Mødedato: 16.01.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning om støtte til Folkets Hus

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til en ansøgning fra Fonden for de Åbne Rum om bevilling til et initiativ, som i følge Fonden kan fortsætte/genoprette driften af Folkets Hus. 

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at udvalget meddeler afslag på ansøgningen, da der ikke er midler på Kultur- og Fritidsudvalgets budget.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede på udvalgets møde d. 19. december 2013 Folkets Hus, efter at en stor gruppe af aktivister havde besluttet at trække sig fra huset. Fonden for de Åbne Rum har nu indsendt en ansøgning  med et forslag, som ifølge Fonden kan fortsætte/genoprette driften af huset.

Løsning

Baggrund
Folkets Hus har gennem mere end 40 år været et selvstyrende kulturhus på Indre Nørrebro. Bygningen er ejet af Københavns Kommune, og kommunen har indgået en driftsoverenskomst med Fonden for de Åbne Rum v/ adv. Knud Foldschack omkring driften og tilsynet med aktiviteterne i huset. Huset blev renoveret af aktivister i 2012 og 2013 med vedligeholdelsesmidler fra Københavns Ejendomme og tilskud fra Københavns Kommune, og modtager nu - ud over at huset stilles til gratis til rådighed -et aktivitetstilskud på 20.000 kr. årligt. Huset består af bl.a. café i stuen, multisal, varmestue og sportsrum, og aktiviteterne har været drevet at grupper omkring de forskellige rum. Huset har gennem årene været brugt til bl.a. sportsaktiviteter, folkekøkken, koncerter, øvelokaler for spillemænd og mødeaktiviteter, og caféen i stuen har været populær som mødested for lokale brugere, og aktivister, som har gjort en dyd ud af at kunne rumme og inkludere kriminelle, hjemløse og andre socialt belastede grupper. 

Alle aktiviteter har været drevet af frivillige kræfter, men der har været et frafald af aktivister over en længere periode som følge af, at der ikke var den nødvendige opbakning blandt alle brugere til at respektere de grundlæggende retningslinjer i husordenen, herunder respekt for hinanden og forbud mod hash, våben og uniformering. Dette har medført, at der i følge Fonden er en "ikke helt gennemskuelig tilsynssituation", og både Fonden og aktivisterne betoner, at der hurtigt må findes model, som kan genoprette driften og aktiviteterne.Fonden v/ Knud Foldschack har ved brev af 7. januar 2014 foreslået en model, hvorefter der ansættes personale i Folkets Hus, der besidder fornøden autoritet til at sikre overholdelse af husorden og medvirke til at brugere og frivillige igen kan sættte skub i de kulturelle og sociale aktiviteter i huset. Budgettet er på 2.064.000 kr. til løn, aktiviteter og ombygning. Efter forslaget ansættes personalet af Fonden, mens lønadministration sker i kommunalt regi. Ved ansøgningen er vedlagt en nærmere beskrivelse, lavet af en initiativgruppe på 3 personer, hhv. en lokalbetjent på Nørrebro og 2 tidligere aktivister i huset med rod i lokalmiljøet. Disse 3 vil være interesserede i at arbejde i huset i en periode, og mener de vil være i stand til at opretholde husordenen og sætte skub i aktiviteter igen, samtidig med at flade struktur bibeholdes. Ifølge Knud Foldschack vil både politi, brugere og lokalmiljø kunne bakke op omkring denne løsning. 

Forvaltningens vurdering
Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at Folkets Hus er populært og har fungeret godt som selvstyrende kulturhus i kvarteret. Samtidig må det dog erkendes, at huset ikke i øjeblikket kan drives af frivillige kræfter, men har behov for stabilitet og kræfter, der kan sikre den nødvendige overholdelse af retningslinjerne for driften. På den baggrund kan en model som den foreslåede forsøges iværksat evt. om en midlertidig løsning i en periode på f.eks. 2 år. 

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget måtte vælge at støtte den foreslåede model, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen hurtigt indgå i et samarbejde med Knud Foldschack om den konkrete udformning af modellen. Såfremt ansøgningen imødekommes vurderer Initiativtagerne at Folkets Hus - efter en kortere lukning i forbindelse med ombygningen - hurtigt kan åbne igen. Med en bemanding som anført vil der være øget fokus på overholdelse af husordenen. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil gennemføre jævnlige besøg i huset og holde kvartalsvise opfølgningsmøder med Fonden med henblik på at kontrollere fremdriften i genopretningsplanen.

Kultur -og Fritidsudvalget vil blive orienteret om sagens udvikling. 

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser
Carsten Haurum

                                                    / Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 16. januar 2014:


Der blev begæret afstemning om følgende forslag:

"Kultur- og Fritidsudvalget indstiller til Økonomiudvalget, at der afsættes et beløb i 2014 og 2015 i tilskud til Fonden for de Åbne Rum til ansættelse af personale, der kan genoprette driften med fokus på overholdelse af husordenen for Folkets Hus.
Da der er tale om kriminalpræventive og sociale indsatser, hvis behov er opstået akut, beder Kultur- og Fritidsudvalget Økonomiudvalget om at finansiere indsatsen, eksempelvis via puljen til uforudsete udgifter.

Udvalget lægger vægt på

at der udarbejdes en konkret plan for aktiviteter, der kan tiltrække lokale borgere uden relation til bandemiljøet
at der er tale om en midlertidig løsning på f.eks. 2 år
at Kultur- og Fritidsforvaltningen gennemfører jævnlige besøg i huset og holder kvartalsvise opfølgningsmøder med Fonden med henblik på at kontrollere fremdriften i genopretningsplanen
at Kultur- og Fritidsudvalget holdes løbende orienteret om sagens udvikling.

 

Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til at indgå en ny driftsaftale omkring Folkets Hus, såfremt Økonomiudvalget bevilger penge hertil."



Et flertal (Peter Thiele, Rune Dybvad, Yildiz Akdogan, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad og Carl Christian Ebbesen) stemte for forslaget.
Et mindretal (Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Lilian Parker Kaule) stemte imod.
Forslaget blev dermed godkendt.

Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Lilian Parker Kaule ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:
"LA og V kan ikke støtte med kommunale midler, da der foregår kriminel aktivitet og vi ser derfor at det er en opgave for politiet."

 

 

Til top