Mødedato: 16.05.2019, kl. 15:00
Mødested: Meyers Madhus, Nørrebrogade 52 C, 2200 København

Ansøgning om støtte til Filmværkstedet

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Filmværkstedet om driftsstøtte fra 2020.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning fra Filmværkstedet om 1,2 mio. kr. årligt til drift af Filmværkstedet fra 2020, da der ikke er afsat midler til formålet i budgettet.

Problemstilling

Der henvises til ansøgningen (bilag 1) og præsentation af Filmværkstedet København (bilag 2).

Løsning

Regeringen og Folketingets øvrige partier har indgået en aftale om fremtiden for dansk film med Filmaftale 2019-2023. Filmaftalen sætter rammerne for den statslige støtte til danske spillefilm, kort- og dokumentarfilm, animationsfilm, digitale spil, digitalisering af filmarven mv. I aftalen stilles der krav om, at der skal være kommunal medfinansiering fra en eller flere kommuner på minimum 1,2 mio. kr. årligt for hvert filmværksted, hvis værkstederne skal modtage statslig støtte. Filmværkstedet i København er det eneste af Filmværkstederne, der ikke opfylder dette krav.

Den kommunale støtte til de øvrige Filmværksteder er fordelt således:

  • Viborg FilmTAG: 1.230.000 kr. årligt

  • Aarhus Filmværksted: 2.413.000 kr. årligt

  • Odense Filmværksted: 1.766.800 kr. årligt

Der er i ansøgningen budgetteret med en statslig medfinansiering på 5,2 mio. kr. til Filmværkstedet København ved et kommunalt tilskud på 1,2 mio. kr.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt udvalget ønsker at imødekomme ansøgningen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejde et budgetnotat om driftsstøtte til Filmværkstedet til forhandlingerne om Budget 2020.

Mette Touborg

 

                                                           /Aravni Elisabeth Jakobsen      

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 16. maj 2019:

Dagsordenens punkt 3 og punkt 4 blev behandlet under et.

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede sagen og anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om, på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser, at udarbejde et budgetnotat med henblik på de kommende forhandlinger om budget 2020.

 

Til top