Mødedato: 15.08.2013, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning om tilskud til teaterfestivalen CPH STAGE i 2014-2017

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning fra CPH STAGE om tilskud i perioden 2014-2017.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

    1.    at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen fra CPH STAGE om 1,5 mio. kr. i tilskud årligt i perioden 2014-17, da der ikke er afsat midler til formålet på udvalgets budget.

Problemstilling

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 7. marts 2013 bevilgede udvalget 300.000 kr. til teaterfestivalen CPH STAGE 2013. Festivalen blev afholdt den 5.-16. juni 2013.

CPH STAGE 2013 har været en stor succes med mere end 50 deltagende teatre og scenekunstgrupper fra hele landet samt enkelte udenlandske grupper. Festivalen har gennemført 150 forestillinger og haft 12.000 besøgende over den 12 dage lange festivalsperiode og har formået i sit første leveår at placere sig på landkortet. Festivalen må siges med relativt få midler og en meget kort tidsramme at være nået rigtig langt på stort set alle de succeskriterier, man på forhånd satte op for initiativet.

CPH STAGE ønsker at videreføre og udvikle festivalen og ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om 1,5 mio. kr. årligt i de næste fire år til at konsolidere CHP STAGE som en årlig teaterfestival.

Projektet er budgetteret til 3,1 mio. kr. stigende til 3,6 mio. kr. i årene 2014-2017, hvoraf ca. 1,5 mio. kr. årligt søges som fondsstøtte fra bl.a. Bikubenfonden og Statens Scenekunstudvalgs internationale pulje. Herudover investerer de involverede teatre, producenter og frie grupper deres egne produktioner, scener og medarbejdere i projektet.

Kultur- og Fritidsudvalgets støtte vil sikre basisdriften og dermed muliggøre den videre fondssøgning og i sidste ende realiseringen af festivalen.

Løsning

CPH STAGE er i høj grad et samarbejdsprojekt mellem teatrene i København. Men den er også blevet til i et samarbejde med det private erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og organisationer med relation til teatermiljøet. Initiativet udspringer af voksenteatrene under de små storbyteatre og det tværgående netværk Byens Levende Scener og er bl.a. ansporet af Kultur- og Fritidsudvalgets henstilling om flere samarbejder mellem byens teatre. Festivalens bestyrelse består af ledere fra Husets teater, Caféteatret, Teater GROB og Teater V. Der er oprettet et sekretariat med en ansat festivalleder.

Festivalen viser et bredt udvalg af forestillinger fra det smalle og eksperimenterende til de store og folkelige forestillinger. Forestillingerne er både en opsamling på det bedste fra den forgangne sæson og et kig ind i den kommende sæson med premierer, åbne prøver mm.

Det langsigtede mål for CPH STAGE er en årligt tilbagevendende teaterfestival i København, som kan skabe interesse for teatret såvel som inspirere branchen internt til dialog, udvikling og samarbejde.

Målet for de næste fire år er at konsolidere CPH STAGE som kulturbegivenhed i byen, i teaterbranchen og blandt det danske og internationale publikum. Det kræver en udvidelse af festivalen såvel som en international lancering og en styrket identitet som festival.

Udvidelsen af CPH STAGE er baseret på de store københavnske sceners deltagelse samt deltagelse af et større antal teatre og scenekunstgrupper fra provinsen. Festivalen er i dialog med Det Københavnske Teatersamarbejde og har fået positive tilbagemeldinger fra Det Kongelige Teater og Folketeatret om deltagelse i 2014. Provinsteatrene har udvist interesse, ikke mindst for publikumsopmærksomheden, men er for nogles vedkommende forhindret i at deltage grundet omkostninger til bl.a. transport. CPH STAGE søger andetsteds særskilt fondsstøtte til en pulje målrettet provinsteatrene.

I et internationalt perspektiv er festivalen allerede attraktiv, idet den koncentrerer en hel sæson på 12 dage. Udfordringen er sproget, der gør forestillingerne utilgængelige for turister og herboende udlændinge. Fremadrettet vil CPH STAGE arbejde for at tiltrække flere udenlandske forestillinger samt videreudvikle en tekstnings-APP til tekstning på dansk og engelsk af festivalens dansksprogede forestillinger. Festivalen er desuden i dialog med Wonderful Copenhagen om markedsføring samt med Dansk-ITI om Nordiske Scenekunstdage 2014, der næste år indgår som en del af CPH STAGE.

Det er ambitionen at styrke festivalens identitet gennem øget markedsføring og gennem videreudvikling af en fleksibel, tilgængelig og rimelig billetordning. Festivalen fulgte Kultur- og Fritidsudvalgets betingelse om et fælles billetsystem i 2013 og ønsker at arbejde videre med udviklingen af et mere optimalt system, end det var muligt i 2013.

Forvaltningen vurderer, at festivalen CPH STAGE yder et stort bidrag til den københavnske scenekunst, men da der ikke er afsat midler til festivalen på udvalgets budget, indstilles ansøgningen til afslag.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.


Carsten Haurum


                                      / Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 15. august 2013:

Følgende repræsentanter fra CPH STAGE havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:

  • Pelle Koppel (bestyrelsesformand)
  • Morten Krogh (festivalleder)
  • Mads Wille (bestyrelsesmedlem)

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at lade sagen indgå i de kommende forhandlinger om budget 2014.

Til top