Mødedato: 16.08.2007, kl. 16:01

Indendørs petanquefaciliteter på Bavnehøj

Se alle bilag

Indendørs petanquefaciliteter på Bavnehøj

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for Tillægsdagsorden torsdag den 16. august 2007

 

Fraværende

 

 

 

Sager til beslutning

 

3.      Indendørs petanquefaciliteter på Bavnehøj

(KFU 391/2007)

 

 

Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget skal tage stilling til, om etablering af indendørs petanquefaciliteter på Bavnehøj skal indgå i forhandlingerne om budget 2008. Petanquefaciliteterne indgår som en del af et større fælles halprojekt.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1. at forslaget vedrørende petanqueaktiviteter på Bavnehøj indgår i forhandlingerne om budget 2008.

 

 

Problemstilling

Den 19. april 2007 besluttede Borgerrepræsentationen på baggrund af et medlemsforslag (BR 176/07), at Kultur- og Fritidsforvaltningen med inddragelse af Økonomiforvaltningen og repræsentanter for petanquemiljøet skal udarbejde et forslag til placering af indendørs petanqueaktiviteter på Bavnehøj (bilag 1).

 

Der er stillet yderligere 3 medlemsforslag vedr. Bavnehøj:

Medlemsforslag vedr. streetaktiviteter/streetmekka på Bavnehøj (BR 146/07)

Medlemsforslag vedr. Bavnehøj Friluftsbad (BR 144/07)

Medlemsforslag vedr. Flytning af produktions- og daghøjskolen AFUK til Bavnehøj (BR 145/07).

 

***

 

I sommeren 2004 blev de indendørs petanquebaner i Grøndal Centret nedlagt. Siden da har Københavns Kommune ikke kunnet tilbyde indendørsfaciliteter til petanquesporten i vinterhalvåret.

 

Der er ca. 300 organiserede petanquespillere i København Kommune. Heraf er de fleste over 25 år. Halvdelen af petanquespillerne er medlemmer af de 3 DIF-foreninger Københavns Petanque Klub, ØBRO 2100 og Valboule. De resterende spiller i regi af DGI, DAI og Ældresagen. Petanque betragtes sædvanligvis som en udendørs aktivitet, hvorfor behovet for indendørs faciliteter ikke er opgjort.

 

Petanquesporten ønsker at få stillet et areal til rådighed for indendørs petanque. Den 8. december 2005 behandlede Kultur- og Fritidsudvalget sagen vedr. "Indendørs petanquebaner i København". Udvalget besluttede at udsætte sagen, indtil der skal arbejdes videre med udviklingen af Bavnehøj Idrætsanlæg (KFU 443/2005).

 

Løsning

I samarbejde med repræsentanter for petanquesporten og GAM3 (streetbasket) har Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen udarbejdet nedenstående forslag til disponering af en af de ledige haller på ejendommen Enghavevej 80-82. Hallen er på ca. 1.910 m2 plus en indskudt etage på ca. 330 m2. (bilag 2)

 

Petanque

I det udarbejdede forslag tildeles petanquesporten ca. 300 m2 i stueplan i den del af hallen der ligger længst mod syd. Her etableres 4 petanquebaner, et opholdsområde samt adgang til eksisterende toiletter. "Petanquehallen" adskilles fra den øvrige del af hallen ved en skillevæg. Desuden etableres en separat indgang direkte fra gårdarealet.

 

Streetaktiviteter

Streetaktiviterne (basket, breakdance og hiphop) tildeles den resterende del af hallen, dvs. ca. 1.610 m2 plus den indskudte etage på 330 m2.

 

***

 

Forslaget om at inddrage den ledige hal på Enghavevej 80-82 ligger i forlængelse af den overordnede idé for hele Bavnehøjområdet. Aktiviteterne og målgruppen i streetmiljøet kan – sammen med både AFUK og den nuværende skaterhal – bidrage til et anderledes ungdomskulturelt miljø. Det skal dog bemærkes, at petanquesporten ikke er en naturlig del af de ungdomsaktiviteter og det ungdomsmiljø, som tænkes etableret på Bavnehøj.    

 

Forslaget vil ligeledes kunne indpasses i en eventuel samlet byudvikling for hele Bavnehøjområdet, hvor også de udendørs arealer mellem hallerne på sigt vil kunne inddrages i aktiviteterne.

 

Lokalerne kan stå klar omkring årsskiftet 2008/2009, idet der skal gennemføres EU-udbud og efterfølgende projektering og udførelse (ca. 11 måneder).

 

Økonomi

Det samlede budgetoverslag til ombygning og renovering af hallen til petanque- og streetaktiviteter er anslået til 15 mio. kr. I beløbet indgår bl.a. isolering af tag, opdatering af varmeanlæg, belysning, renovering og udvidelse af bade- og toiletforhold, sportsgulv (dans), asfaltbelægning (streetbasket), anlæggelse af 4 petanquebaner samt indretning af administrations- og mødelokaler.

 

Den årlige husleje for hele hallen (2.240 m2) er 1,21 mio. kr.(inkl. el, vand og varme).  Dermed udgør petanques andel 0,17 mio. kr. Dertil kommer udgifter til rengøring på 0,05 mio. kr. Beløbet på i alt 0,22 mio. kr. foreslås givet som et rammeløft til Kultur- og Fritidsudvalget, der herefter stiller faciliteterne gratis til rådighed for den de organiserede petanqueforeninger.

 

Videre proces

Forslaget om etablering af indendørs petanquefaciliteter på Bavnehøj er udarbejdet med henblik på forhandlingerne om budget 2008. Hvis der afsættes midler til projektet, vil den konkrete udformning ske i samarbejde med interessenterne. Et sådant forslag vil forinden politisk behandling blive sendt i høring hos lokaludvalget.

 

Bilag

1. Medlemsforslag om petanqueaktiviteter på Bavnehøj (BR 176/07)

2. Disponeringsforslag for hal på ejendommen Enghavevej 80-82.

 

 

         Claus Juhl                                        Carsten Haurum

 

 

 


 

Til top