Mødedato: 16.06.2020, kl. 15:00
Mødested: Udvalgsværelse D (Rådhuset, 1. sal)

Ligestillingsredegørelse, del 1: Kultur

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges forslag til initiativer, der kan fremme ligestilling i kulturlivet i København i forhold til køn, etnicitet og alder, med henblik på en drøftelse.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter ligestillingsredegørelse, del 1: forslag til initiativer, der kan fremme ligestilling i kulturlivet i København i forhold til køn, etnicitet og alder.

Problemstilling

På baggrund af et medlemsforslag godkendte Kultur- og Fritidsudvalget på sit møde den 11. april 2019 følgende forslag:

"at Kultur- og Fritidsudvalget pålægger forvaltningen at udarbejde en ligestillingsredegørelse, som skal belyse ligestillingsforhold med fokus på køn, etnicitet og alder i Københavns kultur-og fritidsliv”

og

”at forvaltningen som led i redegørelsen sikrer dialog med de relevante kultur-og fritidsaktører i København med henblik på at finde fælles initiativer til at sikre bedre ligestilling i forhold til køn, etnicitet og alder i Københavns kultur-og fritidsliv."   

Forvaltningen har gennemført første del af ligestillingsredegørelsen på kulturområdet, men på grund af COVID-19 er dialogmøderne med aktører på idrætsområdet blevet udskudt. Forvaltningen planlægger at mødes med de resterende idræts- og fritidsaktører efter den 8. juni 2020.

Løsning

Forvaltningen har i arbejdet med ligestillingsredegørelsen opdelt kultur-og fritidslivet i områderne: musik, scenekunst, visuel kunst, øvrige kulturaktiviteter, aftenskoler samt folkeoplysende foreninger, og har inviteret aktører (brancheorganisationer, forbund og foreninger) fra alle områder til dialogmøder.

Derudover har forvaltningen udsendt et spørgeskema om ligestilling til 667 tilskudsmodtagere i kultur- og fritidslivet. Forvaltningen har modtaget 209 besvarelser og 62 delvise besvarelser på spørgeskemaet. Svarene bliver analyseret og vil indgå i den endelige redegørelse.

Del 1: Kultur

Forvaltningen har afholdt dialogmøder med 15 aktører på kulturområdet og modtaget skriftlige besvarelser fra to aktører.

Aktørerne er udvalgt på baggrund af deres repræsentation i henholdsvis Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, Københavns Kommunes Musikudvalg og Rådet for Visuel Kunst. Dertil kommer aktører i kategorien ”øvrige kulturaktiviteter” som forvaltningen tidligere har været i kontakt med i forbindelse med festivalworkshops og udarbejdelsen af kunststrategien for København.

De 17 aktører på kulturområdet er:

Visuel kunst: BKF – Billedkunstnernes Forbund, UKK – Organisation for kunstnere, kuratorer og kulturformidlere, ODM – Organisationen Danske Museer, Foreningen af kunsthaller.

Scenekunst: Dansk Teater, Danske Sceneinstruktører, De Frie Koreografer, Dansk Skuespillerforbund, Danske Dramatikere.

Musik: Dansk Komponistforening, DJBFA – Komponister og Sangskrivere, DPA – Danske Populær Autorer, Dansk Live, Dansk Organist og Kantor Samfund.

Øvrige: Dansk Kunstnerråd, Dansk Artistforbund, BAO – Brancheforening af Oplevelsesproducenter.

Formålet med dialogmøderne har været at få beskrevet, hvorvidt aktørerne oplever ligestillings-udfordringer på deres område i forhold til køn, etnicitet og alder og i forlængelse deraf, hvordan aktørerne selv arbejder med ligestilling. Forvaltningen har ligeledes bedt aktørerne om at byde ind med forslag til initiativer, som de mener kan sikre en bedre ligestilling i kultur- og fritidslivet.

Alle aktører, som forvaltningen har mødtes med, har givet udtryk for, at de synes, at det er positivt, at Kultur- og Fritidsudvalget med ligestillingsredegørelsen sætter fokus på ligestilling i kultur- og fritidslivet, og at de som aktører gerne vil støtte op om tiltag, der kan sikre bedre ligestilling.

Da aktørerne kommer fra forskellige områder af kulturlivet og repræsenterer alt fra små og store institutioner til festival/event-arrangører og selvstændige kunstnere, så oplever de også forskellige udfordringer med ligestilling. Og de har som følge deraf også forskellige holdninger til, hvilke ligestillingstiltag, de mener er nødvendige og hvilke ligestillingsinitiativer, som de synes Københavns Kommune kan støtte op om og/eller iværksætte.

Aktørerne beskriver forskellige udfordringer hvad angår ligestilling i forhold til køn, etnicitet og alder. Inden for hvert område tegner der sig også et billede af, at aktørerne oplever forskellige ligestillingsudfordringer i forhold til fx løn, repræsentation, indflydelse og/eller muligheder.

Flere aktører nævner, at de ligestillingsudfordringer de oplever skyldes strukturelle problemer, og at det derfor er nødvendigt med strukturændringer, hvis der skal ske en egentlig forandring. Flere aktører har også nævnt, at andre forhold som økonomi og social baggrund spiller en rolle, når man skal arbejde for at sikre en bedre ligestilling på tværs af kultur- og fritidslivet.

Forslag til fælles initiativer og tiltag, der kan sikre bedre ligestilling i kultur- og fritidslivet i København i forhold til køn, etnicitet og alder

På baggrund af de afholdte dialogmøder med aktører på kulturområdet, har forvaltningen nedenfor samlet en række eksempler på de forslag til ligestillingsinitiativer og tiltag, som aktørerne har fremsat – og som er gået igen på flere af møderne.

Et samlet overblik over de indkomne forslag vil indgå i den endelige ligestillingsredegørelse, som vil blive forelagt udvalget i september.

Følgende seks initiativer/tiltag, i ikke-prioriteret rækkefølge, er nævnt af flere aktører:

Fokus
Mange af de aktører, forvaltningen har talt med, har nævnt, at et øget politisk fokus på ligestilling er vigtigt, hvis Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at skabe en forandring. De ligestillingsinitiativer der allerede eksisterer skal belyses og fremhæves, så borgerne ved, at Københavns Kommune har fokus på ligestilling.

Flere aktører nævner, at et øget politisk fokus og en egentlig ligestillingsdagsorden vil virke motiverende for aktører i kultur- og fritidslivet.

Handlingsplaner
Flere aktører har været positivt indstillede overfor idéen om handlingsplaner for ligestilling. Hvis ansøgere, der søger om tilskud fra Københavns Kommune, som led i deres ansøgning bliver bedt om at udarbejde handlingsplaner for ligestilling, formodes det, at det vil medføre refleksion og øget bevidsthed. Flere aktører nævner, at en påtvunget refleksion kan være begyndelsen til forandring.

Flere af aktørerne mener, at handlingsplaner bør følges op af rapportering, mens andre nævner, at for mange krav, vil blive en byrde, særligt for mindre kulturaktører, som fx små festivaler eller ensembler.

Rollemodeller
Nogle aktører nævner rollemodeller som en god model, hvor både kulturaktører og Københavns Kommune kan sætte fokus på aktører, som gør en særlig indsats for ligestilling og som andre kan blive inspireret af.

Andre nævner positive erfaringer med mentorordninger og nævner, at det kan være et godt redskab til at skabe bedre ligestilling på nogle områder. 

Krav
En række aktører har foreslået at der i tilskudsaftaler kan stilles krav om, at tilskudsmodtagere skal arbejde aktivt for at sikre en bedre ligestilling. Aktørerne har forskellige holdninger til niveauet af krav, der skal stilles og flere foreslår at der arbejdes med en differentiering i forhold til tilskudsstørrelse og -formål.

Nogle aktører har foreslået, at tilskudsmodtagere fx kan blive bedt om at indberette en form for ligestillingsregnskaber eller selvangivelser i forhold til ligestilling.

Kvoter
På en del af møderne blev kvoter nævnt. Mens nogle aktører mener, at kvoter er en nødvendighed for at fremtvinge en ændring, mener andre at regulering i form af kvoter ikke er det rigtige værktøj til at skabe bedre ligestilling.

Data
Flere aktører har nævnt, at de ønsker et bedre og bredere datagrundlag at basere deres ligestillingsarbejde på. En række af aktørerne har selv foretaget ligestillingsundersøgelser på deres område, men flere efterspørger statistik og monitorering, der kan anvendes til skabe et bedre overblik over de reelle udfordringer og udviklingen over tid.

Flere aktører nævner dog også, at de kan frygte, at for mange krav om indberetning og optælling kan være en stor opgave at løfte for mindre aktører.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen vil på baggrund af udvalgets drøftelser og dialogmøderne på idrætsområdet forelægge den samlede ligestillingsredegørelse del I og II for Kultur- og Fritidsudvalget i september 2020.

 

Mette Touborg 

 

                                                            /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 16. juni 2020:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen til den 13. august 2020.  

Til top