Fornyelse af aftaler for tilskudsmodtagere med varig bevilling
Ifølge lånebekendtgørelsens § 14, kan der højst gives tilsagn om tilskud for tre år ad gangen uden Ankestyrelsens dispensation.
En række tilskud finansieres af varige bevillinger på Kultur- og Fritidsforvaltningens budget, og som følge af lånebekendtgørelsens krav er der behov for fornyet politisk tilsagn minimum hvert tredje år.
Kultur- og Fritidsudvalget blev 14. maj 2024 orienteret om de tilskud med bevillinger, hvis aftaler udløber med 2024, og at alle aktørerne fortsat opfylder betingelserne for at modtage tilskud (bilag 2).
Kultur- og Fritidsudvalget skal derfor drøfte, om der skal indgås nye treårige aftaler for 2025-2027 for de tilskud, der udløber (bilag 1).
Det drejer sig om følgende bevillinger:
- Dansk Jødisk Museum
- Husets Børnefilmklub
- RUSK
- Foreningen Børnenes Dyremark
- Fonden de Københavnske Filmfestivaler
- Kuratelet For De Forenede Kirkeskoler Og Københavns Drengekor
- Copenhagen Jazz Festival Fonden
- Dansehallerne
- Foreningen Dans i Nordvest
Indstilling
Kultur-og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter, om der skal indgås nye treårige tilskudsaftaler med de aktører, som fremgår af bilag 1.
Problemstilling
En række tilskudsaftaler, som finansieres af varige bevillinger på Kultur- og Fritidsforvaltningens budget, udløber med 2024.
Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte, om der skal indgås nye tilskudsaftaler for 2025-2027.
Løsning
Kultur- og Fritidsudvalget blev den 14. maj 2024 orienteret om ni tilskud, som fremgår bilag 1, hvis aftaler udløber med 2024. Kultur- og Fritidsforvaltningen har gennemgået og godkendt indkomne regnskaber og ledelsesberetninger for alle aktører i bilag 1, og alle aktørerne opfylder fortsat betingelserne for at modtage tilskud.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har ikke modtaget tilbagemeldinger om at aftaleforhold evt. skulle ophøre fra medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget.
Kultur- og Fritidsforvaltningen kan indgå nye treårige aftaler for 2025-2027 for de bevillinger, der fremgår af bilag 1.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser, da der er afsat varige bevillinger til formålene.
Videre proces
På baggrund af udvalgets drøftelser vender Kultur- og Fritidsforvaltningen tilbage med en indstilling om, hvilke tilskud der skal fornyes.
Søren Tegen Pedersen
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 16. august 2024
Indstillingen blev drøftet, og udvalget tilkendegav at de i bilag 1 nævnte aktører får nye treårige tilskudsaftaler.