Mødedato: 17.01.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Retningslinjer for lejepulje til brug af offentlige bygninger og pladser

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til retningslinjer for lejepuljen til brug af offentlige bygninger og pladser i forbindelse med events og internationale topmøder.


Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender retningslinjerne for lejepuljen til brug af offentlige bygninger og pladser i forbindelse med events og internationale topmøder, således som disse fremgår af indstillingens løsningsafsnit.
 

Problemstilling

Der er i Københavns Kommunes budget 2013 afsat årligt 0,5 mio. kr. i 2013-2014 til etablering af en lejepulje til brug af offentlige bygninger og pladser (Æ 96). Puljen skal være med til at finansiere lejeudgifter ved leje af offentlige bygninger i forbindelse med events, internationale topmøder.

Puljen er afsat i forbindelse med den kreative vækstpakke, som har til formål at styrke den kreative vækst i København.

Kultur- og Fritidsudvalget skal fastsætte retningslinjerne for uddeling af midler fra lejepuljen.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget godkender følgende retningslinier for lejepuljen til brug af offentlige bygninger og pladser.

Puljens formål
Puljen anvendes til helt eller delvist at finansiere aktørernes udgifter til leje af offentlige bygninger og pladser.

For at sikre volumen og størst mulig eksponering foreslås det, at midlerne anvendes til aktørernes lejeomkostninger i forbindelse med arrangementer ved de større centralt beliggende bygninger/kulturinstitutioner.

Eksempler herpå kunne være Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Teater, Glyptoteket, Thorvaldsens Museum, Københavns Museum, Det Kongelige Bibliotek, Nationalmuseet eller Københavns Rådhus.

Puljen kan kun anvendes til støtte til lejeudgifter i forbindelse med arrangementer og events inden for kreative erhverv, eksempelvis inden for mode, mad, musik, design, film og computerspil. 

Aktiviteten skal have et vækstpotentiale inden for kreativ vækst i København. Eksempler kan være events, der eksponerer de kreative erhverv over for det øvrige erhvervsliv, events med internationalt fokus, events der giver yderligere eksponering til en aktivitet eller lignende. 

Uddeling af midler
Uddeling af puljens midler vil ske med 0,5 mio. kr. i henholdsvis 2013 og 2014.

Der vil være 3 årlige ansøgningsfrister fordelt på følgende datoer:
Ansøgningsfristerne for 2013: 1. marts, 1. juni og 1. oktober.
Ansøgningsfristerne for 2014: 1. januar, 1. juni og 1. oktober.

Ansøgningerne bliver forelagt Kultur- og Fritidsudvalget på det først mulige udvalgsmøde efter ansøgningsfristen.

Puljen kan finansiere hel eller delvis leje og der kan søges tilskud på op til 100.000 kr. Hvis midlerne bruges i løbet af det første eller andet møde vil den/de efterfølgende frister i indeværende år aflyses.

Krav til ansøger
Puljen kan ansøges af aktører inden for kreative erhverv.

For at komme i betragtning skal ansøger sende en kort projektbeskrivelse, herunder redegøre for projektes formål samt hvordan det bidrager til at skabe kreativ vækst i København. Derudover skal ansøger sende budget og finansieringsplan.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender retningslinjerne for lejepuljen vil Kultur- og Fritidsforvaltningen annoncere puljen samt ansøgningskrav på kommunens hjemmeside.

 

Carsten Haurum     /

                                Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. januar 2013:

Retningslinjerne blev godkendt med den ændring, at midlerne anvendes til aktørernes lejeomkostninger i forbindelse med arrangementer på steder, som øger eksponeringen.
Til top