Mødedato: 15.08.2013, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Kampsportens Hus på Nørrebro - status på undersøgelse

Se alle bilag
Status på undersøgelse af mulighederne for et Kampsportens Hus på Nørrebro i eller omkring Nørre Campus.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager status på mulighederne for at etablere et Kampsportens Hus på Nørrebro i eller omkring Nørre Campus til efterretning.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) behandlede den 7. marts 2013 et medlemsforslag om et Kampsportens Hus på Nørrebro.

KFU besluttede, at der skulle arbejdes videre med et Kampsportens Hus, og at forvaltningen skulle undersøge mulige placeringer og løsninger med henblik på, at en evt. etablering af et Kampsportens Hus kan indgå i forhandlingerne om budget 2014.

Samtidig tilkendegav udvalget, at det var indstillet på at se på løsninger for Nørrebro Taekwondo Klub og anmodede forvaltningen om at bistå klubben hermed.

Løsning

Status på undersøgelse
Udgangspunktet er ønsket om et Kampsportens Hus på Nørrebro i eller omkring Nørre Campus (Vidensbyen) enten som nybyggeri eller i en eksisterende bygning.

Flere placeringer er undersøgt i samarbejde med Nørrebro Taekwondo Klub, Teknik- og Miljøforvaltningen, grundejere og Økonomiforvaltningen.

Det er blandt andet DSB-arealet ved Mimersparken nord for Tagensvej-broen, KTK-grunden ved Ragnhildgade, værkstedsbygning i Sigurdsgade 37, Skoda-grunden ved Nørrebro Station, Tikøbgade 5, DSB-grunden for enden af Mimersparken ved Føtex og Unipensions bygning på Tagensvej 135-137 (forhenværende SKAT-bygning) - jf. bilag 1.

Status er, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at bruge nogen af de undersøgte placeringer. Det skyldes bl.a., at bygningerne/grundene har vist sig at være enten uegnede til formålet eller disponeret til andre formål.

Videre proces
Det anbefales, at der arbejdes videre med at undersøge alternativer på eller lige op til Nørrebro. Dette kunne fx være i tilknytning til Mimersparken eller ved Bispeengbuen eller andre alternativer i arealer eller lejemål i nærområdet.

Da kampsporten er stærkt forankret på Nørrebro, vil det videre arbejde fortsat være med afsæt i en lokal løsning på Nørrebro i eller omkring Nørre Campus.

Indtil videre har undersøgelserne vist, at det er svært at finde eksisterende bygninger med brugbare lokaler. Derfor vil det videre arbejde særligt fokusere på mulighederne for nybyggeri.

Kampsportens Hus - baggrund
Kampsport i København
Kampsport er de senere år blevet mere og mere populært. Interessen for idrætsaktiviteter som taekwondo, judo og karate er stor – især blandt københavnere med en anden etnisk baggrund. Der mangler imidlertid faciliteter til at dyrke kampsport i København - især på Nørrebro, hvor kampsporten står stærkt.

Over halvdelen af medlemmerne af idrætsforeningerne på Nørrebro er medlemmer af en kampsportsklub. En række af kampsportsklubberne på Nørrebro tilhører eliten i Danmark.

Størrelse, pris og indhold
Valget af placering og de lokale planforhold vil i sagens natur influere på størrelsen af et Kampsportens Hus samt på indholdet af husets størrelse og antal af husende kampsportsforeninger.

Et Kampsportens Hus bør have en størrelse på omkring 3.000 m2, hvis huset skal opfylde de krav og ønsker til udformning, indhold og funktionalitet fra de involverede kampsportsforeninger, øvrige interessenter og myndigheder.

Med en størrelse på 3.000 m2 skønnes anlægsudgiften til 75 mio. kr. (2014 p/l) med afsæt i en pris på 25.000 kr./m2.

Med en alternativ størrelse på fx 1.500 m2 vurderes udgiften til 40 mio. kr. (2014 p/l). De 1.500 m2 er den størrelse, som Nørrebro Taekwondo Klub råder over i dag.

De skønnede beløb er ekskl. evt. erhvervelse af grund/ejendom og ekstraordinær håndtering af forurenet jord.

Nørrebro Taekwondo Klubs nuværende lejeforhold
For så vidt angår Nørrebro Taekwondo Klubs nuværende lejeforhold, henvises der til bilag 2 (fortroligt).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

-
                   Carsten Haurum

                                                                  /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 15. august 2013:

Indstillingen blev godkendt.

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede forvaltningen om en generel vurdering af, hvilke kommunale grunde der vil kunne være egnede til kultur- og fritidsaktiviteter.

Endvidere blev forvaltningen anmodet om at arbejde videre med mulige placeringer for Kampsportens Hus. I den forbindelse skal huslejebesparelsen indarbejdes i investeringscasen.
Til top