Høring vedr. ny samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender denne indstilling som udvalgets høringssvar om den ny fireårige aftale med Det Kongelige Teater
Problemstilling
Økonomiudvalget har den 26. maj 2020 besluttet at sende udkast til en ny fireårig aftale med Det Kongelige Teater i høring i alle stående udvalg.
Den nuværende samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater (bilag 2) blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 10. november 2016 og udløber med udgangen af 2020. Borgerrepræsentationen skal inden udgangen af året vedtage en ny samarbejdsaftale for årene 2021-2024.
Løsning
Kultur- og Fritidsudvalget har på mødet den 19. december 2019 drøftet Det Kongelige Teaters oplæg til en ny samarbejdsaftale for 2021-2024, der blev præsenteret af Det Kongelige Teaters direktør.
Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at Kultur- og Fritidsudvalget svarer Økonomiudvalget, at udvalget bakker op om udkastet til den nye aftale mellem Det Kongelige Teater og Københavns Kommune for perioden 2021-2024.
Den nye aftale indeholder de elementer, Kultur- og Fritidsudvalget drøftede med Det Kongelige Teater, herunder en udvidelse af skolesamarbejdet til at gælde alle københavnske skoler, et tilbud om at stille ledig scenekapacitet til rådighed for scenekunstnere uden egen scene samt et krav om samarbejde med øvrige kulturaktører i København. Udkast til aftalen fremgår af bilag 1.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, sender Kultur- og Fritidsforvaltningen høringssvar til Økonomiudvalget om, at Kultur- og Fritidsudvalget bakker op om udkast til aftale en ny fireårig aftale med Det Kongelige Teater, som det foreligger. Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget har yderligere kommentarer til udkastet, vil forvaltningen indarbejde disse i høringsvaret.
På baggrund af høringen af de stående udvalg vil Økonomiforvaltningen med inddragelse af Kultur- og Fritidsforvaltningen og Det Kongelige Teater udarbejde det endelige aftaleudkast.
Det nye udkast til aftalen vil blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse i efteråret 2020. Aftalen med Det Kongelige Teater træder i kraft den 1. januar 2021.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 16. juni 2020:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.