Mødedato: 17.01.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Høring om forslag til strategi og handleplan for biodiversitet i København

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal afgive høringssvar til Københavns Kommunes strategi og handleplan for biodiversitet i København. Kultur- og Fritidsudvalget har drøftet biodiversitet på kultur- og fritidsområdet ad flere omgange – senest ved temadrøftelsen om biodiversitet den 27. oktober 2022.

Forvaltningens forslag til høringssvar indeholder bl.a. bemærkninger om koordinatorer, registrering af områder, at man skal undgå, at aktivitetsarealer indskrænkes, at man skal være opmærksom på ikke at anlægge vild natur for tæt på fodboldbaner med græs og endelig, at finansiering af indsatser skal afklares.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender forvaltningens forslag til høringssvar (bilag 1) til forslag til strategi 2022-2050 og handleplan 2022-2025 for biodiversitet i København.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 28. november 2022 at sende forslag til strategi 2022-2050 og handleplan 2022-2025 for biodiversitet i København (bilag 2 og 3) i høring hos Kultur- og Fritidsudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. I høringsmaterialet er nævnt en række konkrete indsatser, hvor kultur- og fritidsområdet indgår.

Løsning

Kultur- og fritidsområdet har flere muligheder for at levere et vigtigt bidrag til arbejdet med at styrke biodiversitet i København. Ved Kultur- og Fritidsudvalgets temadrøftelse om biodiversitet den 27. oktober 2022 var fokuspunkterne navnlig fremme af biodiversitet gennem drift af kultur- og fritidsfaciliteter, profil-kulturhuse, grønne oaser ved kulturhuse, frivillighed, partnerskaber og kulturevents med fokus på biodiversitet (bilag 5 og 6). 

Kultur- og Fritidsudvalgets fokusområder fra temadrøftelsen den 27. oktober 2022 indgår i strategien og i den tilknyttede handlingsplan under tema 3, indsats 3.4, og tema 4, indsats 4.1, 4.2 og 4.3.

I forslaget til høringssvar peger forvaltningen desuden på følgende:

  1. at det kræver to biodiversitetskoordinatorer (to hele årsværk) med forankring i KFF at gennemføre strategiens og handleplanens indsatser på kultur- og fritidsområdet. Den ene koordinator skal arbejde borgerinddragende med fremme, formidling og udbredelse af biodiversitet i tilknytning til kultur- og fritidsfaciliteterne. Den anden koordinator skal arbejde med naturfaglig udvikling og implementering af biodiversitet i driften af kultur- og fritidsfaciliteterne. Ansættelsen af to biodiversitetskoordinatorer kræver finansiering.
  2. at registrering af egnede områder til biodiversitet skal ske under hensyntagen til forvaltningernes øvrige styringsbehov og med fordel kan ske med udgangspunkt i allerede eksisterende data.
  3. at aktivitetsbaserede arealer ikke må indskrænkes, men kan sammentænkes ved intelligent brug af forskellige plantetyper, anvendelser og teknologier.
  4. at der kan anlægges biodiversitetsbælter tæt på udvalgte kunstgræsbaner, mens der i forbindelse med fodboldbaner af naturligt græs og kunstgræsbaner op ad fodboldbaner med naturligt græs ikke må anlægges biodiversitetsbælter med henblik på at undgå krydsbestøvning og mutation af græssorter, som vil presse og forringe plejen af fodboldbanerne.
  5. at behovet for finansiering af indsatserne skal afklares, da det ikke særskilt fremgår af udkastet fra TMF - herunder fordeling af finansieringsbehov mellem forvaltningerne.

Centralt for alle indsatserne er, at de mangler yderligere afdækning af muligheder og begrænsninger fx i forhold til valg af konkrete arealer og partnerskaber, samt hvad indsatserne kræver af ressourcer og finansiering. Dette vil blive afdækket frem mod forhandlingerne om Budget 2024.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Der er pt. ikke afsat budgetmidler til nye indsatser, der understøtter biodiversitet på Kultur- og Fritidsforvaltningens område.

Videre proces

Høringssvar til strategi og handleplan for biodiversitet vil blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget i februar 2023 og Økonomiudvalget og Borgerpræsentationen i marts 2023.

I 2023 foretager Kultur- og Fritidsforvaltningen en gennemgang af forvaltningens registrerede arealer og faciliteter. På baggrund af analyserne af det reviderede materiale vil forvaltningen prioritere og udpege mere præcise arealer og randzoner, som egner sig til øget biodiversitet.

Kultur- og Fritidsudvalget vil få fremlagt en fælles budgetpakke om biodiversitet til forhandlingerne om Budget 2024.

 

Søren Tegen Pedersen

                                         /Christian Biel Knudsen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. januar 2023:

Kultur- og Fritidsudvalget foretog afstemning om indstillingen.

For stemte: Ø, A, B og F.

Imod stemte: C.

Undlod at stemme: V. 

Udvalget godkendte således høringssvaret. 

Det Konservative Folkeparti ønskede følgende protokolbemærkning: "Vi mener, at arbejdet med biodiversitet bør være decentralt og ikke centralt. Man kan med fordel udlægge det til lokaludvalgene at melde placeringer ind samt øremærke en del af deres midler i deres nuværende budget til det arbejde. Vi mener ikke, at de to årsværk, der lægges op til, skal findes udover det antal medarbejdere, der allerede findes i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Alternativt skal de findes i Teknik- og Miljøforvaltningen, men inden for den nuværende medarbejderramme."

Facilitetschef Christian Biel Knudsen og kontorchef Hannah Schierup deltog under punktets behandling.

 

Til top