde og udstrækning og
samspillet med de omgivende bevaringsværdige huses højde og afstande hertil må
underkastes en nærmere byarkitektonisk analyse."
Byplanmæssig vurdering: "Den markante beliggenhed på en af
Københavns vigtigste pladser og ved Ørstedsparken er herlighedsværdier, der kan
understrege hovedbibliotekets brede sigte som kulturhus. Den nye anvendelse af
pladsen forudsætter ændring af kommuneplanen samt udarbejdelse af en lokalplan."
(Citat fra: Byens Hus – Et nyt hovedbibliotek,
Foranalyse til et nyt hovedbibliotek i København, udarbejdet af en
arbejdsgruppe nedsat af Kultur- og Fritidsforvaltningen, marts 2003.
I løbet af sommeren og efteråret 2003 har forvaltningen
haft adskillige møder med Freja A/S, for om muligt at afklare ejernes holdning
til at anvende Israels Plads til en ny biblioteksbygning. I nogle af disse
møder har politikere fra udvalget været inviteret til at deltage. Freja
ejendomme A/S har været meget konstruktiv i arbejdet og har gennem egen arkitekt
lagt adskillige ideer for byggeri på pladsen frem. En del af disse er samlet i
en pamflet: " Nyt hovedbibliotek på Israels Plads", Notat, 11. juni
2003. (bilag 3). Hovedideen er kort sagt at "trække parken op på
pladsen", og via en transparent, funktionel biblioteksbygning at udnytte
den øverste etage i den eksisterende parkeringskælder til idrætsfaciliteter til
brug for de omkringliggende skoler og publikum i øvrigt.
I løbet af forhandlingerne har Freja ejendommes bestyrelse
tilkendegivet sin interesse ved på ganske særlige betingelser at medvirke ved
finansieringen af en arkitektkonkurrence på pladsen.
Forvaltningens
indstilling.
Forvaltningen indstiller Vandværksgrunden, fordi grunden er
centralt beliggende og trafikalt ideelt placeret, ligesom for øvrigt Israels
Plads.
Et bibliotek placeret på Vandværksgrunden vil indgå i et
arkitektonisk og funktionelt samspil med en række andre
"begivenhedsinstitutioner" på Axeltorv, såsom Palads Teatret, Cirkusbygningen
og Tivoli. Det vil ligeledes højne Axeltorvs funktion som en central plads i
bymidten, hvis man med en smuk og markant bygning afrunder og lukker pladsen
mod nordvest.
Endelig er det undersøgt at et tilstrækkeligt byggefelt kan
skabes på pladsen, hvor dog en del bevaringsværdige bygninger udgør en
interessant udfordring for den rette arkitekt. Alle væsentlige bygninger på
grunden har høj bevaringsværdi, og det er ikke muligt at vurdere om en eventuel
fredningssag vil kunne medføre hel eller delvis fredning af bygningskomplekset.
Det indstilles tillige, at Kultur- og Fritidsforvaltningen umiddelbart efter, at en lokalisering er vedtaget, igangsætter arbejdet med udformning af en international arkitektkonkurrence om byggeri af et nyt hovedbibliotek. Konkurrencegrundlaget m.v. vil til sin tid blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget til godkendelse, og Borgerrepræsentationen til frigivelse af bevilling.
Det forudsættes, at forvaltningens administrerende direktør og stadsbibliotekaren sideløbende med arkitektkonkurrencen søger fondsstøtte til delvis finansiering af byggeriet.
ØKONOMI
Siden
foråret 2003 er der ikke sket ændringer i vurderingen af den samlede pris for
byggeriet. Alt i alt er vurderingen stadig at en ny biblioteksbygning i
København på 18.000-20.000 m2 vil koste 450 til 500 mio. kr. i opførelse.
Under
forudsætning af at der kan opnås et 30-årigt internt kommunalt lån, kan forvaltningen
umiddelbart finansiere tilbagebetaling til en værdi af 150 mio. kroner i kraft
af den husleje, som p.t. betales i Krystalgade.
Restfinansieringen skal fremskaffes, dels i form af direkte kommunale tilskud, dels i form af fondsstøtte. I forbindelse med sidstnævnte form for finansiering er det af afgørende betydning, at der foreligger udtrykt politisk vilje til at opføre et nyt hovedbibliotek i København, og at der er truffet beslutning om, hvor et sådant byggeri i givet fald skal opføres.
Finansiering af arkitektkonkurrencen
En
international arkitektkonkurrence kan udskrives kort tid efter, at
Borgerrepræsentationen har truffet beslutning om placering af et nyt
Hovedbibliotek. Vælges Vandværksgrunden som placering, kan en konkurrence
finansieres af en kommunal bevilling på 2.3 mio. kr. Dette beløb er i underkanten for, hvad en
traditionelt gennemført konkurrence koster. Forvaltningen vil søge at
gennemføre en utraditionel konkurrence, men vil samtidig søge at skaffe ekstra
midler.
MILJØVURDERING
Der er ikke foretaget miljøvurdering.
BILAG
1. Byens Hus – Et nyt hovedbibliotek. Foranalyse til et nyt
hovedbibliotek i København (fremlægges – er tidligere udsendt)
2. "Byens Hus. Foranalyse til nyt hovedbibliotek i
København 2008" (fremlægges – er tidligere udsendt)
3. Notat af 11. august 2003 fra Freja Ejendomme A/S
Carsten Haurum /Børge Sørensen