B-sag: Ændring af Kultur- og Fritidsforvaltningens takstkatalog for 2025
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 25. april 2024 som led i at bringe Kultur- og Fritidsudvalgets budget i balance, at der per 1. januar 2025 skal indføres et gebyr for brugen af kommunale klubhuse svarende til 24 kr. per time. Med denne sag implementeres denne beslutning.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler at godkende det opdaterede takstkatalog for gebyrer for foreninger, jf. bilag 1.
Problemstilling
Som led i at bringe Kultur- og Fritidsudvalgets budget i balance besluttede udvalget den 25. april 2024 at indføre gebyr på brugen af kommunale klubhuse.
Ændringer til takstkataloget skal godkendes af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Løsning
Folkeoplysende foreninger opkræves i dag et gebyr ved brug af kommunens lokaler, haller, fodboldbaner mv. til deres folkeoplysende aktiviteter, men brugen af kommunale klubhuse har hidtil været fritaget for at betale gebyr.
Indførslen af det nye gebyr ensretter dermed indkrævning af gebyrer for folkeoplysende foreningers brug af kommunale aktiviteter uanset om det er ifm. bookning af en bane eller klubhusaktiviteter. Dette betyder, at der fremadrettet også opkræves gebyr for de aktiviteter, der foregår i kommunale klubhuse og som ligger ud over foreningens primære aktivitet (populært kaldet 3. halvleg); et såkaldt gebyr for eksklusiv brugsret til kommunale klubhuse.
Takstkataloget for 2025 er blevet opdateret med den nye takst for gebyr for kommunale klubhuse, jf. bilag 1.
Økonomi
Indførelse af gebyr på kommunale klubhuse, hvor foreningerne har eksklusivret, forøger indtægterne med 1,4 mio. kr. fra 2025 og frem, svarende til at foreningerne skal betale 24 kr. per time.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender nærværende indstilling, forelægges den for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Hvis indstillingen godkendes i Borgerrepræsentationen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen implementere det nye gebyr per 1. januar 2025.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 16. august 2024
Indstillingen blev godkendt under dagsordenspunkt 1, ”Godkendelse af dagsorden”.