Mødedato: 17.01.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning fra spillestedet Mayhem

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra spillestedet Mayhem på 105.000 kr.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag til Mayhem, da der ikke er afsat midler til formålet på udvalgets budget.

Problemstilling

Mayhem søger om i alt 105.000 kr. til en mixer, mikrofoner og stativer, lydisolering og tyverisikring, reparation af taget samt reparation af højttalere.

Løsning

Mayhem er et spillested på Nørrebro. De samler flere genrer fra den eksperimenternde musikscene og har skabt et forum for publikummer og arrangører, som brænder for den yderligtgående kunst. Koncertsalen og de tilstødende værksteder er placeret på KTK-grunden og drives på frivillig basis. Der afholdes ca. 2-3 arrangementer om ugen og eksempler på samarbejdspartnere er diverse foreninger, SNYK, cph-dox, 2200Kultur og Images.

Mayhem har oplevet problemer med indbrud og hærværk og fik i foråret stjålet en mixer, en mikrofon og nogle mikrofonstativer. Mayhem søger derfor om støtte til indkøb af nyt udstyr, samt til sikring af dør til musiksalen. Desuden søger de om tilskud til lydisolering af ydervægge samt reparation af højttalere og tag.

Der ansøges om:
Ny mixer: 12.000 kr.
Mikrofon og stativer: 4.000 kr.
Lydisolering og tyverisikring: 35.000 kr.
Reparation af taget: 50.000 kr.
Reparation af højttalere: 4.000 kr.

I alt 105.000 kr.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Carsten Haurum
                                / Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 17. januar 2013:

Der blev begæret afstemning om et forslag om, at Kultur- og Fritidsudvalget yder et ekstraordinært driftstilskud på 105.000 kr. med henblik på at sikre reparationer og lydisolering; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Et flertal (Neil Stenbæk Bloem, Peter Thiele, Marialise Rømer, Muhammad Aslam, Taner Yilmaz, Simon Strange, Pia Allerslev, Leslie Arentoft, Birthe Skaarup og Allan Ahmad) stemte for forslaget.
Et mindretal (Susanne Møller) stemte imod.
Forslaget blev dermed godkendt.

Susanne Møller tilkendegav at ville være indstillet på at yde et tilskud på 85.000 kr. til reparationer og lydisolering.
Til top