Mødedato: 17.01.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Redegørelse om undersøgelse af andre forvaltningers ejendomme

Nærværende indstilling redegør for status på allerede indhentede oplysninger samt den videre proces i forbindelse med en fuldstændig oversigt over ejendomme, som er ejet af Københavns Kommune.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at
  1. Kultur- og Fritidsudvalget tager nærværende redegørelse og den videre proces til efterretning.

Problemstilling

MB Simon Strange har anmodet Københavns Ejendomme om en fuldstændig oversigt over kommunens ejendomme. Oversigten skal redegøre for, hvilke ejendomme der ligger i Københavns Ejendomme og hvilke der fortsat ligger i fagforvaltningerne med specifik begrundelse herfor. Simon Strange har anmodet om at få redegørelsen fremlagt i Kultur- og Fritidsudvalget.  

Der findes ikke registre, der viser samtlige ejendomme ejet af Københavns Kommune. Udgangspunktet for ejendommenes overførsel til Københavns Ejendomme eller forbliven i forvaltningerne er materialesamlingen, der var et bilag til Borgerrepræsentationens beslutning af 24. november 2005 om etablering af Københavns Ejendomme. Ifølge materialesamlingen skal alle kommunens ejendomme overføres til Københavns Ejendomme, bortset fra følgende:

  • Selvejende institutioner
  • Københavns Idrætsanlæg (der blev truffet beslutning om kommunalisering af KI ­ BR 370/05)
  • Københavns Energi (er udskilt fra kommunen ­ BR 449/04)
  • Ejendomme indenfor det takstfinansierede område indenfor Miljø- og Forsyningsforvaltningen
  • Veje
  • Parker og parkbygninger
  • Kirkegårde og kirkegårdsbygninger
  • Krematorier
  • Offentlige toiletter
Ifølge materialesamlingen er det kun Københavns Ejendomme, der kan indgå og administrere lejemål for kommunens forvaltninger. Lejemål hos 3. mand indgår ikke i undersøgelsen på nuværende tidspunkt, men Københavns Ejendomme vil kortlægge administration af lejemål på samme måde som kommunalt ejede ejendomme kortlægges nu.

Løsning

Københavns Ejendomme har anmodet samtlige forvaltninger om oplysninger om de ejendomme, som forvaltningerne eventuelt fortsat administrerer.

 

Børne- og Ungdomsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen oplyser, at forvaltningerne ikke selv administrerer eller får administreret kommunale ejendomme af 3. mand.

 

Brandvæsenet oplyser, at deres beredskabsanlæg ikke er overført til Københavns Ejendomme. Beredskabsanlæg er ikke en af undtagelserne i materialesamlingen, hvorfor der som udgangspunkt burde have været sket en overførsel til Københavns Ejendomme. Hovedparten af ejendommene er fritliggende bunkers (406 stk.), som formentlig for en dels vedkommende bliver anvendt til udlejning i fredstid. Brandvæsenet har yderligere oplyst, at der er 10 beredskabsarealer (adgang til vandressourcer), der heller ikke er overført til Københavns Ejendomme, men at disse arealer ønskes overført til Københavns Ejendomme eller Teknik- og Miljøforvaltningen, der i dag drifter arealerne (Teknik- og Miljøforvaltningen).

 

Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har oplyst, at det alene er servicearealer, der ikke er overført til Københavns Ejendomme, og at overførslen heraf beror på arbejdsgruppen nedsat af den tværkommunale styregruppe. Servicearealer er almene arealer knyttet til ældreboliger og drevet af kommunen. Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Socialforvaltningen, Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen (tilsynet med de almene boligorganisationer) og med Københavns Ejendomme som tovholder. Arbejdsgruppen mener, at administrationen af samtlige servicearealer bør placeres i Københavns Ejendomme, men der udestår afklaring af de endelig vilkår for overførslen, herunder forvaltningernes administrationsbidrag til Københavns Ejendomme. Der forventes en afklaring i løbet af foråret 2013.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen har fremsendt en fortegnelse over de ejendomme, som administreres i Teknik- og Miljøforvaltningen, med begrundelser for, hvorfor de fortsat administreres i Teknik- og Miljøforvaltningen. Der er tale om 434 bygninger.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen og Københavns Ejendomme er i efteråret 2012 blevet enige om en fordeling af kommunalt ejede ubebyggede arealer efter principperne i materialesamlingen. Dette er baggrunden for, at Teknik- og Miljøforvaltningens fortegnelse ikke indeholder ubebyggede arealer.

Videre proces

Københavns Ejendomme har i de ejendomsregistre, der er tilgængelige, søgt alle ejendomme ejet af Københavns Kommune, herunder også forvaltningernes, men det er ikke muligt at lave et validt udtræk.

Københavns Ejendomme gennemfører snarest en kvalitetssikring af de oplysninger, der er kommet fra forvaltningerne. Arbejdet, der skal foregå i dialog med forvaltningerne, skal slutte med en fortegnelse over, hvilke ejendomme og lejemål, herunder lejemål hos 3. mand, der forvaltes af Københavns Ejendomme, og hvilke der forvaltes af en anden forvaltning efter en undtagelse i materialesamlingen.

Indenfor 3 måneder vil Københavs Ejendomme fremkomme med en statusredegørelse som opfølgning på ovennævnte.


Carsten Haurum

                        /Gyrithe Saltorp

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. januar 2013:

Indstillingen blev godkendt.

Kultur- og Fritidsudvalget udtrykker forundring over, at et så stort antal ejendomme fortsat ikke er overført til Københavns Ejendomme - 7 år efter dannelsen af Københavns Ejendomme. Kultur- og Fritidsudvalget forventer, at en fuldstændig redegørelse foreligger inden den 1. maj 2013.

Kultur- og Fritidsudvalget orienterer Borgerrepræsentationen om, at arbejdet er sat i gang.

Til top