SMARTbetaling - flere digitale betalinger og færre kontanter
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
-
at Kultur- og Fritidsudvalget tager statusrapporteringen for SMARTbetaling til efterretning.
Problemstilling
Udbuddet af digitale betalingsløsninger på markedet er vokset markant i den seneste tid, og danskernes lyst til at bruge de nye betalingsformer følger med i stort set samme tempo. SMARTbetaling går ud på at tilbyde tidssvarende og sikre betalingsløsninger til københavnerne og udfase betaling med kontanter. Med færre betalinger med kontanter effektiviseres de interne, administrative arbejdsgange. Samtidig giver flere digitale løsninger en bedre ledelsesinformation fx om de mange kulturtilbud, som Kultur- og Fritidsforvaltningen tilbyder københavnerne.
Løsning
SMARTbetaling er organiseret som et program, der består af et antal projekter. De centrale projekter i programmet er:
- SMARTE betalingsløsninger
- Selvbetjeningsmiljø til køb af entrébilletter til svømmehaller
- Selvbetjeningsløsning til køb af arrangementsbilletter
- Betalingsløsning til borgere uden betalingskort (KBH Betalingskort)
SMARTE betalingsløsninger
Før kunne københavnerne kun betale med Dankort og kontanter i hovedparten af enhederne i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Nu kan københavnerne betale med Visa, Visa Electron, Mastercard, Maestro, MobilePay og Dankort på mobilen i Borgerservice, flere kulturhuse og i selvbetjeningsløsninger. Dette har allerede medvirket til, at andelen af kontantbetalinger er reduceret (se bilag 1). I den forbindelse har Kultur- og Fritidsforvaltningen indgået en aftale med Nets/Teller om lavere gebyrpriser på betaling med Visa- og Mastercard.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har indgået en rammeaftale om køb af mobile kasseapparater, som kan tage imod en bred vifte af betalingskort og MobilePay. Udover flere betalingsmuligheder giver de mobile kasseapparater mulighed for, at gentænke den måde betalingen foregår på, fordi den ikke er fastlåst til en skranke med et stationært kasseapparat.
Selvbetjeningsmiljø til køb af entrébilletter til svømmehaller
Det nye billetsystem til køb af entrébilletter i kommunens ni svømmehaller bliver rullet ud i etaper i løbet af 2018 og 2019. De to første svømmehaller er Emdrup Bad og Valby Vandkulturhus, som tog løsningen i brug i juni 2018. Med det nye billetsystem kan københavnerne købe entrébilletter online via svoemkbh.kk.dk eller i en selvbetjeningsautomat i svømmehallen. Man kan betale med en bred vifte af betalingskort og MobilePay. I svømmehallen veksler man entrébilletten til et armbånd i selvbetjeningsautomaten (se illustration i bilag 1). Det betyder, at københavnerne nu selv kan købe billet og gå ind og svømme. Svømmehallerne går derfor nu i gang med at fjerne skrankerne, hvor kasseapparaterne førhen stod, og nyindrette velkomstområderne. Hvis gæsterne har brug for hjælp til at købe billetter online og i automaten i svømmehallen, kan de altid få hjælp af personalet i svømmehallen.
De tre næste svømmehaller, der tager det nye billetsystem i brug, er Sundby bad, Frankrigsgade svømmehal og Vesterbro svømmehal. Det sker i løbet af november og december 2018.
Selvbetjeningsløsning til køb af arrangementsbilletter
Kultur- og Fritidsforvaltningen indgik aftale med Billetto som fælles billetoperatør i foråret 2017. Flere af Kultur- og Fritidsforvaltningens kulturhuse og biblioteker sælger nu billetter til arrangementer via Billetto. Tidligere skete salget af billetter via en række billetoperatører, som de enkelte kulturinstitutioner selv valgte.
Med Billetto som billetoperatør kan forvaltningen få et samlet overblik over, hvilke arrangementer der holdes, hvor de holdes, og desuden følge salget af billetter på de enkelte arrangementer. Informationen kan bruges til at prioritere kommende arrangementer og målrette markedsføringen.
Betalingsløsning til borgere uden betalingskort (KBH Betalingskort)
Når kontanterne udfases, skal borgere, der ikke kan få eller ønsker at have et bankbetalingskort, fortsat have mulighed for at bruge forvaltningens mange tilbud. Målgruppen er primært ældre og udsatte borgere. Med det kommende KBH Betalingskort vil disse borgere blive tilbudt et betalingskort, der kan bruges på udvalgte steder i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Der kan sættes penge ind på kortet ved at tanke op med kontanter i Borgerservice.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har fastlagt vilkår for brugen af et KBH Betalingskort. Det forventes, at de første KBH Betalingskort afprøves i november 2018 i selvbetjeningsautomaterne i svømmehallerne.
Økonomi
SMARTbetaling er vedtaget i Budget 2016, og anlægsmidlerne er udmøntet. Forslagets samlede varige driftsændring fremgår af tabel 1 nedenfor. Driftsændringen er fordelt på enheder i Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Tabel 1: Forslagets samlede varige driftsændring
Kr. 1000 2016 p/l |
2016 |
2017 |
2018 |
2019 |
Samlet varig driftsændring (brutto) |
-1.225 |
-1.850 |
-3.425 |
-3.425 |
Foruden Kultur- og Fritidsforvaltningen er Børne- og Ungdomsforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen også omfattet af forslagets varige driftsændringer.
Videre proces
For at nå i mål med SMARTbetaling kræver det, at Kultur- og Fritidsforvaltningens enheder justerer nogle af de eksisterende betalingsløsninger og arbejdsgange, der har med betalinger at gøre. Dette arbejde er godt i gang og understøttes af SMARTbetaling ud fra en servicedesigntilgang. Derudover udvides SMARTbetaling med et nyt projekt, der bl.a. går ud på at tilbyde online salg af billetter til Københavns Museum og Nikolaj Kunsthal (vedtaget i Budget 2019).
SMARTbetaling har indsamlet data og udarbejder statistik over betalinger i første omgang i Borgerservice og i selvbetjeningsløsninger.
Mette Touborg
/Cecile Christensen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 15. november 2018:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.