Mødedato: 17.03.2005, kl. 15:00

Genopførelse af Østre Kapel som multikulturhus i Utterslev Mose - Udsat sag fra 3. og 24. februar 2005 - bilag tidligere udsendt

Genopførelse af Østre Kapel som multikulturhus i Utterslev Mose - Udsat sag fra 3. og 24. februar 2005 - bilag tidligere udsendt

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag de n 17. marts 2005

 

 

Sager til beslutning

 

2.      Genopførelse af Østre Kapel som multikulturhus i Utterslev Mose - Udsat sag fra 3. og 24. februar 2005 - bilag tidligere udsendt

(KFU  97/2005)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget ikke giver tilskud til genopførelse af Østre Kapel som multikulturhus i Utterslev Mose

at Kultur- og Fritidsudvalget ikke overtager det opmagasinerede kapel og de hermed forbundne omkostninger.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 3. februar 2005

Sagen blev udsat ved mødets start.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. februar 2005

Forvaltningen havde omdelt følgende supplerende materiale om sagen på mødet:

·        Brev af 21. februar 2005 fra Bispebjerg Lokalråd

 

Der blev begæret afstemning om et af Bjarne Fey stillet ændringsforslag om, at indstillingens 1. at-punkt formuleres således: "Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at spørgsmålet om genopførelsen af Østre Kapel som multikulturhus i Utterslev Mose indgår i de kommende forhandlinger om kommunens budget 2006."

 

Et flertal (Hellen Hedemann, Bjarne Fey, Finn Rudaizky, Martin Geertsen, Leslie Arentoft, Helle Sjelle og Jens Kjær Christensen) stemte for ændringsforslaget.

Et mindretal (Karin Storgaard) stemte imod.

Ændringsforslaget om at spørgsmålet indgår i de kommende forhandlinger om kommunens budget 2006 blev dermed tiltrådt.

 

Der blev begæret afstemning om indstillingens 2. at-punkt.

Et flertal (Hellen Hedemann, Bjarne Fey, Finn Rudaizky, Martin Geertsen, Helle Sjelle og Jens Kjær Christensen) stemte for indstillingens 2. at-punkt.

Et mindretal (Leslie Arentoft og Karin Storgaard) stemte imod.

Indstillingens 2. at-punkt blev dermed tiltrådt.

 

Karin Storgaard ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Dansk Folkeparti kan ikke tilslutte sig det af SF stillede ændringsforslag samt indstillingen om, at sige nej til at overtage det opmagasinerede kapel. Hvis SF´s forslag er realistisk må man også overtage lejemålet for opbevaringen. Ved at skubbe sagen til "hjørne", giver man håb i stedet for at tage stilling til sagen her og nu."

 

 

 

 

 

RESUME

Kultur- og Fritidsudvalget behandlede på sit møde den 18. november 2004 en ansøgning fra Projektgruppen Bispebjerg Nordvest om genopførelse af Østre Kapel som multikulturhus i Utterslev Mose. Sagen blev udsat med henblik på nærmere vurdering, af følgende punkter:

  1. Projektforslagets arkitektoniske kvalitet
  2. Træets kvalitet
  3. Alternativt byggeri
  4. Finansiering

 

Kultur- og Fritidsudvalget har efterfølgende modtaget en henvendelse fra Bygge- og Teknikudvalget om, at dette udvalg har besluttet ikke længere at finansiere opmagasinering af kapellet. På den baggrund tilbydes Kultur- og Fritidsudvalget at overtage det opmagasinerede Kapel og de hermed forbundne omkostninger.

 

Forvaltningen har undersøgt de angivne punkter og fastholder på den baggrund indstillingen om, at der ikke gives tilskud til genopførelse af Østre Kapel som multikulturhus i Utterslev Mose, og at det på den baggrund meddeles Bygge- og Teknikudvalget, at udvalget ikke ønsker at overtage det opmagasinerede kapel og de hermed forbundne omkostninger.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Kultur- og Fritidsudvalget behandlede på sit møde den 18. november 2004 (KFU 373/2004)en ansøgning fra Projektgruppen Bispebjerg Nordvest af 15. september 2004 om genopførelse af Østre Kapel som multikulturhus i Utterslev Mose. Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen med henblik på en nærmere undersøgelse af følgende punkter:

a.   Projektforslagets arkitektoniske kvalitet

  1. Træets kvalitet
  2. Alternativt byggeri
  3. Finansiering

 

Undersøgelsen

a. Projektforslagets arkitektoniske kvalitet

Stadsarkitekt Jan Christiansen har gennemgået byggeriet og er nået frem til følgende vurdering:

"Østre Kapel har i sig selv ingen særlig arkitektonisk kvalitet, men er som eksempel på et nationalromantisk, historicistisk bygværk bevaringsværdigt i en Københavnsk sammenhæng.

Den påtænkte ombygning tilføjer huset enkelte facademæssige opstramninger og rumlige arkitektoniske kvaliteter samt en rigere funktionel brugbarhed. Desuden forekommer den foreslåede nye placering i Utterslev Mose som eksempel på et fint samspil mellem bygning og landskab.

Efter enkelte mindre rettelser kan de foreliggende planer om placering og ombygning af Østre Kapel gennemføres inden for lokalplanen."

 

b. Træets kvalitet

Der er foretaget to undersøgelser af træets stand. Den ene undersøgelse er iværksat af Jan Lindboe i samarbejde med tømrer, Hans Hegelund-Christensen, som har været med til at nedtage Kapellet. Den anden undersøgelse er foretaget af Bygningsservice i Bygge- og Teknikforvaltningen.

Begge undersøgelser er baserede på en vurdering af den del af træværket, som er umiddelbart tilgængeligt. En samlet vurdering af træværket skønnes at ville koste mellem 50.000 og 100.000 kr. at gennemføre 

Tømrer Hans Hegelund-Christensen vurderer, at materialerne vil kunne genbruges i den stand, de forefindes, med delvise reparationer og udskiftninger af trædele.

Bygge- og Teknikforvaltningen vurderer imidlertid, at kun 60-70 % af det samlede træværk vil kunne genbruges i en genopførsel af Østre Kapel. Vurderingen er et forsigtigt skøn på baggrund af standen af det tilgængelige træværk og erfaring fra tilsvarende opbevaring. 

 

c. Alternativt byggeri

Som oplyst i indstilling til mødet den 18. november 2004 (KFU 373/2004) er kvadratmeterprisen for genopførelsen af Østre Kapel ca. 14.000 kr. svarende til prisen på nybyggeri. Såfremt der skal opføres faciliteter til kultur- og idrætsbrug, er nybyggeri derfor langt mere attraktivt, da dette kan indrettes specifikt til de påtænkte formål.

Alternativt kan man overveje at indtænke faciliteterne fra Østre Kapel i renovering af eksisterende faciliteter.

Forvaltningen vurderer, at der vil være mulighed for at opføre faciliteter til de ønskede idrætsaktiviteter i forbindelse med Emdrup Idrætspark og i Rentemestervejkvarteret.

Emdrup Idrætspark ligger på Nøkkerosevej i Nordvest. KFUM Idræt, der er den største aktør på anlægget, har fået udarbejdet et forslag til udviklingsplan for anlægget. Planen rummer bl.a. yderligere indendørsfaciliteter i form af en multihal. De aktiviteter, der foreslås gennemført i Østre Kapel, vil kunne gennemføres i forbindelse med en eventuel udvikling af anlægget på Nøkkerosevej.

Derudover er der i Rentemestervejkvarteret et kreativt miljø, der anvender nuværende industribygninger til kulturelle og kunstneriske aktiviteter. Det vil formentlig være muligt at finde plads i disse bygninger til de foreslåede aktiviteter fra Østre kapel.

 

d. Finansiering

Jan Lindboe, leder af Kvarterløftshuset Dortheavej og medlem af projektgruppen, har udarbejdet et forslag til finansieringsplan for genopførelse af Østre Kapel. Planen er inddelt i 3 etaper. Etapefordelingen muliggør en fordeling af udgifterne over 2 til 3 budgetår og/ eller en fordeling af udgifter på forskellige fonde.

 

Projektgruppen har sendt projektbeskrivelsen til Lokale- og Anlægsfonden og til Real Dania Fonden med henblik på at undersøge mulighederne for en eventuel samfinansiering med Københavns Kommune. Det skal bemærkes, at der på nuværende tidspunkt ikke er udarbejdet en officiel ansøgning til de to fonde. Fondene har tidligere udtrykt sig positivt over for projektet, men har begge ønsket en positiv tilkendegivelse fra Københavns Kommunes side før egen stillingtagen til medfinansiering af projektet.

 

Forvaltningen tager forbehold for, at finansieringsplanen alene er udarbejdet på baggrund af oplysninger fra Jan Lindboe. Der er på nuværende tidspunkt ikke foretaget en ingeniørfaglig vurdering af det nye projekt.

 

Finansieringsplan 1. fase

Opførelse af råhus:

Københavns Kommune: 2,2 mio. kr.

Lokale- og Anlægsfonden: 2,2 mio. kr.

Real Dania Fonden: 2,2 mio. kr.

I alt: 6,6 mio. kr.

 

Finansieringsplan 2. fase

Færdigbygning og møblering af huset:

Københavns Kommune: 1,8 mio. kr.

Lokale- og Anlægsfonden: 0,8 mio. kr.

Real Dania Fonden: 1,8 mio. kr.

I alt: 4,4 mio. kr.

 

I alt: 11,0 mio. kr..

HHeraf 4 mio. fra Københavns Kommune

 

 

Henvendelse fra Bygge- og Teknikforvaltningen omkring opmagasinering af Østre kapel.

Bygge- og Teknikudvalget har i brev af 18. januar 2004 meddelt, at dette udvalg har besluttet ikke længere at finansiere opmagasinering af kapellet, hvorfor Kultur- og Fritidsudvalget tilbydes at overtage det opmagasinerede Kapel og de hermed forbundne omkostninger. Udgiften til opmagasinering udgør 6750 kr. om måneden ex. moms.

 

 

 

Indstilling

Forvaltningen har gennemgået de enkelte punkter. Forvaltningen vurderer - på trods af Østre Kapels historicistiske bevaringsværdighed -, at der er for stor usikkerhed omkring træets stand til, at det vil være forsvarligt at genopføre Østre Kapel. Forvaltningen vurderer endvidere, at man for samme pris kan bygge nye - eller udvikle eksisterende faciliteter, som er direkte målrettede de påtænkte formål. Endelig er det forvaltningens vurdering, at finansieringsplanen er behæftet med usikkerhed, samt at det er uklart, om der kan opnås fondsstøtte.

 

På den baggrund indstiller forvaltningen, at der ikke gives tilskud til en eventuel genopførelse af Østre Kapel som multikulturhus i Utterslev Mose, og at det meddeles Bygge- og Teknikudvalget, at udvalget ikke er interesseret i at overtage det opmagasinerede kapel og de hermed forbundne omkostninger.

 

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

 

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

 

BILAG

1.       Brev af 18. januar 2005 fra Bygge- og Teknikudvalget

 

 

 

Carsten Haurum

 

                                                                                       /Merete Evers

 


 


Til top