Mødedato: 15.11.2018, kl. 15:00
Mødested: KraftWerket, Valgårdsvej 2, 2500 Valby

Status for Screen Base Copenhagen

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om Screen Base Copenhagen skal etableres i Kødbyen og forelægges samtidig en status for arbejdet med Screen Base Copenhagen.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter status for Screen Base Copenhagen og godkender, at Screen Base Copenhagen etableres i Kødbyen.

Problemstilling

Københavns Kommune har bevilget 0,5 mio. kr. i 2017 og 1,5 mio. kr. i 2018 til etablering af det åbne film- og mediemiljø Screen Base Copenhagen. Tilskuddet skal anvendes til aktiviteter i forbindelse med etableringen. Oprindeligt blev tilskuddet givet med forventning om, at Screen Base skulle placeres i den tidligere museumsbygning på Vesterbrogade 59.

Vesterbrogade 59 har senere vist sig ikke at kunne rumme en permanent løsning for Screen Base. Kultur- og Fritidsudvalget godkendte på den baggrund den 31. maj 2018, at partnerne i Screen Base samt Kultur- og Fritidsforvaltningen kunne arbejde for en ny lokation.

Der er nu fundet egnede lokaler i Kødbyen, der giver mulighed for, at Screen Base Copenhagen kan etableres i 2019 og udvides løbende.

Løsning

Baggrund

Centrale aktører inden for film- og mediemiljøet har fået tilskud fra Københavns Kommune til etablering af et fysisk film- og mediemiljø i København under navnet Screen Base Copenhagen. Film og medier dækker over den digitale visuelle industri ved blandt andet film, tv, animation, computerspil og XR (Virtual Reality, Augmentet reality og andre potentielle nye former for visuelle digitale medier).

Visionen for Screen Base Copenhagen er at skabe et synligt og vedkommende film- og mediemiljø, Københavns film- og medieby. Med filmvisninger, spil- og XR-oplevelser og demokratisk borgerinddragelse via levende billeder skal publikum sammen med miljøet se og tale om film og medier og gensidigt inspirere hinanden til udvikling af nye tanker, ideer og løsninger.

Den oprindelige partnerkreds i Screen Base Copenhagen består af Copenhagen Film Festivals, Copenhagen Film Fund og Filmværkstedet/København. Siden da er den potentielle partnerkreds udvidet med en række nye aktører inden for den digitale visuelle industri, herunder Københavns Film- og Fotoskole, Nordic VR Startup, VR Unicorn, Makropol, Khora, XR Cinema, CopenX, webe incubator, VR inspired, Interactive Denmark, European Documentary Network og ReInvent.

Screen Base Copenhagen har med afsæt i den brede partnerkreds bl.a. mulighed for at tilbyde en bred vifte af tilbud, herunder fremvisning af nye film og medier, talentudvikling, start-up platform, festivaler, filmstøtte, uddannelse, fritidsundervisning og international markedsføring.

Målsætningerne for Screen Base Copenhagen er at:

  • Åbne film- og mediemiljøet for byens borgere og gæster

  • Tiltrække nye talenter inden for film- og medieområdet

  • Øge antallet af internationale samarbejdspartnere

  • Tiltrække dansk og udenlandsk kapital til miljøet i København

  • Være den naturlige, fysiske indgang for miljøet i København, Greater Copenhagen og Danmark, herunder også den nationale alliance Vision Denmark.  

Placering af Screen Base Copenhagen i Kødbyen

Der har været undersøgt alternative placeringer i Indre By, Nordvest og på Amager. Der er i udvælgelsen af lokalitet blevet lagt vægt på følgende parametre:

  • adgang for publikum

  • synlighed i byen

  • adgang til offentlig transport

  • mulighed for at lokalisere sig tæt på relevante samarbejdspartnere og interessenter inden for branchen

  • mulighed for at finde flere egnede lokaler i takt med at partnerkredsen udvides

Kødbyen er blevet udvalgt som et oplagt sted at placere Screen Base Copenhagen. Ud over synlighed og nem adgang for publikum rummer det en række relevante samarbejdspartnere i og omkring Kødbyen, herunder det kommende demokratihus.

Det vurderes, at der er behov for 4-5000 m2 til realiseringen af den fulde model for Screen Base Copenhagen. Det vurderes, at der i Kødbyen findes egnede kontorfaciliteter og højloftede rum til screeningsfaciliteter. Aktuelt er Sprogskolens tidligere lokaler på ca. 1800 m2 udbudt som lejemål. Derudover forventes det, at der på sigt kan komme yderligere lejemål i spil.

Der arbejdes med en tredelt plan for etableringen af Screen Base Copenhagen i Kødbyen:

  • Fase 1: Flytning af Copenhagen Film Festivals og aktiviteter ved Filmværkstedet / København og Copenhagen Film Fund til Kødbyen samt inddragelse af nye aktører i Screen Base Copenhagen

  • Fase 2: Arbejde for at udvide talent- og startup miljø i Kødbyen med relevante partnere

  • Fase 3: Konceptualisering, udvikling og fundraising til screeningsmiljø i Kødbyen

Bevillingen på 2 mio. kr. fra Københavns Kommune anvendes til fase 1. Copenhagen Film Festivals vil foretage koordineringen i forbindelse med etableringen af Screen Base Copenhagen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejde en tilskudsaftale for Screen Base Copenhagen.

Mette Touborg       

                           /Aravni Jakobsen                                   

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 15. november 2018:

Kultur- og Fritidsforvaltningen orienterede om status i sagen.

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top