Mødedato: 15.08.2013, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Kulturcenter ved Kildevældskolen

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til idéoplæg for et nyt kulturcenter ved Kildevældsskolen med henblik på at lade projektet indgå i forhandlingerne om budget 2014.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller:
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender idéoplæg for nyt kulturcenter ved Kildevældskolen, og
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget lader forslag om nyt kulturcenter ved Kildevældskolen indgå i forhandlingerne om budget 2014, herunder også finansiering af driftsudgifter.

Problemstilling

I 2005 besluttede Borgerrepræsentationen at afsætte et rammebeløb på 30 mio. kr. til et kulturcenter på Østerbro. Kulturcentret skulle finansieres af indtægterne fra salg af Beauvaisgrunden. Med Budget 2013 blev det besluttet at etablere kulturcentret i sammenhæng med Kildevældsskolen på Østerbro.

For at få belyst behovet og rammerne for et nyt kulturcenter blev der på overførselssagen 2012/2013 bevilget 1 mio. kr. til projektering af et kulturcenter ved Kildevældskolen, herunder udarbejdelse af et idéoplæg. Overførselssagen 2012/2013 blev behandlet i Borgerrepræsentationen d. 23. maj 2013.

Løsning

Ideoplægget er udarbejdet i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen, Østerbro Lokaludvalg, Kildevældskolen, områdefornyelsen Sankt Kjelds Kvarter og øvrige lokale interessenter (bilag 1).

Der er bred lokal opbakning til placering af et kulturcenter ved Kildevældskolen. De lokale interessenter peger samstemmigt på, at der er stor efterspørgsel på nye kulturtilbud i området.

Vision og profil
´Kulturcenter Kildevæld´ (arbejdstitel) skal via sin placering ved Kildevældskolen og Kildevældsparken skabe en nytænkende og positiv synergi mellem kultur, skole og natur.

Kulturcenter Kildevæld tænkes både fysisk og funktionelt sammen med Kildevældsskolen og Kildevældsparken. Dette gør det muligt at anvende kvadratmeterne intelligent og optimere udnyttelsen af både skolens eksisterende kvadratmeter og parkens rekreative arealer. En bæredygtig tankegang, der styrker den kulturelle brug af eksisterende faciliteter og løfter projektet både socialt og økonomisk.

Størrelse og funktioner

I ideoplægget er der lagt op til at kulturcentret skal bestå af en nybygning og en ombygning af eksisterende lokaler på skolen. Kulturcentrets samlede areal vil være ca. 1050 m2, hvor 500 m2 er nybygning og 550 m2 er ombygning af eksisterende lokaler inde på skolen.

Den bygningsmæssige sammenfletning mellem de to institutioner sker ved ombygningen af 4 skolelokaler i Nordbygningens vestfløj. Det er en gymnastiksal, et skolebibliotek og nogle mødelokaler.

Kulturcentret vil have egen indgang med sin egen tydelige identitet. Erfaringerne viser at det er nødvendigt, for også at tiltrække brugere, som ikke har sin daglige gang i og omkring skolen. Kulturcentret indrettes med bibliotek, cafe, mødelokaler, værksteder og et bevægelsesområde. Kildevældsskolens faglokaler og værksteder indtænkes også i de daglige tilbud til kulturcentrets brugere.

Ideoplægget bygger på, at Kulturcenter Kildevæld skal skabe de fysiske rammer for udfoldelsen af det lokale kulturliv, hvor kulturcentrets indholdsmæssige del i høj grad skabes af lokale initiativer.

Kulturcentret er tænkt som et alsidigt og fleksibelt hus, der kan ændre sig efter behov og efterspørgsel. Det skal huse både små og store arrangementer, men skal også skabe mulighed for at den enkelte kan fordybe sig i kulturcentrets mange muligheder. 
  
Sammenspillet imellem skole og Kulturcenter
Relationen mellem Kulturcenter Kildevæld og Kildevældsskolen er et bygnings- og funktionsfællesskab. Det funktionelle samarbejde tilpasses i forhold til efterspørgsel. Henover en dag vil nogle lokaler gå fra at blive benyttet af skolen i formiddags- og eftermiddagstimerne til at danne ramme for kulturarrangementer om aftenen.

Projektet er udviklet med reference til et skolesystem, der er under forandring. Kultur- og Fritidsforvaltningen har en god dialog med BUF omkring heldagsskolen og de muligheder den kan afføde, eksempelvis i forhold til et nyt kulturcenter i tilknytning til Kildevældskolen.

Det er tanken at Kulturcenter Kildevæld skal være en organisatorisk satellit til Kultur Østerbro. Dette skal understøtte, at kulturhuset får sin egen identitet med en bred kulturel profil.

Lokalplan
Ud fra beliggenhed, størrelse og fremtoning, vurderer TMF, at en tilbygning ikke umiddelbart vil medføre krav om lokalplan. Der tages dog forbehold herfor i forhold til et konkret projektforslag, fordi hensynet til omgivelserne kan være af væsentlig betydning for offentligheden.

Tidsplan
Hvis der afsættes midler i forbindelse med budget 2014 kan Kulturcenter Kildevæld stå færdigt primo 2016.

Pris
Idéoplægget har afsæt i en ramme på 28,5 mio. kr. inkl. rådgiverhonorar og øvrige udgifter.

Lokale og Anlægsfonden
Kultur- og Fritidsforvaltningen er i dialog med Lokale- og Anlægsfonden ift. projektets realisering og fonden har deltaget i en workshop om projektet. Fonden tilkendegiver at projektet findes interessant og vil være indstillet på at støtte projektet, hvis de nuværende tanker føres videre til et egentligt projektforslag. Fondens bestyrelse vil kunne tage stilling til en evt. bevilling, når der foreligger et skitseforslag.

Økonomi

I budget 2005 blev der afsat et rammebeløb på 30 mio. kr. til nyt kulturcenter på Østerbro. Af de 30 mio. kr. er der bevilget 1,5 mio. kr. til forundersøgelser og projektering. Dermed er den resterende anlægsramme 28,5 mio. kr., som skal indgå i forhandlingerne om budget 2014. Anlægsmidlerne skal fordeles med 13,7 mio. kr. i 2014 og 14,8 mio. kr. i 2015.

Den årlige driftsudgift for Kulturcenter Kildevæld er 4,89 mio. kr. (2013 p/l). Dette beløb fordeler sig med:
  • 3,3 mio. kr. til lønninger og administration,
  • 1,5 mio. kr. til aktiviteter og øvrige omkostninger,
  • 0,09 mio. kr. til vedligeholdelsesbidrag til Københavns Ejendomme.

Med igangsættelse i budget 2014 skal driftmidlerne finansieres fra 2016 og frem.

Videre proces

Godkendes indstillingen, indgår forslag til nyt kulturcenter ved Kildevældsskolen i forhandlingerne om budget 2014.

Carsten Haurum
                                    /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 15. august 2013:

Indstillingen blev godkendt.
Til top