Mødedato: 16.08.2007, kl. 16:00

Copenhagen Harbour Festival

Se alle bilag

Copenhagen Harbour Festival

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 16. august 2007

 

Fraværende

 

 

 

Sager til beslutning

 

8.      Copenhagen Harbour Festival

(KFU 367/2007)

 

 

Der er forslag om en 10 dages havnefestival i Havnen. Med en årlig kommunal investe-ring på 0,75 mio. kr. skønnes det muligt at få en medfinansiering til projektet fra lokale virksomheder, sponsorer og kulturinstitutioner, der alle er interesserede i projektet, på cirka 2,5 mio. kr.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økono-miudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1. at finansieringen af Copenhagen Harbour Festival indgår i forhandlingerne om budget 2008.

 

Problemstilling

Den markante udvikling af Københavns Ha vn inden for det seneste årti har skabt en stigende interesse og mulighed for at bruge området til kulturelle aktiviteter.

 

Igennem de seneste syv år har arrangementet "Kulturhavn" ydermere vist, at der er et stort kulturelt potentiale i området omkring havnen, og at havnen i sig selv indbyder til udfoldelse af både sportslig, rekreativ og kulturel karakter. Arrangementet har med 100.000 besøgende udviklet sig til en af sommerens helt store begivenheder i havnen.

 

Der er i dag et markant ønske om mere liv i havnen. Det afspejler sig blandt andet i den store interesse for Kulturhavnsarrangementet, den stigende interesse i at anvende hav-nen som platform for motionsmæssige og kulturelle udfoldelser og begivenheder.

 

Interessen for liv i havnen viser sig også i en stor villighed fra de lokale virksomheder og organisationer til at være medfinansierende af aktiviteter under Kulturhavn. Interna-tionalt er der tillige stor interesse for udviklingen af Københavns Havn til rekreativt område med kulturelle og sportslige aktiviteter.

 

Med dette udgangspunkt er det en naturlig idé at sætte havneområdet i centrum for en udbygget, folkelig festival i København af høj kunstnerisk standard og hermed skabe et samlet kulturelt flagskib i hovedstaden. En festival, som alle københavnere kan have glæde af, men samtidig af et format, der gør hovedstaden stolt over at vise sig frem for turisterne.

 

På den baggrund har Event Denmark, Copenhagen Eventures og Have PR samarbejdet om at udvikle et koncept for en havnefestival i Københavns Havn (bilag 1).

 

Løsning

Sigtet er en 10 dages havnefestival, Copenhagen Harbour Festival, hvor man samler de mange allerede eksisterende aktiviteter i havnen under en paraply med fælles koordine-ring, program og markedsføring.

 

Mange af de mindre kendte arrangementer kan gennem festivalen få skabt en interesse og synlighed, der ellers er svær at skabe for de enkelte kulturarrangementer.

 

Copenhagen Harbour Festival skal være den koordinerende part og binde disse arrangementer sammen. Der skal desuden være en vis grad af egenproduktion. I de første år begrænses dette - af hensyn til økonomien - til en enkelt manifestation.

 

Samtidig er det målet at sætte fokus på mødet mellem de professionelle og amatørerne. Det kunne f.eks. være med en koncert, hvor Danmarks Radios Symfoniorkester optrådte sammen med et stort københavnsk amatørkor. Eller ved at få sangerne fra Operaen ud på en scene i havnen og Københavns Havneteater ind på deres hjemlige arena.

 

Målet er en lokal forankret festival i havnerummet med et internationalt præg. Festivalen skal være et samspil mellem det nationale og det internationale, mellem det professionelle og vækstlaget, mellem etablerede og nye kunstformer. Festivalen skal være til glæde for københavnerne, men samtidig have et format, der gør hovedstaden stolt ved at vise sig frem for turister og det internationale kulturliv.

 

Copenhagen Harbour Festival kan afvikles i forlængelse af Kulturhavn - det store, veletablerede foreningsarrangement. Kulturhavn spiller naturligt sammen med Køben-havns Havneteater, der opførte "Den lille Havfrue" i 2005 med mere end 600 medvir-kende samt i august 2007 netop har opført musicalen "Forelsket i København". Københavns Havneteater kan i fremtiden være en naturlig del af Copenhagen Harbour Festival.

 

En tilbagevendende begivenhed

Copenhagen Harbour Festival skal være en årlig tilbagevendende folke- og kulturfesti-val med havneområdet som centrum og med inddragelse af det offentlige byrum samt kultur- og undervisningsinstitutionerne omkring havneområdet. Festivalen skal rumme musik, ballet, teater, film og udstillinger samt alt, hvad Kulturhavn i dag i øvrigt inde-holder.

 

Københavns Havneteater kan fungere som et centrum for hele festivalen, da scenen bliver opbygget til netop dette formål. Her kan både anvendes "Havnescenen" eller en scene sammensat af mobile pontoner. Scenen kan i den efterfølgende uge benyttes til et udvalg af aktiviteter, f.eks. koncerter med Danmarks Radios Symfoniorkester, ballet-forestillinger, stand-up, oplæsninger m.v. Det essentielle er, at der i en periode er noget for enhver smag af den højeste kvalitet.

 

På længere sigt kan andre etablerede kulturbegivenheder som f.eks. Det Kongelige Teaters Open Air arrangementer, Opera i Fælledparken og Ballet på Kastellet inviteres ind under paraplyen, mens en lang række nye tiltag skal overvejes.

De tilbagevendende kulturelle, københavnske sommerbegivenheder har igennem årene bevist deres evne til at tiltrække et stort, trofast publikum. En samlet havnefestival vil forstærke denne tiltrækningskraft både nationalt og internationalt, således at en synergi-effekt vil opstå imellem de forskellige arrangementer.

Det foreslås, at festivalen løber af staben første gang i august 2008. Det forudsætter, at der umiddelbart efter vedtagelsen af budget 2008 ansættes medarbejdere til projektet. Medarbejderne skal samarbejde med foreningslivet, udvikle idéer, arbejde videre med at tiltrække sponsorer, planlægge program og stå for det praktiske forarbejde m.m.

 

Finansiering af Copenhagen Harbour Festival

Udgangspunktet er, at det kommende Arealudviklingsselskab og Københavns Kommu-ne finansierer et festivalsekretariat, mens begivenhederne i festivalperioden finansieres af sponsorer. Herudover er der forskellige kulturinstitutioner, der allerede nu har givet tilsagn om at ville bidrage til festivalen. De årlige udgifter til et sekretariat skønnes at være 1,5 mio. kr.

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen har været i dialog med Københavns Havn om en mulig medfinansiering af sekretariatet. Selskabet tilkendegiver, at det på nuværende tidspunkt ikke kan træffe beslutninger, der foregriber det kommende Arealudviklingsselskabs beslutninger. Tilskudsbeløbet til Copenhagen Harbour Festival har en størrelse og er af en karakter, der gør, at det vil kræve, at det indgår i det kommende Arealudviklings-selskabs budgetdrøftelser for 2008. Selskabet forventes dannet i løbet af efteråret 2007.

 

Det skønnes, at det er muligt at få direkte sponsorater på mellem 1,5 og 2,0 mio. kr. Syv virksomheder og organisationer i og omkring havnen har givet tilsagn om at være medfinansierende, og de har givet samtykke til, at deres navn indgår i det videre sponsorarbejde. Det er Sund og Bælt, Nykredit, Forstædernes Bank, Fisketorvet, Copen-hagen Island Hotel, LO og Ingeniørforeningen Danmark samt eventuelt Københavns Havn. Der er desuden allerede positivt tilsagn fra Danmarks Radios Symfoniorkester, Det Kongelige Bibliotek og Det Kongelige Teater om at være en del af festivalen.

 

Copenhagen Harbour Festival skal understøtte potentialet i et samarbejde, hvor kultur- og erhvervslivet samarbejder med Københavns Kommune om at udvikle havnen til et stort kulturelt vækstområde og en levende del af byen.

 

Sigtet er, at projektet evalueres efter tre år med henblik på en vurdering af, om projektet har levet op til intentionerne, og om det har været muligt at tiltrække den forudsatte private medfinansiering m.v. 

 

Økonomi

Indstillingen har ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Forslaget indgår i forhandlingerne om budget 2008.

 

Bilag

1.      Oplæg vedr. "CPH Harbour Festival"

                 

 

 

         Carsten Haurum             

                                                        /Mads Kamp Hansen

 

 


 

Bilag

Til top