Mødedato: 16.08.2024, kl. 13:00
Mødested: ---

B-sag: Kultur- og Fritidsudvalgets anden sag om bevillingsmæssige ændringer

Se alle bilag

Ændringer i udvalgenes bevillinger som følge af overførsler af budget mellem fagudvalg eller inden for udvalgenes egne bevillinger, skal godkendes af fagudvalg, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Ændringer af teknisk karakter samles i fire årlige sager om bevillingsmæssige ændringer, hvoraf dette er den anden i 2024.

 

I denne sag foretages der en række mindre bevillingsmæssige ændringer med en samlet nettoeffekt på -0,7 mio. kr. på service, som primært skyldes midtvejsreguleringen samt huslejereguleringer og tilførsel af tilskudsmidler til eksternt finansierede projekter. Overførsler nedjusteres med 0,2 mio. kr., da Kultur- og Fritidsudvalget afgiver midler til, at Teknik- og Miljøforvaltningen kan realisere foreningsdrevne projekter, som Kultur-og Fritidsudvalget har bevilliget.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller:

 

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der foretages bevillingsmæssige ændringer med en nettoeffekt på -0,7 mio. kr. på service og -0,2 mio. kr. på overførsler på Kultur- og Fritidsudvalgets bevillinger i 2024, jf. bilag 1.

     

  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender modtagelse af eksterne tilskud, jf. bilag 2.

     

  3. at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at der er gennemført administrative omplaceringer, jf. bilag 3.

     

  4. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at de tekniske bevillingsmæssige ændringer på Kultur-og Fritidsudvalgets område mellem bevillingsområder og udvalg samt korrektioner af indtægts- og udgiftsbudget vedrørende eksternt finansierede projekter indgår i den samlede sag til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om bevillingsmæssige ændringer.

 

Problemstilling

For at reducere antallet af politiske sager samles alle administrative og tekniske bevillingsændringer, som udelukkende er af teknisk karakter, i fire årlige sager om bevillingsmæssige ændringer. Bevillingsmæssige ændringer med reelt politisk indhold eller af mere principiel karakter mv. vil altid blive forelagt i særskilte sager.

 

Dette er årets anden sag om bevillingsmæssige ændringer i 2024.

Løsning

Der sondres mellem forskellige typer af bevillingsmæssige ændringer:

  • Bevillingsmæssige omplaceringer mellem fagudvalg og omplaceringer inden for udvalgene (bilag 1)
  • Eksterne tilskudsbevillinger (bilag 2)
  • Administrative omplaceringer inden for fagudvalgene (bilag 3).

 

Bevillingsmæssige ændringer mellem eller inden for fagudvalg

Bevillingsmæssige ændringer mellem fagudvalg sker, hvis der overføres budgetmidler fra et fagudvalg til et andet, f.eks. overførsel af anlægsmidler til Byggeri København fra Kultur- og Fritidsforvaltningen i forbindelse med igangsættelse af anlægsprojekter.

 

Bevillingsmæssige omplaceringer inden for fagudvalg kan f.eks. være, hvis der skal bevilges yderligere indtægtsbevilling til en aktivitet i en enhed. Der foretages bevillingsmæssige ændringer i Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2024 som anført i bilag 1.

 

Eksterne tilskud

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en oversigt over eksterne tilskud til godkendelse, jf. bilag 2. Eksterne tilskud, der kan have særskilt politisk interesse, vil blive fremlagt i selvstændige indstillinger.

 

Administrative omplaceringer

Administrative omplaceringer inden for udvalg kan f.eks. være flytning af budget mellem enkelte konti eller enheder inden for samme forvaltning og på samme bevilling. Cirkulæret for budgetopfølgning 2024 foreskriver, at administrative omplaceringer inden for udvalgets bevilling forelægges Kultur- og Fritidsudvalget til orientering, jf. bilag 3.

Økonomi

Effekten af de bevillingsmæssige ændringer på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2024 fremgår af tabel 1. Eksterne tilskud er inkluderet i tallene i tabel 1 og fremgår også selvstændigt af tabel 2.

 

 

 

Tabel 1: Effekten af bevillingsmæssige ændringer på service og finansposter i 2024 (i mio. kr.)

Type ændring

Service

Overførsler

Ikke varige ændringer

Udgifter

-4,5

-0,2

Indtægter

2,9

0,0

Netto

-1,6

-0,2

Varige ændringer

Udgifter

0,9

0,0

Indtægter

0,0

0,0

Netto

0,9

0,0

I alt

-0,7

-0,2

 

De største ændringer på 0,5 mio. kr. eller derover beskrives nedenfor, mens bilag 1 indeholder en udtømmende liste.

 

Service:

Der foretages huslejereguleringer for netto 0,9 mio. kr. på baggrund af opdaterede kontrakter og andre justeringer.

 

Efter aftale med Økonomiforvaltningen tilbagebetales 2,5 mio. kr.  vedr. VM i BMX til Megaeventpuljen med henblik på senere udmøntning, når der forefindes en endelig tilskudsaftale. Tilbagebetalingen er af teknisk karakter ift. periodiseringen af midler i Megaeventpuljen i 2024 og har ikke betydning for selve eventet.

 

Der optages et internt lån på 2,3 mio. kr. til indkøb og implementering af IT-løsningen ’Adgangs- og betalingsløsning til svømmehaller og fitnesscenter’. Ligeledes optages et internet lån på 0,7 mio. kr. til Indkøb og implementering af IT-løsningen ’KFF Kalender’. Optagelse af de to interne lån blev besluttet af Kultur- og Fritidsudvalget på mødet den 18. juni. Beløbet på begge lån tilbagebetales over de følgende fire år.

 

Som følge af midtvejsreguleringen 2024 og de ændrede pris- og lønforudsætninger afgiver Kultur- og Fritidsforvaltningen 1,8 mio. kr. til Kassen.

 

Eksterne tilskud

Der modtages eksterne tilskud på i alt 1,1 mio. kr. Københavns Kommune skal betale fondsmoms på 17,5 pct. i forbindelse med modtagelse af tilskud fra private fonde, men ikke fondsmoms på eksterne tilskud fra statslige institutioner mv. Det udvalg, der modtager tilskud fra en fond, har samtidig ansvaret for, at der overføres 17,5 pct. af beløbet til Økonomiudvalget, der ved årets slutning betaler fondsmoms. Fondsmoms udgør 0,1 mio. kr. for de tilskud, der skal betales fondsmoms af.

 

Tabel 2: Eksterne tilskud i 1. sag 2024 (i 1.000 kr.)

Tilskudsgiver

Tilskudsbeløb

Fondsmoms

Nordea Fonden

294

-51

Statens Kunstfond

359

0

Statstilskud

1.239

0

William Demant fond

100

-18

CREA-CULT EU-projekt

40

0

Link Lives projektet

125

0

Foreningen Kulturnatten

10

-2

Politiken-Fonden

50

-9

Danske Populær Autorer

75

-13

Hovedtotal

2.292

-93

 

Den største bidragsyder er tilskud fra staten.

 

Kultur- og Fritidsudvalget modtager 1,2 mio. kr. som statstilskud til uddeling med henblik på børne- og opsøgende teater.

 

Overførsler:

Overførslerne nedskrives med 0,2 mio. kr., da Kultur- og Fritidsudvalget afgiver en P/L rest i forbindelse med en øremærket bevilling til tilbagebetaling af lån vedr. daghøjskoler.

 

Finansposter og Anlæg mv.:

Der er ingen ændringer på finansposterne eller anlæg mv.

 

Videre proces

De bevillingsmæssige ændringer på Kultur- og Fritidsudvalgets område er sendt til Økonomiforvaltningen med forbehold for Kultur- og Fritidsudvalgets godkendelse.

Økonomiforvaltningen vil efterfølgende fremlægge en samlet sag, hvor alle udvalgenes bevillingsmæssige ændringer fremgår. Denne sag behandles af Økonomiudvalget den 21. august 2024 og af Borgerrepræsentationen den 29. august 2024. Når ændringerne er godkendt af Borgerrepræsentationen, indarbejdes de i Kultur- og Fritidsudvalgets korrigerede budget.

 

Søren Tegen Pedersen /

 

Janus Rønholt Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 16. august 2024

Indstillingen blev godkendt under dagsordenspunkt 1, ”Godkendelse af dagsorden”.
Til top