Mødedato: 17.01.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Opfølgning på Københavnertingets arbejde 2023

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte på sit møde den 21. juni 2022 forslag til temaer for Københavns Kommunes borgerting i 2023, som fremover benævnes ”Københavnertinget”. Økonomiudvalget besluttede på sit møde den 25. oktober 2022 temaet: ”Vores fælles København – trivsel og plads til alle”. Temaet er en sammenfatning af fem fagudvalgs temaforslag, herunder Kultur- og Fritidsudvalgets forslag: ”Hvordan får vi plads til idræts- og kulturfaciliteter i København, når vi bor så tæt.” Det overordnede tema er formuleret som et kernespørgsmål, ”Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og plads til alle?”, som Københavnertinget kan tage stilling til, mens de fem fagudvalgs temaforslag er formuleret som underspørgsmål til kernespørgsmålet.

Med denne indstilling orienteres udvalget om Københavnertingets videre arbejde. Derudover skal udvalget tage stilling til det udvalgsspecifikke underspørgsmål, samt udpege to medlemmer af udvalget til at indgå i en politisk følgegruppe.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender sit udvalgsspecifikke underspørgsmål: ”Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og plads til alle, så vi får plads til idræts- og kulturfaciliteter, når vi bor så tæt?”.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget udpeger to medlemmer af udvalget til at indgå i den politiske følgegruppe til Københavnertingets arbejde.
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen om Københavnertingets opgave og mandat, som beskrevet i indstillingens løsningsafsnit, til efterretning.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede i forbindelse med Overførselssagen 2021-2022 at oprette et borgerting som et pilotprojekt i perioden 2022-2024. Oprettelsen er en del af en større indsats om at undersøge nye metoder til at inddrage københavnerne. Borgertinget i Københavns Kommune benævnes fremover ”Københavnertinget”.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede 21. juni 2022 (bilag 7) at melde to mulige temaer ind til drøftelse for Københavnertinget:

  • Hvordan får vi plads til idræts- og kulturfaciliteter i København, når vi bor så tæt.
  • Hvilket kulturudbud ønsker vi i København.

Økonomiudvalget besluttede den 25. oktober 2022 et overordnet tema ”Vores fælles København – trivsel og plads til alle”, som er en sammenfatning af fem af de indmeldte temaer fra fagudvalgene (bilag 4), herunder Kultur- og Fritidsudvalgets.

Løsning

Københavnertingets sammensætning sker ved tilfældig udvælgelse, som samtidig sikrer, at deltagerne afspejler befolkningssammensætningen i Københavns Kommune (se bilag 2). Omkring 70.000 københavnerne i alderen 16-99+ bosat i Københavns Kommune inviteres i e-Boks til at melde sig til at deltage i lodtrækningen (bilag 5). Efterfølgende gennemføres en lodtrækning om 36 pladser blandt de tilmeldte.

Det overordnede tema og de indmeldte temaer er på baggrund af Økonomiudvalgets beslutning omformuleret til et kernespørgsmål, ”Hvordan udvikler vi sammen København med trivsel og plads til alle?”, samt en række udvalgsspecifikke underspørgsmål, som Københavnertingets arbejde kan tage udgangspunkt i (bilag 3). Deltagerne i Københavnertinget samles over en række møder faciliteret af en ekstern aktør for at diskutere og formulere fælles anbefalinger til politikerne ud fra kernespørgsmålet og underspørgsmålene. Københavnertingets anbefalinger skal efter tidsplanen (bilag 6) afleveres til politikere og fagforvaltninger i september 2023. De relevante anbefalinger for Kultur- og Fritidsudvalget behandles efterfølgende som minimum på et udvalgsmøde i november-december 2023.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har deltaget i en arbejdsgruppe på embedsmandsniveau under ledelse af Økonomiforvaltningen, som har formuleret udkast til underspørgsmål. Da Kultur- og Fritidsudvalgets foreslåede tema ”Hvordan får vi plads til idræts- og kulturfaciliteter i København, når vi bor så tæt”, allerede er formuleret som et spørgsmål, som giver Københavnertinget mulighed for at debattere og udarbejde anbefalinger, er der sket meget begrænset omformulering ved bearbejdningen af udvalgets temaforslag til et underspørgsmål.

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at formulere et andet underspørgsmål, skal det således være indenfor udvalgets foreslåede tema, ”Hvordan får vi plads til idræts- og kulturfaciliteter i København, når vi bor så tæt”.

Københavnertingets politiske mandat

Det politiske mandat, der er givet med Borgerrepræsentationens beslutning om at nedsætte Københavnertinget, og som følger af OECD’s princip om politisk forpligtelse, jf. bilag 1, indebærer følgende for fagudvalgene:

  • At de involverede fagudvalg har givet Københavnertinget 2023 mandat til at udarbejde uvildige anbefalinger til det kerne- samt underspørgsmål, som Københavnertinget er blevet stillet.
  • At fagudvalgene støtter op om Københavnertingets arbejde og udfald af anbefalinger – uanset andre politiske dagsordner og strategier.
  • At anbefalingerne behandles i de involverede fagudvalg på minimum ét udvalgsmøde i løbet af november-december 2023, og at fagudvalgene i den forbindelse redegør for, hvordan anbefalingerne bliver fulgt – og ikke fulgt.
  • At fagudvalgene er forpligtet til at give en status på den politiske behandling af anbefalingerne via mail til Københavnertingets medlemmer samt offentligt via Københavns Kommunes egne kommunikationskanaler. Det sker inden for de første tre måneder efter anbefalingerne er overleveret fra Københavnertinget, samt igen inden for tolv måneder med henblik på at Københavnertinget orienteres om status på fremdrift og/eller implementeringen af deres anbefalinger.
  • At fagudvalgene ikke er forpligtet til politisk at følge eller vedtage anbefalingerne.

Politisk følgegruppe – Københavnertingets ambassadører

Der nedsættes en politisk følgegruppe, som skal være med til at give Københavnertinget demokratisk tyngde, skabe opmærksomhed omkring og sikre organisatorisk forankring af metoden og anbefalingerne. For hvert fagudvalg skal der udpeges to udvalgsmedlemmer, der sammen skal udgøre den politiske følgegruppe.

Følgegruppen forventes at skulle mødes i alt ca. 3-4 gange, som observatør og/eller med partsindlæg ved 1-2 konkrete møder i Københavnertinget samt i forbindelse med forberedelse, afvikling og afslutning af Københavnertingets arbejde. Følgegruppen faciliteres af Borgerrepræsentationens Sekretariat under vejledning af We Do Democracy.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Forud for Borgerrepræsentationens møde den 2. februar 2023 vil Borgerrepræsentationens Sekretariat give en nærmere orientering om borgerting, herunder udvælgelsen af deltagere, Københavnertingets arbejdsform samt samspillet mellem Københavnertingets anbefalinger og Borgerpræsentationens arbejde.

Den politiske følgegruppe vil blive indkaldt undervejs i processen som beskrevet i løsningsafsnittet.

Kultur- og Fritidsudvalget vil blive præsenteret for Københavnertingets anbefalinger på udvalgets område i slutningen af 2023, når disse foreligger.

Søren Tegen Pedersen

/Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. januar 2023:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens første at-punkt. 

For så vidt angår indstillingens andet at-punkt, besluttede udvalget, at partierne vender tilbage med udpegninger til følgegruppen.

For så vidt angår indstillingens tredje at-punkt tog udvalget orienteringen til efterretning.

Det Konservative Folkeparti ønskede følgende protokolbemærkning: "Det Konservative Folkeparti er kritiske over for Københavnertingets arbejde, da vi mener, der bruges for mange ressourcer på noget med begrænset output. Anbefalinger som politikerne ikke er forpligtet til at følge, vil blot ende som hensigtserklæringer, men ikke nødvendigvis rykke ved det politiske arbejde. Vi vil anbefale, at man som borger gør sin stemme gældende via offentlige høringer, borgermøder, i lokaludvalg og ved at kontakte politikere og forvaltninger og indgå i dialog om specifikke sager og ønsker."

Plan- og tilskudschef Mads Kamp Hansen deltog under punktets behandling.

Til top