Mødedato: 17.06.2004, kl. 16:00

Organisering af KULTURHAVN

Organisering af KULTURHAVN

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 17. juni 2004

 

 

Sager til beslutning

 

17.      Organisering af KULTURHAVN

(KFU 201/2004)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller

 

at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at KULTURHAVN fra 1. januar 2005 får status af projekt i Kultur- og Fritidsforvaltningen.

 

 

RESUME

Foreningen KULTURHAVN, som består af de folkeoplysende foreninger i Københavns Kommune, har siden 2000 fået bevilget tilskud til at gennemføre en årlig KULTURHAVNfestival. Festivalen  profilerer de enkelte foreninger, folkeoplysningen generelt og kommunen som en attraktiv by og tiltrak i 2003 75.000 borgere de fire dage KULTURHAVN varede.

 

I 2004 er der bevilget 2 mio. kr. til KULTURHAVNfestivalen, ligesom der er afsat 540.000 kr. til gennemførelse af et særligt KULTURHAVNprojekt i form af en teaterforestilling, som opføres i anledning af H.C. Andersen året 2005.

 

Forvaltningen foreslår at KULTURHAVN får fast status af et projekt i Kultur-og Fritidsforvaltningen forankret i Fritid & Idræt for at sikre en organisering, der kan forene det bedste fra eventen med det bedste fra et politisk ledet system.

 

Forslaget har været til høring i Folkeoplysningsudvalget og Foreningen KULTURHAVN. 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Foreningen KULTURHAVN, som består af de folkeoplysende foreninger i Københavns Kommune, har siden 2000 fået bevilget tilskud til at gennemføre en årlig KULTURHAVNfestival. Festivalen  profilerer de enkelte foreninger, folkeoplysningen generelt og kommunen som en attraktiv by. I 2003 tiltrak festivalen 75.000 borgere de fire dage KULTURHAVN varede.

KULTURHAVN er en selvstændig forening med egne vedtægter. KULTURHAVN er placeret i kommunale lokaler sammen med den kommunale administration. Dette har skabt uklarhed i såvel foreningen som forvaltningen.

Med henblik på at sikre en fortsat udvikling af Kulturhavn-projektet og en mere entydig forankring, har forvaltningen i det følgende overvejet den fremtidige organisering af Kulturhavn.

 

Den nuværende organisering

KULTURHAVN var først et kommunalt projekt med en styregruppe bestående af repræsentanter fra foreningslivet. KULTURHAVN er gået fra at være et lille projekt med en halvtidsmedarbejder - hvor arbejdet hovedsageligt bestod i at koordinere nogle aktiviteter - til at være et kulturpolitisk flagskib, der markedsfører foreningerne. Foreningen har en bestyrelse, som lægger rammerne for festivalen. Der er i dag ansat to personer året rundt til at koordinere festivalen. De suppleres med en frivillig til administrativt arbejde og et yderligere antal lønnede medarbejdere under afviklingen af festivalen.

KULTURHAVN-ideen blev forankret i en forening, da man fra politisk side ønskede at skabe et samarbejde med erhvervslivet om at finansiere en  del af budgettet. I starten havde foreningen en vis succes med finansieringen fra erhvervslivet, men de sidste år har det trods ihærdig indsats vist sig sværere og sværere at få erhvervslivet og fonde til at give tilskud. Baggrunden herfor er bl.a. afmatningen i økonomien og det forhold, at KULTURHAVN har svært ved at give modydelser for sponsoraterne. De tilskud, erhvervslivet giver, er næsten udelukkende naturaliesponsorater. I 2004 finansieres indtil videre 90 % af festivalbudgettet af kommunale tilskud. Det er forvaltningens vurdering, at der heller ikke i de kommende år er udsigt til at en større andel af festivalbudgettet vil kunne finansieres af erhvervslivet. På denne baggrund er der ikke ud fra et økonomisk synspunkt noget behov for, at festivalen ligger i foreningsregi.

 

Kulturhavn-sekretariatet

KULTURHAVN-sekretariatet har kontorlokaler på Flæsketorvet i forbindelse med Fritid & Idræt. I dag får KULTURHAVN stillet kontorfaciliteter gratis til rådighed som et indirekte tilskud. Det er en følge af at projektet var kommunalt i begyndelsen. Placeringen er naturlig, da Fritid & Idræt har den daglige kontakt til alle de folkeoplysende foreninger, som KULTURHAVN henvender sig til. På den måde foregår der et tæt samspil mellem KULTURHAVN og forvaltningen. Hvis KULTURHAVN fortsætter som privat forening, vil det være naturligt, at foreningen på linie med alle andre lejere mv. betaler for de ydelser, foreningen modtager. Udgiften vil være i størrelsesordenen 225.000 kr. årligt.  Med uændret budget for KULTURHAVN vil denne udgift beskære aktiviteterne under festivalen.

 

Mål for fremtiden

KULTURHAVNs fundament er festivalen i slutningen af skolernes sommerferie. Visionen er dog at blive omdrejningspunktet for, at den folkelige kultur udvikles i og omkring havnen, således at kulturhavn er synonymt med folkelige kulturelle aktiviteter i havnen og ikke alene en årlig festival.

Hovedmålene frem til 200 6 er:

·         300 foreninger/aktiviteter er med i Kulturhavn. 80 % tilbyder aktiviteter, som borgerne kan prøve.

·       At flere folkelige kultur- og idrætsarrangementer bliver henlagt til havnen på alle tider af året.

 

Organisering i fremtiden

Som det fremgår af ovenstående er KULTURHAVN et projekt, som er forankret i en privat forening. Forvaltningen har imidlertid en stor indflydelse på målene gennem det daglige samarbejde med projektet. Det er også kommunen, som betaler de fleste udgifter til projektet, da det er et led i kultur- og fritidspolitikken at udvikle attraktive tilbud til københavnerne. Der er derfor brug for en stadig udvikling og fornyelse af projektet, så arrangementet år efter år virker attraktivt og overraskende.

Hvis kommunen vil bevare KULTURHAVN som den kraft, der kan være med til at udvikle eventen yderligere og realisere politiske visioner på kulturområdet, er det forvaltningens vurdering, at det vil være formålstjenstligt at tilføre kommunen de kompetencer, der skal til for at drive projektet. Til at forestå en sådan udvikling er der brug for professionelle folk, der er kreative og har erfaring med events.

Forvaltningen foreslår derfor følgende overordnede ramme for den fremtidige organisering og drift af Kulturhavn:

·        Kulturhavn bør fremstå som en fast begivenhed for København, og bør derfor optages som en del af budgettet.

·        Kulturhavn får status af projekt i Kultur- og Fritidsforvaltningen.

·        Den forvaltningsmæssige forankring er i Fritid & Idræt.

·        Fritid & Idræt ansætter en projektleder med reference til fritidschefen.

·        Fritid & Idræt stiller sekretariatsfaciliteter til rådighed for Kulturhavn.

·        Projektlederen er ansvarlig for afvikling af festival, overholdelse af budget og ansættelse af yderligere personale.

·        Der nedsættes en baggrundsgruppe bestående af repræsentanter for foreningslivet, Fritid & Idræt og Kulturhavn.

·        Én gang årligt fremlægges festivalplan og udviklingsplaner til orientering for Kultur- og Fritidsudvalget.

·        Modellen træder i kraft 1. januar 2005.

Med denne model vil der blive skabt klarhed i organiseringen samtidig med, at foreningslivet stadig er omdrejningspunktet ved udviklingen af KULTURHAVN.

HØRING

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 22. april 2004 (KFU 126/2004) besluttede udvalget at sende forslaget til høring i Folkeoplysningsudvalget og foreningen Kulturhavn. Begge parter har indsendt høringssvar, jf. henholdsvis bilag 4 og bilag 5.

Folkeoplysningsudvalgets høringssvar

Folkeoplysningsudvalget anser det for fornuftigt, at KULTURHAVN får status som projekt i forvaltningen, men pointerer, at det er af afgørende vigtighed, at foreningerne til stadighed kan påvirke indhold og udvikling i aktivite terne. Folkeoplysningsudvalget udtaler endvidere, at det er vigtigt at KULTURHAVN fortsat bevarer sin status som en bred folkelig foreningsfestival, hvor foreningslivet har mulighed for at profilere sig selv og skabe interesse for foreningslivet.

Folkeoplysningsudvalget anser KULTURHAVN for at være den rette til at samle og koordinere de mange ideer fra initiativtagere og foreninger med henblik på udvikling af havnen. Derfor tilslutter udvalget sig fuldt ud ideen om, at foreningslivet via KULTURHAVN er en aktiv medspiller i debatten om udvikling  af havnen i forhold til udfoldelse af folkeoplysende aktiviteter.

Forvaltningens bemærkninger

Folkeoplysningsudvalget pointerer, at hvis organiseringen skal ændres, som forvaltningen foreslår, skal foreningerne fortsat have mulighed for indflydelse på indholdet og udviklingen af aktiviteterne. Dette er indbygget i forvaltningens oplæg, idet der bliver nedsat en baggrundsgruppe med repræsentanter fra foreningslivet.

 

Foreningen KULTURHAVNs høringssvar

Foreningen KULTURHAVN anbefaler, at man fortsætter partnerskabsmodellen mellem foreningen og Københavns Kommune. Foreningen ønsker partnerskabet reguleret af en driftsaftale. Foreningen KULTURHAVN peger på, at ved at bibeholde partnerskabsmodellen vil det fortsat være muligt at søge ekstern finansiering. Man peger på, at det ikke på samme måde vil være muligt ved en ren kommunal organisatorisk forankring.

Foreningen KULTURHAVN vurderer modsat forvaltningen, at der i de kommende år vil være mulighed for yderligere ekstern finansiering.

Foreningen peger endvidere på, at de aftaler, der er indgået med sponsorer om amatørmusicalen "Den lille havfrue", er indgået mellem eksterne bidragydere og foreningen KULTURHAVN, ligesom alle andre aftaler om brug af logo, manuskriptrettigheder m.m. Foreningen udtaler, at det er uklart, hvad det økonomisk kommer til at betyde for dette projekt, hvis foreningen KULTURHAVN nedlægges.

Foreningen KULTURHAVN nævner til sidst, at man ejer en grejbank, der indeholder udstyr til primært vandaktiviteter. Udstyret udlånes gratis til foreningerne, hvilket administreres af medarbejderne i KULTURHAVN.

Forvaltningens bemærkninger

Foreningen vurderer, at hvis KULTURHAVN bliver organiseret i kommunen, vil det ikke på samme måde være muligt at søge ekstern finansiering til aktiviteterne, som hvis KULTURHAVN er foreningsbaseret. Af foreningens budget fremgår det, at ca. 90 % af indtægterne i dag kommer fra kommunen. Der er således ikke noget, der taler for, at man henter mange penge udefra selvom man stadig prøver at interessere sponsorer og fonde for projektet. Den generelle økonomiske afmatning og reglerne for tilladelse til sponsorpleje på offentlige arealer begrænser sponsorers interesse for aktiviteterne.

Problemstillingen med overdragelse af aftaler indgået mellem Foreningen KULTURHAVN og sponsorer kan løses ved at foreningen skriftligt overdrager rettighederne til tredjepart (altså kommunen). Såfremt dette sker, vurderes der ikke at være nogen problemer.

Foreningen nævner Grejbank. Den administreres i dag af medarbejderne i KULTURHAVN. Det vil der ikke blive ændret ved, hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at gøre KULTURHAVN til et projekt i forvaltningen. Foreningens grejbank foreslås overdraget til kommunen på linie med de andre aktiver. Den baggrundsgruppe, der nedsættes, vil tage beslutning om udviklingen i grejbanken.

 

Konklusion

Forvaltningen anbefaler, at KULTURHAVN får status af et projekt i Kultur-og Fritidsforvaltningen fra 2005. Med denne model vil der blive skabt klarhed i organiseringen samtidig med, at foreningslivet stadig er omdrejningspunktet ved udviklingen af KULTURHAVN.

 

MILJØVURDERING

Der er ikke foretaget miljøvurdering.

 

ØKONOMI

 

I 2004 er der bevilget 2 mio. kr. til foreningen KULTURHAVN til gennemførelse af den årlige KULTURHAVN. Derudover er der bevilget 540.000 kr. til gennemførelse af et særligt KULTURHAVNprojekt i form af en teaterforestilling, som opføres i anledning af H.C. Andersen året 2005. Til dette teaterprojekt er der fra det særlige indsatsområde for voksenundervisningen under folkeoplysningen bevilget 261.000 kr. i 2004. Derudover søges private sponsorer om tilskud til teaterforestillingen.

 

 

BILAG

 

1. Målsætninger for KULTURHAVN 2003-2006

2. Regnskab for 2003 (fortroligt – fremlægges)

3. Budget for 2004 (fortroligt – fremlægges)

4. Høringssvar fra Folkeoplysningsudvalget

5. Høringssvar fra Foreningen KULTURHAVN.

 

 

Carsten Haurum                   

/Mads Kamp Hansen


 


Til top