Mødedato: 17.06.2004, kl. 16:00

Københavns Idrætsanlæg - godkendelse af bilag til driftskontrakt samt evaluering

Københavns Idrætsanlæg - godkendelse af bilag til driftskontrakt samt evaluering

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 17. juni 2004

 

 

Sager til beslutning

 

12.      Københavns Idrætsanlæg - godkendelse af bilag til driftskontrakt samt evaluering

(KFU 200/2004)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget godkender de reviderede bilag 1-4 til driftskontrakten for Københavns Idrætsanlæg

at Kultur- og Fritidsudvalget tager evalueringen af Københavns Idrætsanlægs målsætninger, handlingsplaner og resultatmål for 2003 til efterretning.

 

 

RESUME

I henhold til driftskontrakten med Københavns Idrætsanlæg (KI) § 8, stk. 1 skal bilagene til kontrakten revideres årligt umiddelbart efter vedtagelsen af Københavns Kommunes budget og inden den 31. december.

I notat af 27. november 2003 blev Kultur- og Fritidsudvalget orienteret om, at bilag1-4 til driftskontrakten ville blive forelagt udvalget inden sommerferien 2004.

De reviderede bilag foreligger nu tilligemed en evaluering af KI's målsætninger, handlingsplaner og resultatmål for 2003.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I henhold til driftskontrakten med Københavns Idrætsanlæg (KI) § 8, stk. 1 skal bilagene til kontrakten revideres årligt umiddelbart efter vedtagelsen af Københavns Kommunes budget og inden den 31. december.

I notat af 27. november 2003 blev Kultur- og Fritidsudvalget orienteret om, at budgettet først ville foreligge primo 2004. Baggrunden var, at KI på daværende tidspunkt var i gang med en større revision af institutionens mål og resultatkrav, som brugerbestyrelserne også deltog i. Det arbejde ønskede KI at færdiggøre inden revidering af bilagene.

KI's budget for 2004, som er bilag 5 til driftskontrakten, blev godkendt på udvalgets møde den 18. marts 2004 (KFU 95/04).

I notatet orienterede Kultur- og Fritidsforvaltningen om, at de resterende bilag ville blive forelagt udvalget inden sommerferien 2004. Bilagene 1, 2, 3 og 4 er nu reviderede. Der er ligeledes foretaget en evaluering af KI's målsætninger, handlingsplaner og resultatmål for 2003 (bilag 5).

 

Bilag 1

Bilag 1 er ikke indholdsmæssigt ændret fra 2003 til 2004. Mindre sproglige ændringer er markeret med fed skrift.

 

Bilag 2

Bilag 2 er et uddrag fra Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2004 vedrørende visioner og mål for fritidsområdet. For forståelsens skyld er der slettet de dele af visionspapiret, som ikke har nogen betydning for KI's mål og resultater.

 

Bilag 3

KI har udarbejdet et nyt visionspapir. Bilaget er væsentligt forkortet og er blevet præciseret inden for de 3 hovedkategorier: vision, målsætning og midler. KI har en vision, som tilsiger, at "KI skal være en organisation, der hviler på brugerindflydelse og kendetegnes af en stærk dialog mellem brugerne og organisationen."

Visionspapiret er rammen for KI's arbejde i 2004. Papiret består af de overordnede visioner, mål og resultatkrav med henblik på, at brugerbestyrelserne selv operationaliserer vision og målsætninger. Bilaget er dermed anderledes bygget op end det bilag, som papiret erstatter.

Der er som noget nyt en klar opdeling mellem det idrætspolitiske og det administrative niveau i visionspapiret. Ydermere er der tilføjet et afsnit om de midler, som skal anvendes for at nå målsætningerne.

 

Bilag 4

Bilag 4 omhandler de økonomiske rammer for KI's virke. Rettelser er markeret med fed skrift.

Efter udarbejdelsen af "Redegørelse om KI´s samlede økonomiske situation" er der inkorporeret et nyt afsnit i punkt 3 om det vedligeholdelsesmæssige efterslæb på KI's idrætsanlæg. Pt. skønnes det, at 25 ud af de 56 idrætsanlæg er tæt på nedbrud.

Derudover er der tilføjet et punkt vedrørende Københavns Kommunes indkøbsaftaler, hvilket skal ses i sammenhæng med Borgerrepræsentationens beslutning om, at kommunens forpligtelser i henhold til indkøbsaftaler også skal gælde de selvejende institutioner (BR 162/04).

 

Evaluering

Evalueringen af KI's målsætninger, handlingsplaner og resultatmål for 2003 (bilag 5) er samtidig en evaluering af det nuværende bilag 3 til driftskontrakten. KI har kort opsummeret, hvor langt organisationen er nået med opfyldelsen af målsætningerne i 2003. Konklusionerne er markeret med fed skrift.

 

Forvaltningens indstilling

Det indstilles, at de ændrede bilag 1-4 godkendes, samt at evalueringen af KI's målsætninger, handlingsplaner og resultatmål for 2003 tages til efterretning.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.

 

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

BILAG

1. Vision, målsætninger, handlingsplaner og resultatmål samt opfølgning herpå

2. Vision og mål for fritidsområdet - budget 2004

3. KI's overordnede vision og målsætninger

4. De økonomiske rammer

5. Evaluering af KI's målsætninger, handlingsplaner og resultatmål for 2003

6. Kontrakt mellem KI og KFU af 10. december 2002 (fremlægges)

 

 

Carsten Haurum

/Mads Kamp Hansen


 


Til top